.

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ giver Platon sit bidrag til antikkens dydslære. Dyderne fromhed, mod, besindighed og retfærdighed kan ‘læres’, hvis de forbindes med dyden visdom, som svarer til udfoldelsen af fornuften. Visdom beror på, at fornuften erkender sin højeste genstand, det godes idé. Om den bruger Platon i 5. bog af Staten billedet af solen, der er årsag til både synet og det sete. På samme måde er ideen om det gode ophav til både tænkningen og det tænkte.

      Det gode i denne forstand kan ikke siges at være et etisk begreb. Men den betydning, Platon tillægger det godes idé, viser, hvordan det etiske spørgsmål om menneskets rette levemåde er indordnet i det mere grundlæggende spørgsmål om virkelighedens sammenhæng og muligheden for at erkende den. Man kan sammenfattende sige, at Platons etik er præget af, at han filosofisk forfægter en objektiv idealisme. I »idealisme« ligger, at han hævder ideers (usansbare, for fornuften tilgængelige størrelsers) realitet. Objektiv er hans idealisme, idet ideerne efter hans opfattelse har en af mennesket uafhængig realitet.⁶ Etikkens grundlag udgøres altså af en objektiv, transcendent virkelighed, som mennesket med sin fornuft har adgang til, og hvorudfra det derfor kan udføre sine handlinger.

      Med idélærens ontologi har Platon udformet en lære om det der er, virkeligheden i egentlig forstand. Det er ved at få indsigt i denne virkelighed, at mennesket hæver sig over kortsynede interesser og anlægger en generel betragtning, idet det skuer ideen, tager den i øjesyn (idein er en aoristform af horaō = jeg ser). Eftersom denne ontologi i sit væsen er værdibestemt – graden af væren er identisk med graden af værdi – begrundes etikken i sidste instans i det godes idé, som er den mest universelle. Det er denne idé og de andre ideer, vi orienterer os efter, når vi handler etisk ud fra en viden om det etiske. I forbindelse med solbilledet hedder det, at det gode ikke alene er den højeste idé, men at det overgår væren, så det overstråler alt i ære og kraft (Staten 509 B).

      Logos er sand i det omfang, den afspejler ideernes virkelighed. Ideerne er kriterier for dens sandhed. De er den virkelighed, sproget taler sandt om ved at korrespondere med. Sprogets fortolkninger er ikke vilkårlige og skiftende; men de har et fast grundlag i en virkelighed der er forskellig fra sproget. En sofistisk konsensus om etiske spørgsmål kan nok udgøre et meningsfællesskab, men aldrig afstedkomme sikker erkendelse. Det er kun, når sproget udfolder sig i en form, hvor det ikke manipulerer, at det kan være erkendelsens medium. Det er Platon overbevist om, at logos gør, når den udfolder sig som dialogos. Også dialogen føres ud fra bestemte interesser, men det er af interesse for sagen, hvor det ikke gælder om at sætte modparten til vægs, dvs. hvor det personlige modsætningsforhold ikke må stå i vejen. I dialogen forbinder sproget sig – i sin interesse for sagen – med virkeligheden. Gennem dette sproglige element (dia i dialogos betyder »igennem«) er der mulighed for, at mennesket kan opnå en etisk indsigt, som beror på noget, der er uafhængigt af og forud for den sproglige fortolkning og sprogets overtalende effekt.

      Men samtidig beror etik som nævnt ikke på en beskrivelse af foreliggende sagforhold (den er ikke en technē), men på en fortolkning af emner, som kun er tilgængelige i menneskets sproglige udformning af dem, og som altså kun foreligger i en formidling. De kan ikke meddeles direkte, hvilket er baggrunden for, at Sokrates ofte taler ironisk. Og de kan ikke uden videre nedfældes på skrift, hvilket er baggrunden for, at Platon ikke – som sofisterne – har skrevet taler og afhandlinger, men dialoger.

      Spørgsmålet er nu, om Platon og Sokrates ikke også – som sofisterne – gør brug af sprogets dynamis, dets overtalende kraft, når de fremlægger deres opfattelse af de etiske normer. Om de ikke også binder de andre implicerede (dialogpartnerne og læseren) ved en form for tvang for at få deres fortolkninger af etiske spørgsmål accepteret? Det er der ingen tvivl om, at de gør. Det er ligesom med fangerne i det berømte hulebillede fra Staten (514 A ff.), der må tvinges til at vende sig bort fra det, de tror er virkeligheden, og vende sig om mod det, der i virkeligheden er det. Det er en proces, der er smerte forbundet med, ligesom det gør ondt at se mod lyset. Erkendelse er en smertefuld proces. Derfor må der en form for tvang til. Men Platon og Sokrates er overbevist om, at den form for tvang, de anvender, er legitim, og at den overtalelse, hvormed de søger at få andre til at antage deres synspunkter også er legitim, fordi de ikke søger at fremme personlige, kortsigtede, interessebestemte meninger om tingene, men fordi de søger at afdække, hvad vores etiske normer i virkeligheden er begrundet i, hvis de skal anses for at være gyldige.

