Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ nær a vild ta di Dætter! – A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad du saa, det skuld en putt i si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i Øret, te den Forlowels war ett atter hans Villi. A troed læng, te du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.

      A rister Støvet af mine Føder.

      Nørholm

      (der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).

      Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let blive altfor snavset herinde.

      Mads

      (mod Nørholm).

      A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. (Til Wolle Rævsgaard.) Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene og hellige Bud.

      Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den Badulje!

      (Gaar.)

      Wolle Rævsgaard.

      Nu er a levired! – Mæ arme Mennesk!

      Nørholm.

      Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.

      Wolle Rævsgaard.

      Det haaj a aalle troed om Mads.

      Nørholm.

      Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.

      (Fip kommer ind.)

      Wolle Rævsgaard.

      Hwad skal du, Fip?

      Fip.

      Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.

      Wolle Rævsgaard.

      Ih, læd ham da komm ind.

      (Fip aabner for ham.)

      Per Søwren

      (ængstelig frem, da han ser Nørholm).

      Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø Uskikkelehid. A haar Ærind.

      Wolle Rævsgaard.

      Hwad er da di Ærind, Pejr?

      Per Søwren.

      Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn I ved – aa, hwor haar han gued Daw, den Kaa'l! – Nu, saa sejer han te mæ: Morbror, sejer han – for han kalder mæ aaltid Morbror, og han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr – kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han. Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng, og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. (Søger i Frakkelommen efter Brevet.) For du hower jo nok sidst, Wolle, da war du ildworre44, og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier du jo næjsten ud, som war æ dæ, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!

      (Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en Krone.)

      Per Søwren.

      A haar faat mi Betaling.

      Wolle Rævsgaard.

      Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.

      Per Søwren.

      Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad te æ, Wolle.

      (Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)

      Jøsses, en hiel Krown!

      Wolle

      (læser).

      Nørholm.

      Var det fra Visti Andersen?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja.

      Nørholm.

      Naa, hvad skriver han?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.

      Nørholm.

      Aa, Snak! – Hvad siger da Brevet?

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, der staar, te æ Mejeri er øwerrend af Folk, der vil ha dje Maanedspeng. Især skal æ Husmænd vær rejn iband. Det war jo ogsaa dem, der arbed imud mi Valg.

      Nørholm.

      Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trænger haardest til Skillingerne.

      Wolle Rævsgaard.

      Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild æ blyw meld te æ Øwrighied.

      Er der saa anner Udvej for mæ end aa gjør en Ulykk paa mæ sjel?

      Nørholm.

      Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en skammet Familie ovenpaa Dem.

      Nej, som jeg siger, der er maaske endnu en Redning, een eneste.

      Jeg tænker paa Mejeristen.

      Wolle Rævsgaard.

      Paa Visti!

      Nørholm.

      Ja.

      Wolle Rævsgaard.

      Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinaân?

      Nørholm.

      Jeg ved – fordi jeg saa det – hvilken Behandling De gav ham i Fjor i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er min Vane at blande mig mer end nødvendigt i andres Sager. Men jeg husker, at jeg var meget pinligt berørt deraf, fordi det gik ud over en dygtig СКАЧАТЬ