Som dig selv. Svend Andersen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ at Gud kan oprette en pagt med mennesker og gøre dem til etisk ansvarlige partnere. Men grundlaget for pagtens og lovens etiske forpligtelse er selve skabelsen som et fundamentalt gode, herunder det gode liv, som Gud forjætter sit udvalgte folk.¹⁷

      3.3 NYTESTAMENTLIG ETIK

      Også betegnelsen »Det Nye Testamentes etik« er problematisk. Ligesom »Det Gamle Testamentes etik« foregiver den, at der findes én opfattelse af sammenhængen mellem kristentro og ret menneskelig handlen i NT. Det er naturligvis ikke tilfældet, al den stund der i NT findes adskillige opfattelser af, hvad kristentro er. Det hænger sammen med, at også de nytestamentlige skrifter er tekster af forskellige genrer, som afspejler en historisk udvikling. Naturligvis er det historiske forløb ikke så omfattende som det, de gammeltestamentlige tekster afspejler. Man kan sige, at de vigtigste faktorer i det historiske forløb bag de nytestamentlige tekster er:

      – Jesu liv, forkyndelse og død

      – disciplenes samling om Jesus som den opstandneKristus

      – dannelsen af de første kristne menigheder.

      Den afgørende forskel, man må holde sig for øje, er forskellen mellem den historiske Jesus, dvs. den historiske person Jesus fra Nazareth – og troen på, at denne person er Kristus, Guds søn. De nytestamentlige tekster er alle blevet til i lyset af Kristus-troen. De forskellige forfattere udtrykker hver deres opfattelse af, hvad denne tro går ud på. Sagt på en anden måde: de har hver deres teologi. Således kan man skelne mellem de synoptiske evangeliers, Johannes’ og Paulus’ teologier, for at nævne de vigtigste.¹⁸ Men bag især de tre synoptiske evangelier tegner der sig et billede af mennesket Jesus, hans religiøse forkyndelse og hans jordiske liv og død. Kristus-troen må forstås som en tolkning af den historiske Jesus og hans virke. I ordet »tolkning« ligger der ikke nogen antydning af, at Kristus-troen skulle være i modstrid med Jesu faktiske liv og dets betydning. Der ligger kun, at dette liv ikke i sig selv rummede et ‘bevis’ for, at Jesus er Kristus eller Guds søn. Hvis det havde været tilfældet, havde det næppe været muligt for nogle mennesker – de jødiske magthavere f.eks. – at tolke Jesu optræden på en anden måde, nemlig som gudsbespottelig.

      Det er omstridt i teologien, hvordan man skal vurdere forholdet mellem den historiske Jesus og den første menigheds Kristus-forkyndelse. Ifølge en opfattelse hører det til enhver tid med til teologiens opgave at stille spørgsmålet: Hvad var det i den historiske Jesu liv, forkyndelse og død, der fik hans disciple til efter hans død at betragte ham som Kristus? Det er i sammenhæng med dette spørgsmål, den nytestamentlige etik skal ses.

      Det er naturligvis heller ikke muligt at give en blot tilnærmelsesvist dækkende fremstilling af nytestamentlig etik her. Vi vil holde os til to afgørende eksempler: etikken hos den historiske Jesus og hos Paulus. Begge bliver fremstillet på grundlag af et begrænset tekstudvalg.

      3.3.1 ETIKKEN I JESU FORKYNDELSE

      Der kan formentlig ikke være tvivl om, at det er i de såkaldte synoptiske evangelier – Mattæus, Markus og Lukas – man får det bedste indtryk af, hvad den historiske Jesus forkyndte og hvad hans menneskelige skæbne var. På den anden side er der heller ingen tvivl om, at de tre evangelisters beretninger er alt andet end objektive »reportager« af stationer i Jesu liv. Hvad der fortælles, fremstilllles på baggrund af livet i de menigheder af Kristus-troende, hvor historierne om Jesus blev holdt levende.

      I det følgende vil vi se på nogle af de etisk vigtige træk i de udsagn, evangelisterne tillægger den provokerende jødiske vandreprædikant Jesus af Nazareth. Det vigtigste tekstgrundlag er den såkaldte Bjergprædiken, Mattæusevangeliets kapitel 5 til 7.

