Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ tradition, for så vidt også hans etik kredser omkring grundspørgsmålet: hvordan vil jeg leve? Igen er det altså spørgsmålet om det lykkelige liv, som står i centrum. Men med sit svar stikker Epikur ud fra den klassiske tradition: menneskets lykke består i nydelse (hēdonē). Han kan ligefrem finde på at hævde, at mavens nydelse er begyndelsen til alt godt. Dermed har han bragt sig i et anstrengt forhold til de herskende teorier, og »epikuræisme« er ofte et skældsord.

      Nydelse eller lyst har ikke primært noget at gøre med sex. Det er ikke gavnligt, og man kan være lettet, hvis det ikke giver komplikationer. Nydelse består således ikke i en tilfredsstillelse af de umiddelbare lyster. Lykkens indhold er noget andet, nemlig fravær at smerte og stress. Det kan man undgå, hvis man kultiverer sin levevis. Det gør man navnlig gennem viden om og tilegnelse af de traditionelle dyder, og disse dyder er – siger Epikur – naturligt sammenvokset med et liv fuldt af nydelse. Men disse dyder er ‘kun’ instrument for det gode, som er det egentlige gode for sjælen: nydelse. Dette er i modstrid med i hvert fald den sokratiske opfattelse, hvorefter dyderne i sig selv er indholdet af det gode liv.

      Det drejer sig om at befri sjælen fra tilfældige bekymringer og stress. Denne befrielse er sjælens ataraxia (sindsro), hvilket sætter mennesket i stand til at forvinde tilfældig smerte og dødsfrygt eller –angst. Endvidere drejer det sig om at dæmpe frygten for guderne. De lever, ifølge Epikur, i rummene mellem universets mange verdener, der er som øer i et stort hav, og således stabiliserer guderne verdenernes grænser – men de blander sig ikke i verdens og menneskenes indre anliggender.

      Epikurs etik er materialistisk og ego-centreret. F.eks. opfatter han dyden retfærdighed som det, der gavner folk, så de ikke skader eller skades af hinanden. I modsætning til Platon er retfærdighed altså ikke noget i sig selv; den beror på en retlig kontrakt mellem de implicerede. Retfærdighedens værdi er dens instrumentelle nytte, nemlig at den kan medvirke til at sikre et velafbalanceret liv i nydelse. Andre mennesker er strengt taget i vejen for den enkeltes indre frihed. Dog er det muligt at realisere projektet om det lykkelige, nydelsesfyldte liv sammen med få venner, hvilket Epikur gjorde i en have i Athen. Således kan man i ro og mag »dyrke sin have«, borte fra verdens stress og larm. – Ved at gøre lykke til grundbegrebet i etikken og definere den som nydelse kan Epikur siges at forudgribe utilitarismen i det 19. århundrede, jf. kap. 8.

      ETISKE GRUNDBEGREBER

      • ETISK SUBJEKT: hos Platon og Aristoteles det fornuftige menneske, der er del af et fællesskab (polis); hos stoikerne i højere grad det fornuftige individ

      • PRAKTISK FORNUFT: evnen til at slutte fra det almene gode til det gode i den konkrete situation, at udføre en praktisk syllogisme

      • DET GODE: hos Aristoteles den optimale realisering af menneskelivets potentiale

      • DET RIGTIGE: er i græsk tænkning underordnet det gode; at handle sådan, at det gode realiseres

      • DYD: den opøvede evne til at realisere det gode menneskeliv under bestemte omstændigheder; de fire kardinaldyder er mod, retfærdighed, besindighed og visdom

      • RETFÆRDIGHED: en af kardinaldyderne; hos Platon harmonien mellem sjælens evner; Aristoteles sondrer mellem udlignende og fordelende retfærdighed.

      LITTERATUR TIL KAPITEL 2

      KILDER

      Aristoteles: The Nichomachean Ethics with an English Translation by H. Rackham. London 1982.

      Aristoteles: Ethica Nichomachea ved Niels Møller. København 1936.

      Aristoteles: The »Art« of Rhetoric with an English Translation by J.H. Freese. London 1982.

      Aristoteles: On the Soul, Parva Naturalia, On Breath with an English Translation by W.S. Helt. London 1964.

      Aristoteles’ Skrift om Sjælen: De anima. Oversat af P. Helm. København 1949.

      Die Stoa. Kommentierte Werkausgabe. Übersetzt und herausgegeben von Wolfgang Weinkauf. Augsburg 1994.

      Plato: Lysis, Symposium, Gorgias fra Plato, The Loeb classical Libary. London, William Heinemann 1955-63.

      Plato: The Republic with an English Translation by P. Shorey. London 1964.

      Platon: Staten oversat af Otto Foss med et essay af E.A. Wyller. København 1992.

      Stoikerne. Med indledning, oversættelse og noter af J. Sløk. (De Store Tænkere). København 1966.

      SEKUNDÆRLITTERATUR

      Engberg-Pedersen, T. (1981): The Stoic Theory of Oikeiosis. Århus.

      Engberg-Pedersen, T. (1996): Antikkens etiske tradition. Fra Sokrates til Marcus Aurelius. København.

      Grønbech, V. (1961): Hellas. Kultur og religion I-V. Gyldendal.

      Friis Johansen, K. (1991): Den europæiske filosofis historie. Bind 1. Antikken. København.

      Friis Johansen, K. (1966): Platons filosofi. Udvikling og enhed. (Folkeuniversitetets Bibliotek). København.

      Sløk, J. (1965): Platon. (Gads biografiserie). København.

      Ross, D. (1964): Aristotle. London.

      Stigen, A. (1977): Aristoteles. En innføring. Oslo.

      Pohlenz, M. (1948): Die Stoa. Geschichte einer geistigen Bewegung. Göttingen.

      Sandbach, F.H. (1989): The Stoics. Second Edition. Bristol.

      Thomsen, R. (1993): Hellenismens tidsalder. Århus.

      KAPITEL 3

      Bibelsk etik

      3.1 HVAD ER BIBELSK ETIK?

      Bibelsk etik er den opfattelse af ret og forkert menneskelig handlen og livsførelse, som kommer til udtryk i de bibelske skrifter. Denne bestemmelse er temmelig indlysende, men alligevel problematisk på flere måder. Den antyder, at der findes én opfattelse af ret/forkert menneskelig handlen og af det gode liv i de bibelske skrifter. Og det er naturligvis ikke tilfældet. »De bibelske skrifter« er et meget omfattende begreb, som dækker et stort antal tekster af meget forskellig alder og med meget forskellig funktion.

      Vi plejer at inddele de bibelske skrifter i Det Gamle Testamente (GT) og Det Nye Testamente (NT). Denne inddeling afspejler et kristent-teologisk synspunkt, idet de skrifter, vi kalder GT, jo også for jøderne har karakter af hellig skrift. For jøderne har disse tekster også en etisk funktion, dvs. de indeholder udsagn, der betragtes som normative (forpligtende, vejledende) for jødisk livsførelse i dag.¹³ De samme tekster tolkes på en anden måde, når man som kristen betegner dem som »Det Gamle Testamente«. Selve modstillingen gammel – ny indicerer, at indholdet af de gammeltestamentlige skrifter først ses i deres rette lys, når de betragtes ud fra NT.

      Men selv om man i en kristen-teologisk sammenhæng betragter GT på denne måde, er det en legitim og nødvendig opgave at forsøge at forstå tankegangene i de forskellige gammeltestamentlige skrifter på deres egne præmisser. Det er, hvad man gør i discipliner som israelitisk religionshi storie og gammeltestamentlig teologi. I forlængelse СКАЧАТЬ