Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ viser Aristoteles, at dennes aktivitet må være den rene tænkning. Menneskets evne til at udfolde theoria er derfor udtryk for dets delagtighed i det guddommelige. Det viser sig også deri, at den fornuft, som udfolder tænkningen, rummer et udødeligt element.⁹

      At theoria er den højeste form for menneskelig livsudfoldelse betyder, at den er en udfoldelse af det, som er mest os selv. Livet i theoria er »det, som af naturen er mest ejendommeligt for enhver« (to oikeion hekasto tē physei, EN 1178a, 5ff).

      2.4 STOICISMEN OG EPIKUR

      Først nogle almene data om STOICISMEN som filosofisk retning. Man skelner normalt mellem tre faser i dens udvikling: 1) den ældre stoicisme, repræsenteret ved bl.a. Zenon fra Kition (334-262) (han underviste i en søjlegård stoá poikílē, heraf betegnelsen »stoiker«) – Cleanthes fra Assos (304-233) – Crysippos fra Soloi (281-208). 2) den mellemste stoicisme, repræsenteret ved bl.a. Panaitios fra Rhodos (180-110), som var med til at føre den stoiske tankeverden til den romerske kultur. 3) Senstoicismen, repræsenteret ved Lucius Annaeus Seneca (5 f.Kr.-65 e.Kr.) – Epictetos (50-135) – Marcus Aurelius (121-180).

      Metafysisk forfægter stoikerne en monisme, dvs. en lære om, at al virkelighed dybest set er af samme beskaffenhed. Der er tale om en raffineret form for materialisme, idet de hævder at alt, også menneskets sjæl, er af stoflig art. Grundlaget for alt er verdensfornuften ( logos)¹⁰, men også den er materiel: den er lig med den ild, som gennemtrænger alting. Kosmos gennemløber en uendelig række af epoker, der hver ender i en verdensbrand, hvor alting tilintetgøres for at opstå påny – hvorefter det kosmiske forløb gentages. Mennesket har del i den kosmiske fornuft.

      Som essens af stoikerens etik anføres ofte den grundsætning, at mennnesket skal leve i overensstemmelse med naturen. Oprindelig har tanken været, at man skal leve »overensstemmende« (homologoumenos), dvs. man skal leve efter en logos, som er i overensstemmelse med sig selv. Der skal med andre ord være enhed og sammenhæng i éns livsførelse. Senere har man tilføjet »med naturen« (tē physei), idet menneskets natur jo er dets (delagtighed i) logos. Men der kommer også det moment ind i idealet, at mennesket skal stemme overens med den natur, det har fælles med dyrene.

      At leve overensstemmende er det gode. Hos stoikerne sker der en forskydning i betydningen af dette begreb. Den kommer til udtryk i formuleringen monon to kalon agathon, som overfladisk set betyder »kun det gode er det gode«. Men agathon har her den oprindelige betydning, som svarer til »det er godt for dig, at …«, medens kalon betyder det etisk rigtige. Sætningen siger altså, at kun det etisk rigtige er godt for et menneske. Det kan også siges på den måde, at den eneste kilde til eudaimonia er dyden i betydningen den etisk rette livsførelse; kun denne sidste kan gøre et menneske lykkeligt. Ændringen i begrebet om det gode indebærer, at der bliver en klar modsætning mellem den gode handling (katorthoma) og den forkerte eller onde (hamartema). Alt, hvad der ligger uden for denne modsætning, er ligegyldigt ( adiaphoron). Det gælder både (positivt) liv, sundhed, ære, besiddelse – og (negativt) død, sygdom og fattigdom. Til modsætningen hører, at der kun er to mennesketyper, der er etisk interessante: den vise, idealet for stoisk etik – og tåben.

      Det konkrete udgangspunkt for stoisk etik er ikke som hos Aristoteles fællesskabet i polis, men derimod det enkelte menneske. Det kommer til udtryk i det vigtige begreb oikeiosis: tilegnelse, i den oprindelige betydning at gøre noget til sit eget (af gr. oikeios: det som hører huset til, det fortrolige, det nærtstående). Hvad et menneske allerførst skal tilegne sig, er det selv. Det sker, når den enkelte selv tager vare på opretholdelsen af livet. I modsætning til planten, som naturen sørger for, skal dyret selv gøre en indsats for at bevare sin eksistens. Og dette vilkår deler mennesket. Vi har set, at begrebet to oikeion også spiller en rolle i Aristoteles’ etik (ovenfor s. 55). Men når stoikerne gør den enkeltes varetagelse af sig selv til et grundfænomen, må de siges at indføre et nyt motiv i den etiske tænkning. Motivet kommer til at få væsentlig betydning senere under betegnelser som »egeninteresse« o.l.

