Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ i sproget. Her støder vi imidlertid på problemer. For det første det alment kendte, at ord i ét sprog (som klassisk græsk) sjældent, om nogensinde, svarer nøjagtigt til ord i et andet sprog (dansk). Vi kan altså strengt taget aldrig være helt sikre på, hvordan vi skal oversætte etiske nøgleord som agathós eller aretē.³ Alene af den grund er de klassiske filosofiske tekster som alle andre klassiske tekster genstand for fortsat fortolkning⁴. Men dertil kommer for det andet, at de etiske udtryk – som f.eks. »god« og »dyd« – også har en ikke-etisk eller før-etisk betydning. Det gælder også de to græske ord, som vi oversætter på denne måde. Oprindelig synes de ikke at have en specifikt etisk betydning. Agathós, »god« kan jo simpelthen betyde noget i retning af »velfungerende«. Og aretE har som oprindelig betydning noget i retning af »dygtighed«. Det kan vi se hos Homer. Den »gode« og »dydige« mand er den stærke og succesrige adelsmand og kriger; den kraftfulde, der har fremragende evner til rig livsudfoldelse.⁵

      Men netop hos Homer kan man se, hvordan den etiske problemstilling er ved at bane sig vej. I Iliadens 24. sang skildres det, hvordan Akilleus, der netop har dræbt Hektor for at hævne Patrokles, slæber sin modstanders lig rundt om Patrokles’ grav. Apollon iagttager scenen sammen med de andre guder og siger: »Se, hvordan han skånselsløst lader sig rive med af sit raseri som en løve; han har ingen skam (aidōs)«. Den tanke, som her antydes, er, at et menneske ikke altid bør lade sig rive med af sine lidenskaber. Til forskel fra dyr har et menneske hold på sine lidenskaber, affekter osv. Skam er at lægge bånd på sig selv og vise tilbagenholdenhed af respekt for noget andet. I øvrigt er respekten for den afdøde et centralt motiv i en anden klassisk tekst med betydning for etikken, nemlig Soflokes’ Antigone.

      2.2 PLATON

      PLATON blev født i Athen o. 427 f. Kr. i en aristokratisk familie. Han havde belavet sig på en politisk karriere, ligesom han skulle have forsøgt sig som tragediedigter. Men hans møde med Sokrates blev et vendepunkt, og Sokrates’ henrettelse i 399 gav øjensynlig stødet til hans filosofiske forfatterskab. Platon foretog tre rejser til den græske koloni på Sicilien for at afprøve sine teorier om, at filosofi og politik skulle samvirke i realiseringen af en idealstat. Men teorierne holdt ikke stik, og skuffelsen herover kan spores i hans sene politiske skrifter, Lovene. I midten af 380erne grundlagde Platon et Akademi i Athen, hvor han selv underviste. Han døde i Athen i 354 f. Kr.

      Platons skrifter henvises der normalt til i overensstemmelse med en trebindsudgave ved H. Stephanus, Paris 1578 (nyudgivet af J. Burnet, Oxford 1899-1906). Ved citater angives side og afsnit i Stephanus/ Burnet udgaven.

      Platon lever i en tid, hvor det traditionsbundne, gammelgræske samfund efterhånden er gået i opløsning. Sædvanesamfundets bestemmelser af rigtigt og forkert har ikke længere umiddelbar gyldighed. I det 5. århundredes nye demokrati er det bl.a. de politiske forsamlingers drøftelser og afgørelser, som er med til at bestemme de etiske normers gyldighed. Man kan i en given sag ikke længere henvise til, hvad der uden videre er »det gode«. Det må bero på overvejelser og argumentation, hvor en taler evner at overbevise sine tilhørere – de politiske forsamlinger eller folkedomstolene – om, hvad der i den pågældende sag er »det gode«. Det, der i den situation vinder hævd, står i et i hvert fald spændingsfyldt forhold til det, der ellers har været hævdvunden tradition.

      Dette idéhistoriske skred kan også fremstilles på den måde, at logos afløser mythos. Hvor man opfattede mennesket som et væsen, der i grunden var tryllebundet af magter, som udgjorde dets livs betydning, er det nu i højere grad op til mennesket selv at magte sit liv ved at give det betydning. Ifølge en mytisk opfattelse er et forelsket menneske et menneske, der er grebet af Eros, besat af denne gud eller halvgud. Mens det ved logos oplyste menneske i højere grad antages selv at kunne forholde sig til sin forelskelse, justere og måske ligefrem styre sine følelser efter mål, det selv har sat sig. Det er med Platon, at denne tanke om menneskets dannelse udformes.

