Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ er baade Æren og Fordelen udelukkende paa vor Side.

      Wolle Rævsgaard.

      Maa a takk Dem, for de Urd, Proprietær Nørholm.

      Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.

      Nørholm.

      Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod dem, der har noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da sandelig ikke værd at undres over.

      Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i begge Tilfælde finder de, at vi fik for meget, og de fik for lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden.

      Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest kommer sur til Mejeriet. (De andre ler.) Men vist er det, at hvis Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko – som han tilmed græsser paa mine Vejskrænter – saa forlanger han, at den ved Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? – det er et ganske absurd Forlangende!

      Esper Vøvtrup.

      Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der stemmer, men —

      Nørholm.

      Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske ud paa eet.

      Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk er født misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være det – og kanske deres Ret!

      Esper Vøvtrup.

      Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling – smider den nøj af sæ?

      Wolle Rævsgaard.

      Nej, ett andt end Æren.

      Esper Vøvtrup.

      Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan nu nok saa godt lid dem, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og a haar ett opdaved, te di Smag er forskjellig fra min, hwad det angaar.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal.

      Esper Vøvtrup.

      Aa, du hætter sgu nok paa, – om a kjender dæ ret – hwordan den Kow ska malkes, forre39 den ett skal spark i æ Stripp40.

      Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes jen her ved æ Burd.

      Wolle Rævsgaard.

      Hwem skuld det vær?

      Esper Vøvtrup.

      Tho a tint paa æ Mejerist.

      (Trine, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)

      Wolle Rævsgaard.

      Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist.

      Esper Vøvtrup.

      Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og … Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej … Ih, hwor bløw Trine aa? (Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at lytte.) Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat – tho det kund han jo godt ha spaar – saa vil a nu ha Lov til aa sej som mi Mjenning, te vi skal si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired – saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for mæ ha hwad Mjenning, I vil.

      Esper Vøvtrup.

      Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds41 og moged og endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem mindst.

      Wolle Rævsgaard.

      Vild du kanskisæ gi di jennest Dætter – om du haaj nue – te en Husmandsung?

      Esper Vøvtrup.

      Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. – Men helsen holder a ett af dem, der søen – burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af baade det jet og det andt. – Det er ett, som nær en er føj42 med æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied.

      Esper Vøvtrup.

      Py! Hwem Fanden er nu føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter, ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ mæ, i Maaen er æ dæ!

      Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er bløwen te nøj, om ogsaa han saa – som ham Taalen her er om – er føj ved en Ud'sid.

      (Trine er nu atter kommen ind.)

      Wolle Rævsgaard.

      Ja der maa enhwer wal ha si Mjenning.

      Esper Vøvtrup.

      Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ min. (I det samme kommer Visti ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper Vøvtrup): Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu swor for sæ sjel!

      (Trine gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung Haand paa hendes Skulder.)

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud end herind!

      Visti

      (ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved Trine).

      Hwad er det her!

      Trine

      (fremstøder):

СКАЧАТЬ