Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ virketrang. Aristoteles’ definition af dyden lyder:

      Dyden er en evne til at vælge (hexis proairetikē) det, der er midten for os, bestemt af fornuften. (EN 1106 b, 36).

      En af de moralske dyder, Aristoteles analyserer, er generøsitet (eleutheriótēs). Generøsitet er midten i forhold til det at give og tage, hvad der kan måles i penge. Den tilsvarende overdrivelse er ødselhed, medens defekten er smålighed. Den generøse giver gerne og uden at tænke på egen fordel; han giver fordi det simpelthen er behageligt at udøve en dyd. De generøse er måske de mest afholdte af alle dydige, fordi de hjælper og gavner andre.

      Ædelhed er midten i forhold til ære. Den ædle stiller store krav om ære. Men da ære forudsætter dyd og moralsk kvalitet (kalokagathia), retter den ædle i virkeligheden kravene til sig selv. Han bærer ikke nag, men kan tværtimod se bort fra de ugerninger, andre har gjort mod ham. Til gengæld er han også tilbøjelig til at glemme de velgerninger, andre har vist ham. Modsætningerne til ædelhed er åndløshed og smålighed.

      Der findes også en dyd i forhold til åndfuld konversation, nemlig slagfærdighed eller vid. Den slagfærdige kan godt drille, men han lægger bånd på sig selv, så han undgår at såre. Hans to modsætninger er bajadsen og den kedelige.

      I visse tilfælde peger Aristoteles på de to ekstremer uden at kunne give navnet på den tilsvarende dyd. Det gælder f.eks. modsætningen mellem behagesyge og kværulanteri. Den rette midte mellem dem minder dog meget om venskabet, for en god ven er i stand til at modsige én på det rette tidspunkt.

      Retfærdighed

      Den moralske dyd, som Aristoteles behandler mest indgående, er retfærdighed. Retfærdighed (dikaiosynē) kan efter hans mening betyde mange ting. For det første kan retfærdighed være den sammenfattende betegnelse for alle dyder; i så fald betyder retfærdighed slet og ret at gøre godt i forhold til andre, at være et socialt væsen. For det andet kan retfærdighed betyde en bestemt dyd, der rammer midten i forhold til ting som ære, penge og sikkerhed. Denne egentlige retfærdighed findes i to former, der imidlertid er fælles om at være bestemt af begrebet lighed.

      Den ene form har man siden kaldt fordelende ( distributiv) retfærdighed. Den vedrører ære, gods og andre goder, som er delelige, og som kan gives til borgerne i lige eller ulige »portioner«. Retfærdighedens midte er her lighed i betydningen geometrisk proportionalitet (f.eks. 2:4 = 3:6). Efter Aristoteles’ mening ville det f.eks. være retfærdigt, hvis større evner gav større politisk indflydelse.

      Den anden form for retfærdighed kalder man udlignende (kommutativ) retfærdighed. Den vedrører forhold, hvor den ene part har forvoldt og den anden har lidt skade. Her er midten lighed i betydningen aritmetisk proportionalitet (f.eks. 3-1 = 7-5). Et simpelt eksempel kunne være, at hvis et barn »låner« en tikrone i mors pung, er det retfærdigt, at lommepengene næste gang reduceres med det samme beløb.

      Retfærdighed i den omfattende betydning karakteriserer Aristoteles på følgende måde:

      Retfærdighed er den egenskab, ved hvilken man siges at praktisere retfærdighed efter overvejelse, og når man fordeler ting mellem sig selv og andre, eller mellem to andre, da ikke at give for meget af det gode til sig selv og for lidt til den anden, eller for lidt af det ubehagelige til sig selv og for meget til den anden, men at give hver det proportionalt lige. Tilsvarende når man fordeler mellem to andre personer. (EN 1134a, 1-7).

      Det gennemgående tema i de forskellige former for retfærdighed er, at enhver skal have, hvad der tilkommer ham/hende.

      Venskab/kærlighed

      Et fænomen, som efter Aristoteles’ opfattelse hænger nøje sammen med retfærdighed, er hvad han kalder philia. Ordet oversættes ofte med »venskab«, men dets betydning er langt mere omfattende og dækker bl.a. mange former for kærlighed. For enkelhedens skyld bruges dog fortrinsvis udtrykket »venskab« i det følgende.

