Название: Samlede Værker, Tredie Bind
Автор: Aakjær Jeppe
Издательство: Public Domain
Жанр: Зарубежная драматургия
isbn: http://www.gutenberg.org/ebooks/39722
isbn:
Nørholm.
Ja, De gik altfor vidt, Hr. Rævsgaard. Det kan være galt nok at saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti Fold værre at krænke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er anderledes ømtaalelige, hudløse, æresprikne end vi andre. Fordi de har mindre at værge om, værner de det til Gjengjæld med langt stærkere Energi; deres Forfængelighed, deres Æresbegreb – naar de duer noget! – gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. – Jeg siger Dem derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at fremsætte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordømmelige Optræden ved denne Lejlighed, der bærer Skylden for det.
Wolle Rævsgaard.
Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nøj i den her Sag?
Nørholm.
Visti bærer i dette Øjeblik Deres Skæbne i sin Haand. – Han har holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjæmpet mod dette Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier ved Hellig-Madses Arvesølv. Nu er den Forhaabning gaaet rabundus. Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dør, er Deres Datter fri. Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er stærkere end hans Had til Dem. Er den det, da er De reddet.
Wolle Rævsgaard.
Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal de komm fræ?
Nørholm.
Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret, at han inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene, hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.
Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og lade Deres Karl kjøre over og hente ham.
Wolle Rævsgaard
(grundende).
I Guds Navn da! (Aabner Vinduet til Gaarden og raaber): Anders! (Stemme udenfor.) Ja!
Wolle Rævsgaard.
Kom ind lidt! (Anders ind.) Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ Mejeri og hels Visti – fræ mæ – , du helser fræ mæ – og sejer, te han maa endele ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham om. Hører Du?
Anders.
Ja, a haar hør æ.
Wolle Rævsgaard.
Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa i en Snaarhid.
Anders.
Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.
(Gaar.)
Wolle Rævsgaard
(til Døren og raaber):
Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de nøj Hynder paa! (Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.) Hvad om han nu er tavn ud!
Nørholm.
Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.
Wolle Rævsgaard
(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):
Tag ett de Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.
Anders
(udenfor).
Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.
Wolle Rævsgaard.
Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!
(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)
Wolle Rævsgaard.
Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.
Nørholm.
Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta' med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. (Efter en Pavse.) Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om Sagen?
Wolle Rævsgaard.
A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.
Nørholm.
Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det – om det kan undgaas.
(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)
Nørholm
(ser mistænksom efter ham).
Hvor gaar De hen, Rævsgaard?
Wolle Rævsgaard
(forpint).
Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund søkk i æ Jurd og blyw der med det samm.
Nørholm.
Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!
Wolle Rævsgaard.
Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.
Nørholm.
Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?
Wolle Rævsgaard.
Nej! – Aa, ja, ja, ja! (ud).
(Et Øjeblik senere.)
Esper Vøvtrup.
Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor møj er, vil mir te.
Nørholm.
Saa er det formodentlig af den Grund, at De kommer.
Esper Vøvtrup.
Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med mi Fjerdingkar.
Nørholm.
Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.
Esper Vøvtrup.
Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her. Hans Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden Fanden er æ nu СКАЧАТЬ