      Den overtalelse, som Sokrates og Platon praktiserer, fremkalder således en viden, mens den overtalelse, sofisterne bringer til torvs, fremkalder tro uden viden. Denne viden opnås dels derved, at den enkelte anstrenger sig for at tilegne sig ideerne, dels ved at sandheden selv overtaler og overbeviser. Det er ikke nogen vilkårlig overtalelse, og den finder ikke sted uden at den lærende – efter egen overvejelse – giver sandheden sin tilslutning.

      Hvis retorikken ikke tjener dette formål at tilvejebringe en almen viden og en almengyldig erkendelse, er den illegitim, eftersom den ellers bliver misbrugt og anvendt til uretmæssige formål. Over for sofisternes relativistiske etik vil Platon med andre ord tilvejebringe kriterier for at skelne mellem retorikkens gavnlige brug og dens uretmæssige misbrug. Det er kriterier, som ligger ud over den givne anvendelsessammenhæng, hvori sproget fremsætter fortolkninger af etiske normer. Det er kriterier, som gør det muligt at skelne mellem sande og falske fortolkninger. Men det er ikke kriterier, som kan gøres gældende uafhængigt af sproget. De er – hvis man ser nøjere efter – til stede i den måde, hvorpå vi bruger sproget, når vi taler om, at noget er »retfærdigt«, »godt« osv.

      Det er den slags diskussioner, frie mennesker – sofister og sokratikere – er henvist til at føre. Men med idélærens ontologi fastholder Platon, at ikke alt er overladt til menneskenes magt over virkeligheden og hinanden. Han fastholder, at mennesket er indlejret i ikke-vilkårlige sammenhænge, som i sidste instans danner grundlag for dets etiske orientering i verden: polis og kosmos.

      2.3 ARISTOTELES

      Først nogle få data om ARISTOTELES’ liv og skrifter. Han er født i byen Stageira på Halkidiki-halvøen i Thrakien 384 f.Kr.; derfor omtales han undertiden som »stagiriten«. Han kom til Athen, hvor han sluttede sig til det af Platon oprettede akademi og blev Platons elev. Mellem 343 og 335 var han lærer for den makedonske kongesøn Alexander (senere »den Store«). Han døde 322.

      Aristoteles’ skrifter kan inddeles i fire grupper: 1) Logik og videnskabsteori (Organon), 2) Naturhistorie el. naturfilosofi, 3) Metafysik, 4) Etik. Der henvises normalt til skrifterne efter en udgave ved Immanuel Becker fra 1830. Den var på 1462 store sider med to spalter på hver. En henvisning som 1032 b, 15 betyder altså: side 1032, højre spalte, linie 15 i Becker-udgaven. De allerfleste andre udgaver og oversættelser har disse tal i marginen.

      Der findes fire skrifter af Aristoteles, hvori han behandler etikken: Den Nikomakiske etik (til Nikomakos), Den Eudemiske etik (til Eudemos), Magna moralia og Politikken.

      Det gode

      Aristoteles starter sine overvejelser i Den Nikomakiske Etik (EN) med at betragte begrebet det gode (t’agathon). Det gode er, siger han, det som alting stræber efter. Det skal forstås på den måde, at alting stræber efter noget, et mål; og det som for hvert væsens vedkommende er det efterstræbte, er det gode for dette væsen.

      Allerede denne indledende bestemmelse afslører, hvordan også hos Aristoteles den etiske teori hænger nøje sammen med metafysiske antagelser. Et grundtræk ved al virkelighed er ifølge Aristoteles det teleologiske: alting er i selve sin væremåde anlagt på at stræbe henimod et mål (telos). Det gælder de såkaldt livløse ting; en sten f.eks. stræber efter at opholde sig på sit »naturlige sted«, nemlig jordens centrum. Derfor søger den at komme så tæt som muligt til dette sted, den falder kort sagt til jorden. Men det gælder også det СКАЧАТЬ