      I tanken om oikeiosis ligger der ikke et forsvar for egoisme, for den enkelte gør også andre mennesker til sit anliggende. I første omgang gælder det éns afkom og nærmeste. Men i sidste ende gælder det alle fornuftsvæsener, som den enkelte jo er beslægtet med. Fornuften hæver mennesker over dyrene og den skaber en grundlæggende lighed mellem alle mennesker. Også på dette punkt uddybes en tanke, som findes hos Aristoteles. Både i hans opfattelse af retfærdighed og af venskab ligger jo en tanke om lighed. Men stoikerne tilføjer en afgørende dimension ved at hævde, at alle mennesker faktisk – dybest set – er lige. Dermed har de sat en tanke i verden, som dels har en slående parallel i bibelsk menneskeopfattelse, og dels – sammen med denne bibelske parallel – har været en afgørende faktor ved udviklingen af den europæiske humanisme. (Vi vender tilbage til dette stoiske motiv i kapitel 6).

      Med tanken om lighed er der sat spørgsmålstegn ved alle ydre forskelle mellem mennesker så som den mellem græker og barbar eller den mellem herre og slave. Af natur kan intet menneske være slave. Men for stoikerne er den ydre afskaffelse af slaveriet ikke særligt vigtig, for det egentlige slaveri er et menneskes indre ufrihed.

      En af de ting, man normalt forbinder med stoicismen, er jo netop den indre »stoiske ro« og idealet om apatheia, »apati«. Til det at leve »overensstemmende« hører, at man holder driften (hormē) under logos’ kontrol. Sker det ikke, optræder der en tøjlesløs bevægelse i sjælen som når en fugl skræmt flyver op, og det er imod naturen. Driften kommer konkret til udtryk i pathē,¹¹ lidenskaberne eller affekterne. Stoikerne regner med fire hovedaffekter: lyst (hedonē), smerte (lypē), ønske (epithymia) og frygt (phobos). Affekterne er sygelige tilstande i sjælen, som den vise skal frigøre sig fra, så de kun efterlader en slags mentale ar. Den tilstand er apatheia. Således bør han ikke vise medlidenhed, idet det jo bygger på den fejlagtige antagelse, at et andet menneske virkelig kan lide. Affekterne lægger generelt op til den illusion, at der findes noget godt (lyst, ønske) eller ondt (smerte, frygt) ved siden af det etisk gode og onde. Eksempelvis er der ifølge stoisk tankegang ingen grund til at føle smerte over døden, hverken éns egen eller andres, for døden er ikke et egentligt onde. Derfor er selvmord en af de handlinger, der er etisk neutrale. For nogle stoikere, f.eks. Seneca, er døden dog en vej til frihed. Idealet om apati betyder ikke, at overhovedet ingen følelser kan være berettigede. Man finder i stoisk etik begrebet eupatheia, »gode følelser«. Til disse tæller følelserne mod éns børn, ægtefælle og venner og glæden ved at besidde det sande gode, dyden.

      Vi har nævnt, at stoisk etik ikke i samme grad som Aristoteles’ har livet i polis som forudsætning. Det må naturligvis præge selve samfunds- og statsopfattelsen. Staten opfattes ikke som et fællesskab, der er til for det gode livs skyld. Den er primært en mængde af mennesker, som bor på samme sted, og som skal styres af en lov. Med andre ord træder et retligt moment i forgrunden i stoisk samfundsteori. Man fastholder, at den sociale dyd er retfærdigheden, som går ud på, at man skal give enhver sit.¹² Retfærdigheden er ikke en dyd, mennesker har opfundet eller vedtaget; den grunder i naturen. Det gælder i det hele taget den lov, der styrer samfundet. Man tillægger Chrysippos følgende udtalelse:

      Loven er konge over alt, både over guddommelige og meneskelige ting. Den må være den autoritet, som bestemmer, hvad der er etisk skønt og grimt, den må være herre og fører for de væsener, der af natur er anlagt til fællesskab og den må følgelig give rettesnoren for det, som er retfærdigt og uretfærdigt, idet den befaler, hvad der skal gøres og forbyder, hvad der ikke må gøres. (Citeret hos Pohlenz 1948, s. 132).

      Vi møder her endnu et af de centrale elementer, stoicismen har tilført Europas etiske tænkning, nemlig tanken om den naturlige lov. Den vender vi tilbage til i kapitel 4.

      Epikur

      En sengræsk etiker, СКАЧАТЬ