Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ gaar en Trækning af behagelig Overraskelse over Vistis Ansigt.)

      Visti.

      Naa – aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.

      Nørholm.

      Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner Dem ikke. – Jeg maa da søge, om jeg ikke kan trænge ind til Deres Forstaaelse ad anden Vej.

      De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et Aar siden, da Hr. Rævsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som – det indrømmer jeg – maatte krænke Dem lige til Hjærteroden. (Visti bider sig i Læben.) At jeg misbilliged Udvisningen, kan vel i denne Forbindelse være Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved, at endogsaa Hr. Rævsgaard tit har ønsket det ugjort.

      Wolle Rævsgaard.

      Jow, a gik for vidt.

      Visti.

      Ja, det siger du nu, da —

      Nørholm.

      Tøv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund, at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse —

      Visti.

      Det sidst haar a ett høt nøj te.

      Nørholm

      (vender sig mod Wolle Rævsgaard).

      Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.

      (Wolle Rævsgaard tier.)

      Visti.

      Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.

      Wolle Rævsgaard.

      A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.

      Nørholm.

      Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke hænge os i Ord!

      Visti.

      Ja men a maa ha fuld Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!

      Nørholm.

      Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter, Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.

      Visti.

      Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind for enhwer Pris. Og det du gjord mæ den Daa – ja a sejer dæ, Wolle, det vild vær en mild Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for æ!

      Det haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa, hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a være vild – kam det mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund, mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ – den Præjst, der haaj komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden – ja, saa kund æ Vred vild op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di Stjern49, te du kund ha vælt ved æ!

      Nørholm

      (med sin Haand paa Vistis Skulder).

      Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!

      Visti.

      Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner, der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw sæ saa møj, te —

      Wolle Rævsgaard.

      A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?

      Visti.

      Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di Fortryden.

      Nørholm

      (hvisker).

      Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De fortabt.

      Wolle Rævsgaard

      (rækker nølende Haanden ud).

      Nørholm.

      Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den egentlige Sag.

      De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke De hjælper ham.

      Visti.

      A hjælper ham?

      Nørholm.

      Ja, det baade maa og skal De.

      Visti.

      Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk ham mej?

      Nørholm.

      De skal ikke være alene om Tabet. Jeg vil hjælpe, og jeg skal søge at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000 Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til Veje.

      Visti.

      De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for Dem. De er spaared sammel ved 2 – 3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a saa for'em?

      Nørholm.

      Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som De jo elsker?

      Visti.

      Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i Forvejen.

      Nørholm.

      Naa, var De det! – Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr. Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?

      Wolle Rævsgaard.

      Nej, æ Gaard og æ Dætter – det skuld jo da gjan føl'es ad. Anderledes haar a aalle tint.

      Nørholm.

СКАЧАТЬ