Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ der ikke nogen afgørende forskel mellem viden (epistēmē) og tro eller mening (doxa). Retorikken er således en kamp (agōn) om meninger. Det gælder om at vinde tilhørerne for sig, og spørgsmålet om, hvorvidt en logos bruges retmæssigt eller uretmæssigt kan oversættes til spørgsmålet om, hvorvidt den er hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig med henblik på det resultat, taleren ønsker at opnå. Men der findes ikke absolutte kriterier på, hvilken retorisk logos, der er den retmæssige, og hvilken der er den uretmæssige, må en sofistisk retoriker hævde (jf. Gorgias 456 E ff.).

      Den sofistiske retoriks sandhedskriterium er, om der kan skabes konsensus om et bestemt synspunkt, også hvad etikken angår. Det er det, som man kan komme af sted med at få folk til at blive enige om, der er kriteriet på en logos’ sandhed. Sprogets kriterium er ikke eksternt i forhold til det det taler om; kriteriet er om det lykkes det at gøre noget ved folk, påvirke dem.

      Platons idealistiske etik

      Platon og hans Sokrates kan ikke acceptere en sådan opfattelse af logos, fordi den i sidste instans indebærer en relativistisk etik. Det beror på særdeles tilfældige, interessebestemte omstændigheder, hvad det er, sofisterne ophøjer til etiske normer. Hans spørgsmål til sofisterne er til stadighed: Véd de egentlig hvad de taler om? Han lader Sokrates vise, at det gør de egentlig ikke. De tror kun, at de véd det. Og de lever af at få deres elever og tilhørere til at tro, at de véd det. Dermed har Platon – i modsætning til sofisterne – markeret en afgrundsdyb forskel på tro/mening og viden.

      Hvad er det, sofisterne giver sig ud for at vide? Hvad er det de kan? Hvad er deres fag? Ja, de påtager sig jo bl.a. at undervise i hvad der er ret og uret, altså i etik. Men hvad vil det sige? En læge véd noget om sygdomme og deres helbredelse osv. Men hvad véd en retor noget om? Han véd noget om, hvordan man overtaler (peithein) folk. Men Sokrates er ikke tilfreds. Hvad er det, retorikeren overtaler om? Hvad, hvilke ting angår den retoriske logos? (Gorgias 453 A ff.).

      Sokrates bruger nu sine ‘retoriske’ kneb for at vise, at sofisterne faktisk forudsætter en viden om etikkens grundbegreber, når de underviser i overtalelsesteknik (Gorgias 459 E ff.). Men sofisterne har ikke reflekteret over, at en viden om det etiske, en aretē-viden, er af en anden art end en viden om et bestemt fagligt indhold, en technēviden. At vide noget om hvordan man skor en hest, er noget andet end at vide noget om det gode, det retfærdige osv. Det første kan ske ved direkte anskuelsesundervisning, ledsaget af beskrivende forklaringer.

      Det andet – en viden om det etiske – kan ifølge Platon og Sokrates kun ske gennem en tilegnelsesproces, hvor ens viden er forbundet med en erfaring, og hvor emnet kun er tilgængelig i menneskets sproglige udformning og fortolkning af det. »Den etiske virkelighed« er af en anden art end »den tekniske virkelighed«. En viden om det gode indbefatter, at man selv indoptager det man i denne henseende véd noget om. Man bliver god af at erkende det gode, og man erkender det ved at blive det. Der består under denne ideelle synsvinkel ikke nogen egentlig konflikt mellem en handling og en erkendelse. Det er grundlæggende i den platonisk-sokratiske dannelsestanke: paideia.

      I modsætning til sofisterne har Platon således oprettet et afgrundsdybt svælg mellem en mening/en tro (doxa/pistis) og en viden/en erkendelse (mathesis/epistēmē). Epistēmē er indsigt i, at tilværelsen i sin helhed og etikken i særdeleshed er begrundet i noget værdipositivt, i det gode, og det er en indsigt, som beror på en tilegnet viden, hvor den der erkender det gode også gør det. Erkendelse er at komme til at vide bedre end man i almindelighed gør, og end sofisterne i særdeleshed gør. Det sker ved en generindring (anamnesis), hvor mennesket i en proces genkalder sig, hvad det egentlig kommer af, og hvad der er dets egentlige bestemmelse. Dermed bringer det sig i overensstemmelse med kosmos (verdensordenen) og polis (den politiske organisation af samfundet). Det opdager at det, der ligger til grund for den umiddelbart foreliggende virkelighed, er det virkeligt virkelige, og at dette virkeligt virkelige er det virkeligt værdifulde.