      Eskatologi og etik

      Forud for Bjergprædikenen har Mattæus anbragt en sætning, der fungerer som en overskrift over hele Jesu virksomhed: »Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige ‘Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær.’« (Mat 4,17). Sætningen sammenfatter, hvad man kalder Jesu eskatologiske forkyndelse.¹⁹ De etiske krav, der kan siges at være indeholdt i Jesu forkyndelse, er fremsat under henvisning til gudsrigets frembrud. Hans etik er altså en eskatologisk etik.

      Guds virke er i Jesu forkyndelse – som i GT – skildret som en frelsende handling. Det fremgår af de såkaldte saligprisninger (Mat 5,1-12): de mennesker, som er genstand for Guds handlen, er »salige«, altså ovenud lykkelige. Saligprisningerne er med W. Schrages udtryk et »betingelsesløst frelsestilsagn« (Schrage 1987, s. 25). Men på trods af det betingelsesløse siger de dog noget om, hvilken slags mennesker eller hvilken slags menneskelig indstilling, der så at sige er modtagelig for Guds handlen i rigets nærvær. Det er de »fattige i ånden«, de sørgende, de der »hungrer og tørster efter retfærdighed«. Det vil sige:

      De, der under den tids forhold er kommet til kort religiøst og samfundsmæssigtsocialt, fordi de ikke har noget, og som alene er henvist til Gud, dem overgår det gennem Jesu tilsagn, at de får gudsherredømmet som frelse. (Schrage, smst. Vores oversættelse).

      Det etiske aspekt ved Jesu forkyndelse består nærmere bestemt i, at han under henvisning til det frembrydende gudsrige fordrer en holdningseller sindelagsændring og en tilsvarende handlemåde. For Jesus er det altså gudsrigets nærhed, der begrunder det normative. Han siger, populært udtrykt: »Gud handler nu godt mod Jer – derfor skal I handle på den og den måde!« For igen at citere Schrage:

      Det Gudsherredømme, der er nærværende og dog udestående, motiverer og provokerer mennesker til en handlen, der svarer til dette Gudsherredømme. (Smst., s. 26. Vores oversættelse).

      Sammenhængen mellem den eskatologiske gudsrigeforkyndelse og Jesu etik kommer tydeligt til udtryk i Mat 6,25-34. Jesus knytter her til ved et grundlæggende vilkår ved menneskelivet: vi gør os bekymringer og sorger over de elementære livsfornødenheder som føde og klæder. Han siger tilsyneladende, at det skal vi lade være med; med den begrundelse, at dyr og planter ikke har sådanne bekymringer, og alligevel dækker Gud Skaberen deres livsfornødenheder. At »søge Guds rige« er tilsyneladende ensbetydende med at have fuld fortrøstning til, at Gud vil give én det, man har brug for.

      Men hvilke konsekvenser har indstilletheden på gudsrigets nærhed for menneskers handlen mod andre mennesker? For at besvare det spørgsmål, må vi kort se på Jesu stillingtagen til den gammeltestamentlige lov.

      Jesu stilling til loven

      Der tegner sig ikke et entydigt og modsigelsesfrit billede af, hvordan Jesus har forholdt sig til loven. Mat 5,17ff. siger han, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at »opfylde« den. Man skal »kaldes stor i Himmeriget«, hvis man holder alle lovens bud. Tilsvarende siger han til den rige yngling, at hvis han vil »gå ind til livet«, skal han holde alle budene, som Dekalogen tilsyneladende er en sammenfatning af. Ganske vist siger han også, at lovopfyldelse ikke er nok, hvis man vil være »fuldkommen« og have »en skat i Himlene«: da må han sælge alt og give det til de fattige. (Mat 19,16ff.). En anden opfattelse af loven kommer åbenbart til orde Mat 11,13: »loven har indtil Johannes været forudsigelser« – det kan forstås sådan, at loven kun har været gyldig indtil Johannes Døbers komme.

      Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at Jesus gør krav på at sige noget nyt om loven. Det kommer klart til udtryk i de såkaldte antiteser (»I har hørt, at der er sagt …, men jeg siger Jer …«), hvor Jesus øjensynligt sprænger rammerne for, hvordan det var tilladeligt at tolke loven ifølge datidens jødedom. En rabbiner kunne kun fremsætte krav i form af en Tora-udlægning, dvs. ved at begrunde kravene med СКАЧАТЬ