Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ style="font-size:15px;">      Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda, der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede Dreng græd efter hende …

      Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede op og ned paa hendes Skød.

      Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng; hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:

      »Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.«

      »Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u' me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos Matrialhandleri.«

      »Du ..«

      Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru, der saa frisk og munter ud.

      »Ja, kære.«

      »Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du hvad .. jeg .. jeg ..«

      »Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige Stammen.

      Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg.

      Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne, bøjede hun sig ned til ham.

      »Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. – Vejret var saa klart, – jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. – Saa er der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort – det hele, – Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har været – «

      Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt:

      »Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig – saa mange ere saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden; men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig. Jeg vil ikke give efter for min Svaghed. Vi vil ikke mere have en Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?«

      »Mange er jo nødt til det, og hvis – «

      »Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe. Jeg ved naturligvis nok, jeg er – «

      »Forkælet, min egen Ven.«

      »Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham.

      Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse.

      Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig:

      »Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine Kræfter.«

      DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN

      Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt, i Flager paa de smaa Grantræer – den falder roligt, som det aldrig vilde høre op.

      Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene.

      Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede.

      Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker træt til de smelte.

      Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han skal bære hjem til sin gamle Kone.

      Han retter sig langsomt.

      En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder Sneens ensformige Blødhed.

      Saa giver han sig til at snøre Brændet sammen og slænger det op paa Nakken.

      Stien er næsten sneet til.

      Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt, at han ikke kan tænke paa andet.

      Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og klynker Gang efter Gang:

      »Gid jeg var død!«

      »Gid jeg var død, saa elendig jeg er!«

      Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken: Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer – øverst oppe ved Hvælvingen et strengt, koldt Øje.

      Det Øje!

      Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde Sne, og han bliver liggende.

      Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind til Himlens Hvile og Varme.

      »Gid jeg var død!«

      Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i den lammende Kulde.

      »Gid jeg var død!«

      Sneen daler i store Flokke som i én Uendelighed. Brændehuggeren ser sløvt og blændet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rædsel, men bliver liggende paa Knæ med Hænderne foldede haardt mod Brystet.

      Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften med hvidt.

      Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte.

      Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han og hans Ønske og Kalden er det eneste.

      Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem … men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue.

      Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser.

      Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Dødens og Livets Giver!

      Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv, saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ.

      Men der er ingen Modstand og ingen Lyd.

      Da synker han sammen med Hænderne for Øjnene og klynker saa usselt som før:

      »Aah, lad mig leve!«

      – —

      Det СКАЧАТЬ