      Platon begrunder dermed etikken i en såkaldt idéverden, hvor graden af væren er identisk med graden af værdi. Den ontologi, han udformer, opererer med en delagtighed i forholdet mellem den umiddelbart foreliggende verden, fænomenverdenen, og den ikke-umiddelbart foreliggende verden eller den bagvedliggende verden, idéverdenen, samtidig med at der består en forskel mellem disse to verdener. Det er fænomenverdenens delagtighed i idéverdenen, der gør den virkelig og giver den stabilitet.

      Tilsvarende er det delagtigheden i begrebet/ideen »retfærdighed«, der er kriterium for, om en given handling kan kaldes »retfærdig«. Når Sokrates og Platon diskuterer, hvad der er retfærdigt, stiller de sig ikke tilfreds med de svar, som sofisterne giver: »Det er retfærdigt, når man yder enhver sit«; »det kan være retfærdigt, når man angiver sin far til myndighederne, hvis han har mishandlet en slave« osv. Det lille »når« angiver, at sofisterne alene forstår »retfærdig« ud fra en bestemt kontekst og situation, og at ordet derfor ikke har helt samme betydning fra gang til gang. Men Sokrates vil ikke »nøjes« med at vide, hvad der i en given situation kan siges at være retfærdigt. Han vil vide, hvad det retfærdige er »i sig selv«, hvilket indhold ideen om det retfærdige har. Det er kun i kraft af en indsigt i dette indhold, at vi kan være sikre på, at vi ikke fra situation til situation anvender vilkårlige og begrænsede vurderinger af, hvad det retfærdige er. Der må være noget, som i sig selv er gyldigt som værende retfærdigt, noget der er løsrevet fra situationens omstændigheder, noget som transcenderer disse omstændigheder, og som er uforanderligt. Ellers er det ikke muligt at imødegå sofisternes relativistiske etik.

      Dette motiv udfolder Platon i dialogen Staten, der handler om et af de etiske grundbegreber i græsk tænkning, retfærdighed. Til indledning fremsætter en af samtalens deltagere, Thrasymachos, den tese, at retfærdighed er det, der gavner den stærke. Heroverfor er det Sokrates’ opgave at finde retfærdighedens sande væsen. Nu anvendes begrebet retfærdighed både om det enkelte menneske og om en hel bystat, en polis. Der må jo også være overensstemmelse mellem enkeltmenneskers egenskaber og staters, idet stater ikke er andet end fællesskaber af enkeltmennesker. Staten er altså en slags forstørret udgave af det enkelte menneske. Derfor er det fornuftigt at begynde med en undersøgelse af, hvad retfærdighed er på statens plan. Og det gør man bedst ved at rekonstruere statens tilblivelse og se, hvordan retfærdighedens problem dukker op.

      Statens grundlæggende funktion er, at mennesker i fællesskab løser deres opgave som f.eks. at dække de basale behov. Der er derfor brug for mennesker, som producerer og sælger de ting, der er nødvendige i så henseende. Men da mennesker ikke kan begrænse sig i deres behovstilfredsstillelse, vil stater ekspandere og krig være uundgåelig. Der er derfor brug for borgere, som har til opgave at forsvare staten udadtil. En stat må altså i hvert fald have to grupper af indbyggere: producenterne m.m. og vogterne. Producenterne vil være mennesker, hos hvem begæret (epithymia) er fremherskende, medens det hos vogterne vil være gå-på-modet (thymē).

      Disse to grupper kan imidlertid ikke styre et samfund. Det skal der en tredie slags mennesker til, nemlig filosofferne, de mennesker, der er betaget af visdommen og kan skelne mellem ideerne og de fænomener, der kun har del i ideerne. Visdommen (sophía) er hersker-filosoffernes dyd. Tilsvarende er modet (andreia) vogternes og mådeholdet (sophrosynē) den afgørende dyd hos producenterne.

      Hvad er da retfærdigheden? Den er »… samvittighedsfuldt at skøtte sig selv og sit eget, og ikke blande sig eller forstyrre andre i deres …« (433 B).

      Et retfærdigt samfund er altså et, hvor medlemmerne af hver stand løser den opgave, som hører standen til. I et sådant samfund vil der herske orden og harmoni.

      Nu er staten som sagt et forstørret billede af det enkelte menneske og dets sjæl. Denne må altså som sine tre grundlæggende elementer rumme begær, gå-på-mod og fornuft. Retfærdighed består hos det enkelte menneske i, at hver sjæledel udfører sin særlige funktion. Det betyder СКАЧАТЬ