      Som vi har set, omtaler Aristoteles venskab i forbindelse med de moralske dyder. Han indleder da også sin omfattende analyse med at slå fast, at venskab er en dyd. Men det bliver hurtigt klart, at der her er tale om et fænomen, som ikke kan indpasses i definitionen af dyden som det, der rammer midten mellem to ekstremer.

      Efter Aristoteles’ opfattelse skal tre betingelser være opfyldt, for at et forhold mellem mennesker kan kaldes venskab. De skal (i) føle velvilje (eunoia) mod hinanden, (ii) være bevidste om hinandens velvilje, (iii) have en årsag til velviljen. Tre ting kan være årsag til velvilje og dermed begrunde et venskab: det nyttige, det behagelig eller det gode. Ifølge Aristoteles kan jeg altså blive venner med en anden enten fordi jeg får nytte af det (måske er han rig), fordi det er behageligt (han er charmerende og klog) eller fordi han og jeg er gode, dydige mennesker. En anden vigtig forskel er, om venskabet består mellem ulige eller lige parter.

      Det nytte- og behagsbaserede venskab spilder Aristoteles ikke mange ord på. Her søges venskabet ikke på grund af, hvad den anden er, men på grund af, hvad han har. Et sådant venskab kan bestå mellem onde og gode og mellem onde indbyrdes.

      Den rette form for venskab er imidlertid det, der består mellem gode og dydige mennesker. Her ønsker man vennens gode for hans egen skyld. Denne form for venskab findes i sin reneste udgave mellem ligestillede personer, f.eks. frie mænd som er medlemmer af en »klub« (hetairaia). Men godhedens venskab kan også bestå, hvor en af parterne er overlegen, som f.eks. i relationerne far-søn, ældre-yngre, mand-kvinde, hersker-undersåt. Nogle af disse venskaber er naturgivne, idet de er begrundet i biologiske faktorer, først og fremmest seksualitet.

      Det gælder selvsagt forholdet mellem mand og kvinde. De lever sammen for at formere sig og fremskaffe livsfornødenheder. Venskabet mellem ægtefæller kan derfor være nytte- og/eller behagsbaseret. Det kan dog også være et ægte venskab, baseret på dyd.

      Til de seksualitetsbegrundede venskaber hører også forholdet mellem forældre og børn. Da parterne har en forskellig stilling i forholdet, er deres måde at vise venskab forskellig. Forældre elsker deres børn som dele af sig selv, men også som en form for ejendom. Børnene derimod elsker forældrene som ophav til selve deres eksistens – eller rettere: sådan elsker de faderen. Aristoteles har en opfattelse af forplantningen, der indebærer, at det strengt taget kun er manden, der bidrager til tilblivelsen af et barn! Derfor kan han sige, at faderkærligheden er den mest fundamentale form for venskab i slægtskabsforhold. På den anden side fremhæver han moderkærligheden som den stærkeste. For moderens vedkommende er forældreskabet sikrere og forholdet til barnet varer længere. Som sagt mener Aristoteles, at venskabet mellem forældre og børn – og mellem artsfæller – er naturgivet (physei). Derfor er det et universelt træk, som man finder overalt, hvor man møder mennesker.

      Som nævnt er der for Aristoteles en tæt sammenhæng mellem venskab og retfærdighed: hvor venskab råder, er retfærdighed ikke nødvendig, og omvendt har den højeste form for retfærdighed et element af venskab i sig. Hvori består denne sammenhæng? Den består i, at også i venskabet er lighed grundlæggende. Det illustrerer Aristoteles ved at citere en talemåde: »Venskab er lighed« (philotēs hē isotēs). At der hersker lighed i et venskab kan betyde flere ting. Det kan betyde, at venner »får lige meget ud af« forholdet: venskab er kendetegnet af gensidighed. Det er naturligvis mest oplagt ved det nytte- og behagsbaserede venskab. Når der består over/underordningsforhold, kan parterne ikke yde lige meget i streng forstand, men her må ligheden oprettes ved at den ene part giver tilbage i forhold til sin position. Egentlig lighed foreligger imidlertid kun, når parterne er ligestillede og venskabet er baseret på godhed. Venskab med den gode er et gode for mig, men venskabet med mig er et ligeså stort gode for den СКАЧАТЬ