Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ tekster en sammenhængende opfattelse af, hvilke konsekvenser gudstroen har for synet på, hvad der er ret og forkert menneskelig handlen og livsførelse?

      For at knytte an til de begreber, der blev introduceret i kapitel 1, kan vi sige, at man i undersøgelsen af gammeltestamentlig etik i første omgang må gå deskriptivt til værks. Det vil sige, at man må nøjes med at spørge, hvilken opfattelse af ret menneskelig handlen, der kommer til udtryk i den enkelte tekst. Om denne opfattelse kan gøre krav på aktuel gyldighed (normativitet), er et andet spørgsmål. At gå deskriptivt til værks vil bl.a. sige, at man tager hensyn både til teksternes forskelligartethed og deres forskellige historiske og sociale forudsætninger.

      Man kan også udtrykke sagen på den måde, at arbejdet med gammeltestamentlig etik bør undgå to ekstreme standpunkter, nemlig:

      – det fundamentalistiske: hver eneste forskrift, der findes i GT, skal betragtes som aktuelt gyldig i sin bogstavelige udformning;

      – det (religions)historisk relativistiske: de forskrifter, der findes i GT, har kun en historisk interesse som led i studiet af gammeltestamentlig religion og kultur.

      Det relativistiske standpunkt er utilfredsstillende af teologiske grunde. Gammeltestamentlig etik må nemlig i sidste instans ses i sammenhæng med nytestamentlig etik. Dens spørgsmål kan formuleres helt parallelt med den gammeltestamentlige etiks spørgsmål:

      Er der i NT en sammenhængende opfattelse af, hvilke konsekvenser den kristne tro har for synet på ret og forkert menneskelig handlen og livsførelse?

      Det spørgsmål kan ikke besvares uden at der tages hensyn til den gammeltestamentlige etik. Den bibelske etiks spørgsmål er netop, om der er en sammenhæng mellem opfattelsen i GT og NT af gudstroens konsekvenser for ret og forkert menneskelig handlen.

      I sidste instans er det relativistiske standpunkt utilfredsstillende, fordi man teologisk ikke kan blive stående ved den deskriptive betragtning. Man må stille det normative spørgsmål:

      Hvilken aktuel gyldighed kan man ud fra den kristne tro gøre krav på for den bibelske etiks vedkommende, dvs. for de bibelske skrifters opfattelse af ret menneskelig handlen og livsførelse?

      Fundamentalismen er ét muligt svar på det spørgsmål. Generelt gælder det, at svaret vil afhænge af, hvilken kristendomsopfattelse, man har, og hvilken teologisk position, man indtager. Derfor er den bibelske etik et tilbagevendende og uomgængeligt emne, når man undersøger den teologiske etiks historie og dens aktuelle problemstillinger.

      3.2 GAMMELTESTAMENTLIG ETIK

      Der skal her ikke gøres noget forsøg på at give en omfattende fremstilling af gammeltestamentlig etik. Det ville kræve en inddragelse af bibelforskningen i et omfang, som ikke har været muligt. Vi vil nøjes med at se på nogle udvalgte tekster fra GT, som rummer forskellige typer af etiske forskrifter og normer. Afslutningsvist skal der gøres et forsøg på at formulere nogle træk ved gammeltestamentlig etik, som måske kan siges at være gennemgående og grundlæggende.

      Til indledning kan det være nyttigt at gøre opmærksom på, hvor forskellige de historisk-sociale forhold er, som de gammeltestamentlige tekster afspejler. Meget groft kan man opregne følgende historiske perioder/tidspunkter og de tilsvarende sociale forhold:¹⁴

      KRONOLOGISK

      – før-statslig tid (tidlig jernalder): fastboende storfamilier, stammeforbund (før ca. 1000-900 f.Kr.)

      – kongetiden (senere jernalder: fra ca. 1000-900 f.Kr. til 586 f.Kr.): statsdannelse (først i Nordriget, senest omkring Samaria), senere i Sydriget omkring Jerusalem; centralmyndighed; gradvis inddragelse i assyrisk interessesfære

      – eksilet (586-539): del af babylonisk imperium; del af befolkningen fra Sydriget i eksil i Babylonien

      – persisk tid (539-ca. 330): del af persisk imperium; Jerusalem relativ autonom bystat.

      SOCIOLOGISK

      – familie: storfamilie (»huset«) og landsbyen som produktiv enhed; religiøst: personlig skytsgud, lokal frugtbarhedskult

      – stamme: regional sammenslutning navnlig ved ydre angreb; religiøst: lokal krigsgud, regional centralhelligdom

      – stat: national centralmyndighed, inddragelse af overskudsproduktion, fjernhandel; religiøst: national guddom, sakralt kongedømme; specialiseret (præstelig) centralhelligdom

      – imperium: formindsket lokal autoritet, del af overregional myndighed militært og handelsmæssigt; religiøst: universaliserende teologi, dannelse af religiøst afsondret gruppe, messianisme.

      Dekalogen (»De ti bud«)

      Når man læser i GT, bliver man hurtigt klar over, at det indeholder en myriade af konkrete forskrifter. Nogle minder om civilretlige paragraffer: »Når en låner et dyr af en anden, og det kommer til skade eller dør, uden at ejeren er til stede, skal han give erstatning« (2 Mos 22,14). Andre er detaljerede forskrifter om tilladte og forbudte former for seksuel praksis. I alt siges der at være 613 sådanne konkrete forskrifter!

      Men nogle af forskrifterne har øjensynlig en mere fremtrædende plads end andre, f.eks. disse:

      Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trælle huset.

      Du må ikke have andre guder end mig.

      Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn.

      Husk sabbatsdagen og hold den hellig.

      Ær din far og din mor.

      Du må ikke begå drab.

      Du må ikke bryde et ægteskab.

      Du må ikke stjæle.

      Du må ikke vidne falsk mod din næste.

      Du må ikke begære din næstes hus.

      Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller træl kvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

       (2 Mos 20,2-17).

      Når man traditionelt taler om 10 bud, skyldes det, at der her fremsættes en række sætninger, som har karakter af imperativer eller forskrifter/ forbud (»Du må ikke…!« – »Kom hviledagen i hu!« – »Ær din far og din mor!«). Det er nærliggende at spørge: hvem fremsætter disse forskrifter; og hvem fremsættes de over for? Det sidste kan kaldes spørgsmålet om det etiske subjekt: den part, der skal udføre de krævede handlinger, hhv. undlade at udføre de forbudte.

      Hvad det sidste spørgsmål angår, synes der at forekomme et skift efter det 3. bud. Indtil da betyder »du« Israel, altså hele folket. Men derefter er det mere nærliggende at betragte den enkelte israelit eller snarere det enkelte familieoverhovede som det etiske subjekt, der tiltales med »du«. På dette sted i teksten sker der også et skift i indholdet af, hvad der kræves. De forudgående bud kan siges at vedrøre forholdet til Jahve; det er religiøse bud. De efterfølgende bud vedrører derimod forholdet mellem mennesker; de er etiske СКАЧАТЬ