      Logos har flere betydninger. I bred forstand betyder logos sprog og rationalitet, altså det som både muliggør og bærer menneskets forståelse og erkendelse, og som dermed muliggør, at det kan befri sig fra traditionens tvang og den tvang, der består i, at naturen opfattes som en organisme af kræfter, mennesket må strides med for at skaffe sig sit udkomme. Det frie menneske lever inden for byens mure. Det er dér, i samtalen med andre mennesker, man lærer og erkender, hvorimod »landskaber og træer virkelig ikke kan lære mig noget som helst«, som Sokrates siger i begyndelsen af Platons dialog Phaidros.

      Platon og hans sofistiske modstandere er fælles om at acceptere skredet fra mythos til logos. De er enige om, at normer ikke uden videre kan være gyldige, men at man er henvist til at argumentere for eller overbevise om, hvorfor de er det. Etik er noget, der kan diskuteres. Derfor stilles man over for den opgave, at man skal forsøge at begrunde normernes etiske gyldighed. De etiske spørgsmål – spørgsmål om hvad der er godt, retfærdigt, besindigt, modigt osv. – er betinget af, hvordan vi taler om dem, hvordan vi udlægger dem, og hvordan vi argumenterer for dem; hvordan vi gør dem gældende. Alt dette sker i logos.

      Platons og sofisternes veje skilles netop i spørgsmålet om, hvad logos er. Opgøret om de etiske normers gyldighed kan ikke adskilles fra diskussionen af dette spørgsmål.

      Sofisternes retoriske etik

      Det er vanskeligt at danne sig et helt præcist billede af sofisterne. Dels er kilderne om dem i bogstavelig forstand fragmentariske, dels stammer disse kilder for en stor dels vedkommende fra Platon, der netop bekæmper sofisterne. Men uden at fortegne billedet af dem kan man sige, at de med større eller mindre konsekvens forfægter den opfattelse, at etik og politik – som man nok kan skelne mellem, men ikke adskille – beror på interessebestemte synspunkter. Ligesom politik drejer sig om at få ført sine synspunkter igennem, drejer etik sig om at få andre til at dele den mening, man har. Det gælder om at overtale (peithein) andre og dermed vinde dem for sin opfattelse. En etisk norm er kun gyldig, hvis nogen anser den for at være det og handler derefter. En sådan overtalelse er det ifølge sofisterne logos’, sprogets, funktion at udvirke.

      En af dem – Protagoras – citeres for at mene, at det drejer sig om »at gøre den svagere logos stærkere«. En logos’ styrke afhænger af, om den virker. En i sproget fremsat mening er kun gyldig, hvis andre tager den til sig. Sofisterne udvikler en omfattende teori om sproget, som netop har til formål at få sprogbrugeren – det vil især sige den politiske taler – til at beherske sproget på en sådan måde, at han kan beherske andre med det. Retorik kaldes en sådan teori. Man kan derfor sige, at retorikken er sofisternes grundlagsvidenskab. Når sofisterne drog fra by til by og – mod betaling – underviste borgerskabets sønner i retorik, var det for at gøre dem egnede til at blive politikere, der formåede at overbevise folkeforsamlingen og folkedomstolene om, hvad der i en given sag var »det gode«. Kriteriet på en god politisk tale er følgelig, om den formår at få de kompetente organer til at træffe den beslutning, det er i den pågældende talers interesse at fremme.

      En anden af sofisterne – Gorgias – hævder, at en logos er sand ved at frembringe sin egen virkning. Sproget frembringer virkeligheden i den forstand, at virkeligheden formes af de beslutninger og de handlinger, som mennesker træffer og udfører, og som er udvirket af sproget. Eftersom etik har at gøre med menneskets holdninger og handlinger (jf. Aristoteles), er etiske normer således afhængige af den sproglige udformning, hvori de gøres gældende. Sofisterne drager med deres retoriske etik konsekvenser af denne indsigt: det er den kraft eller magt (dynamis), der ligger i sproget, som i retorikken eller talekunsten kommer til fuld udfoldelse. Det er denne magt, som angiveligt virker overvældende for Platons Sokrates, »næsten overnaturlig stor« (jf. Gorgias 456 A). Dermed lader Platon forstå, at den sofistisk-retoriske logos, når det kommer til stykket, har samme funktion som mythos: at holde mennesket fangent i refleksionsløs tryllebinding.

      En СКАЧАТЬ