Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ er potentielt (dynamei) et egetræ; det stræber derfor efter virkelig at blive det.

      Så langt er »det gode« et ikke-etisk begreb. Hvad er nu menneskets gode: hvad stræber mennesket ifølge sin natur efter? Det stræber ifølge Aristoteles efter mange ting. Men der må være et højeste gode, det yderste mål for menneskets stræben. Det højeste gode for mennesket må være eudaimonia, det at leve godt eller lykkeligt (eu zēn). Men hvad det lykkelige liv er, er der delte meninger om. Aristoteles’ svar er, at hvis mennesket kan siges at have en opgave eller en funktion (ergon), så må det lykkelige liv bestå i at udøve opgaven på bedste måde. Dermed kommer han frem til følgende definition af det gode for menesket:

      Menneskets gode er virkeliggørelsen af sjælens evner i overensstemmelse med dyden. [to anthropinon agathon psykēs energeia kat aretEn] (EN 1098 a, 17 f.).

      Der ligger en dobbelthed i Aristoteles’ begreb om det gode. Den kender vi fra to forskellige betydninger af det danske ord »god/godt«. Vi kan f.eks. sige »det vil være godt for dig at holde ferie«; her er det gode en ønskværdig tilstand, som det vil være passende at stræbe efter. Eller vi kan sige »du er god til at spille klaver«; her er det gode en måde at udfolde sine menneskelige evner på. Tilsyneladende siger Aristoteles altså med sin definition af det gode for mennesket: det er godt for mennesket at udfolde sine evner på en bestemt måde. Og begrebet »dyd«, som indgår i hans definition af det gode må indebære konkrete måder at være god til at være menneske.

      Menneskeopfattelse

      For at forstå definitionen må vi spørge: hvad er »sjælens evner«? Og for at besvare det må vi stifte bekendtskab med Aristoteles’ antropologi, hans menneskeopfattelse. Aristoteles ser – som den naturiagttager han er – mennesket i sammenhæng med den øvrige natur. Det betyder konkret, at mennesket deler træk med både planter og dyr. Vi er fælles med alt andet levende om at have en sjæl (psykē). Sjælen er nemlig for Aristoteles det, der gør en organisme til noget levende (De anima 412 b, 5f.). Nærmere bestemt har menneskets sjæl følgende to evner:

      – det vegetative (threptikē psykē = evnen til at optage næring, vokse og formere sig), som vi har fælles med både planter og dyr;

      – det sansende (aisthetikē psykē), som vi har fælles med dyrene.

      Det, som udmærker menneskets sjæl, dvs. som ikke findes hos andre væsener i naturen, er

      – fornuften (nous/theoretikē psykē).

      Mennesket kan altså ifølge Aristoteles ikke uden videre siges at være hævet over den øvrige natur. Til mennesket hører jo også de træk, som det har fælles med alt andet levende. Men mennesket er tillige noget andet; derfor er det en særlig slags dyr, nemlig et dyr (et levevæsen), der har fornuft: zoon logon ekon. Aristoteles’ antropologi hænger sammen med en naturopfattelse, som kan kaldes hierarkisk: naturen er en trinstige af livsformer med stadigt højere egenskaber. Ifølge Aristoteles har alle livsformer eksisteret altid. Det er derfor et radikalt brud med aristotelismen, da Darwin fremsætter tesen om arternes udvikling (se kapitel 10). At mennesket kan være mere eller mindre godt til at udfolde sine evner og leve sit liv, beror på, at det er et fornuftsvæsen. Det bliver klart, når vi ser nærmere på, hvad Aristoteles siger om begrebet handling.

      Et levende væsen er aktivt, fordi det sanser. Til sansning hører nemlig lyst (hedonē) og smerte (lypē) og dermed evnen til at stræbe (dynamis orektikos). Denne evne ytrer sig f.eks. i begæret, som er stræben efter det lystfyldte. Til stræbeevnen hører foruden begæret modet (thymos) og viljen (boulesis). Dermed har vi antydet, hvordan den sansende sjæl ifølge Aristoteles er en »motor« for vor aktivitet (jf. De anima, 2. bog).

