Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ dem, som af Kærlighed til deres Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog idetmindste forsøgte Kampen. —

      Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men Livet gemte og fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske sit Ansvar og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og der skulde det for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng; og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham!

      Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; – aah ja – vist var de lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette, legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.

      I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden havde hun jo ikke Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.

      Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin Fortrolighed med hende.

      – De smaa dagligdags Bemærkninger, – hvor det gør lidt ondt ikke at faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed, hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. – Tankerne vældede ind paa hende. —

      Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn, men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede – paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de tilstøvede Planter, – at sætte alt ind paa at vinde den Styrke, som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning!

      Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. —

      Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til Stationsbygningen.

      Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis … det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit lille Barn ude blandt Fremmede … og .. Synd for Barnet var det selvfølgelig ogsaa … men det hele var jo fra den anden Side set ogsaa saa forkert … og man maatte jo ikke glemme, at det var en stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, – det var dog det eneste naturlige! …

      Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne, bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og passe et andet, hvis Forældre betalte hendes moderlige Omsorg …

      Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke sammen, medens Toget fór af Sted.

      Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som Tusmørket slørede og gemte; kun engang – da Fruen trøstende lagde sin Haand paa hendes – , saa hun taknemmelig op. —

      Da de igen stod i Byen, sagde Heralda:

      »Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen; Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa glat paa Gaden.«

      Saa gik de to bort sammen. —

      »Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være – ?«

      »Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. – Men man hørte jo saa meget om alt det.«

      »I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at sige!«

      »Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det var det eneste, at det maatte komme dertil, for saadan gik det med de fleste.«

      »Sagde Maren det!«

      Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud af ham.

      Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa sig forklaret.

      »Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa underholdende, og saa … saa troede han vel, at han kunde byde mig alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.«

      »Men Heralda … hvor kunde De ogsaa … sammen med Deres Forlovede?«

      »Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, – og han er jo vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov; og han er jo saa mageløs vittig selv.«

      I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og hviskede til hende.

      »Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og haabløs udbrød hun:

      »Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!«

      »Heralda dog!«

      »Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.«

      De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem.

      Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt.

      Heralda begyndte igen:

      »Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt. Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet godt, sagde han, og han blev saa underlig … og jeg ved ikke, hvad der gik af mig …«

      Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen til Fruen …

      Men hun hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse … hun kunde ikke bære mere alene, kunde ikke rumme alle СКАЧАТЬ