      Men menneskelig aktivitet skyldes ikke kun det sanselige. Også fornuften kan fungere som »motor«, nærmere bestemt den praktiske fornuft (nous praktikos). Det er den fornuft, som udtænker et mål (telos) og kan gøre dette mål til årsag eller grund (arkē) for en handling. Med terminologien fra kapitel 1: fornuften kan levere motiv til handlinger. Jeg kan f.eks. sætte mig det mål, at jeg altid vil spise sundt. Hvis jeg da ved, om en foreliggende form for føde er sund, ved jeg også, om jeg skal indtage den eller ej. Følgelig kan jeg gennem overvejelse komme frem til et praktisk resultat. Efter Aristoteles’ mening består der en strukturel lighed mellem den teoretiske og den praktiske fornuft. I begge tilfælde drager fornuften slutninger i form af syllogismer. Et klassisk eksempel på en teoretisk syllogisme er:

      Alle mennesker er dødelige.

      Sokrates er et menneske.

      Ergo: Sokrates er dødelig.

      Tilsvarende findes der praktiske syllogismer, og Aristoteles giver selv dette eksempel:

      Alle former for tør føde er godt for alle mennesker.

      Jeg er et menneske.

      Dette stykke brød er tør føde.

      Ergo: Det er godt for mig at spise dette stykke brød. (EN 1147A, 6 ff.)

      Den praktiske fornuft slutter fra et gode, en målsætning til virkeliggørelsen af det i en konkret handling. Vi vender tilbage til denne problemstilling, når vi kommer til dyderne. Der er her tale om en karakteristisk menneskelig form for stræben efter det gode, idet jeg stræber efter dét gode, der virkeliggøres i handling (to praktikon agathon).

      Aristoteles bruger her udtrykket praxis, hvormed han mener den form for menneskelig aktivitet, der er etisk relevant. En anden form for aktivitet er poiesis, det at frembringe eller producere noget. Poiesis har et produkt, og typiske eksempler er håndværkerens og kunstnerens aktivitet. Disse to former for produceren er i øvrigt ikke klart adskilt hos Aristoteles. I begge tilfælde kalder han evnen til at producere teknē. Praxis er f.eks. udfoldelse af dyderne, men inden vi kommer til dem, skal vi omtale et par yderligere bestemmelser i Aristoteles’ handlingsteori.

      For at det giver mening at rose/bifalde eller bebrejde en person for noget, han/hun har gjort, må der være tale om en frivillig (hekon) handling. To ting skal ifølge Aristoteles til, for at en handling kan kaldes frivillig: årsagen skal ligge i den agerende person, og denne skal vide, hvad han gør. Hvis nogen tvinger mig til at skrive et smædebrev mod dronningen, kan jeg ikke siges at have udført handlingen »majestætsfornærmelse«. Det kan jeg heller ikke, hvis jeg skælder en dame ud uden at vide, at det er dronningen.

      Dyderne

      Den gode livsudfoldelse er, nærmere bestemt, den fornuftsbestemte udfoldelse. Den har to former. Fornuften kan dels forme den del af den ikke-fornuftige sjæl, som er tilgængelig herfor. Og dels kan fornuften selv udfolde sig på en god måde. Det er baggrunden for Aristoteles’ begreb om dyd, og svarende til denne sondring falder dyderne i to grupper: de moralske og de intellektuelle.

      For at forstå, hvad Aristoteles forstår ved dyder, kan vi starte med at nævne nogle eksempler på moralske dyder: mod, mådehold, gavmildhed, venlighed, sandfærdighed. Vi ville vel kalde dem egenskaber, som nogle mennesker har. Det gør Aristoteles i og for sig også. Men han præciserer, at dyderne ikke er givet mennesker af natur, de er ikke medfødte anlæg (dynamis), der blot venter på at blive virkeliggjort. De er heller ikke følelser (pathē). Derimod hører de til kategorien hexis: de er noget, man har som en evne, der er indøvet gennem sædvane (ethos) og opdragelse.

      Et grundlæggende træk ved dyderne er, at de kan ødelægges på to måder, gennem overdrivelse og på grund af mangel/defekt. Mod kan f.eks. forvanskes enten til dumdristighed (for meget) eller til СКАЧАТЬ