Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ naar ha' saa mig. Og hva' brø' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene, de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. – Men saa var'et jo, at Naaden, hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte ha' mig i Køkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je' Plads i Byen, og – je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo i det Hummer ve' Køkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa je' ku' hverken gø eller gave te'sidst; – tovlie Mandfolk er der jo, hvor vi saa kommer, – ja, det er sgu'tte saadan, – men je' fik da'tte Drengen at se, før je' rejste te' Køvenhavn, for Kærresten ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Køvenhavn, Heralda … der er det nu da saa møj tovli alsammen.« —

      »Kæresten der var da for Resten stoderet,« vedblev hun … »Saa kom je' jo paa Stiftelsen … je' klaver itte, Behandlingen var riæl nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det hele, men hun maatte sgu lægge sig i Pjalterne og Møjet; je' fik da baa'e Renlighe' og Opvartning.«

      »Var det ogsaa en Dreng, stakkels Maren?«

      »Det var et Pi'ebarn … Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte si'e, hvem de er, de var helt væk i hende, og de bestilte hende te aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del. Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste; Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pæne Mæ'jsker.« —

      Manse tillod sig at smaagrynte lidt.

      »Saa nu ska' det Kræ te' aa tre'e mig igen,« udbrød Maren, »Du ka' ta' og vende ham.«

      Da Heralda atter havde sat sig til Rette, begyndte Maren Samtalen igen.

      »Du er for Resten en Sta'spige at se paa, Ralde. Sikke tynd Du er.«

      »Naa – aa.« Heralda vred sig smigret.

      »Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;« tilføjede Maren eftertænksomt.

      »Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«, blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je' Vand te' en Time, før je' la'e mig … Saa gaar »Figuren« sgu … Det skal Du se, naar Du først er i'et.«

      Heralda blev fnysende vred og hvast fornærmet.

      »Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl … Men saa er de jo saa sø'e og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke om Kærlighe' og den Slavs … Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge te' Ungen, ja … saa er der en a'en Snak, – ja der er … Og vi ka' da'tte drovne dem som Kattekil'jer.«

      Saa ringede det.

      Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet.

      Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved at trække Hanskerne af.

      Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans frem i dem, idet hun sagde:

      »Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?«

      Med Forsøg paa byagtig Tonefald svarede Maren:

      »Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.«

      Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa meget af deres Dreng og var saa god ved ham.

      Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev forstyrret, – men – hun maatte liste sig ind og se ham endnu engang, – der var saa længe til i Morgen tidlig.

      Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke Frynser, det lille Legemes sunde Varme – hun kunde ikke lade være at lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det.

      Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde. Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa, hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op.

      Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud.

      Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning:

      »Du … Maren er saa flink og fornuftig, – Du kan tro, hun har lidt meget under sit Fejltrin.«

      Doktoren svarede ikke.

      Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet.

      De havde siddet længe stille i Tusmørket uden at tale.

      Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt.

      Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og fraværende ind i Halvmørket.

      Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham …

      Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.«

      De to henne i Sofaen lo lidt.

      Saa sagde Doktoren:

      »Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal være den eneste.«

      »Ellers blev der nok ingen Ende paa Forkælelsen, mener Du.«

      »Ja, netop ..«

      »Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting og havde saa behageligt et Væsen … Jeg vænner mig aldrig til Laura; hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen … At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa … nej, det er og bliver mig en Gaade og en ligefrem Sorg.«

      »Det var værst for hende selv … stakkels Pige.«

      »Uf, den Kæreste … Har Du set ham siden?«

      »Jeg mødte ham forleden og talte med ham.«

      »Spurgte Du om Barnet …?«

      »Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje … Han tog ellers Sagen meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise den Gamle noget andet, senere; … men han var jo lovlig ung til at gifte sig og binde sig.«

      »Sagde han det?«

      »Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at sige, at det skulde han have betænkt noget før.«

      »Stakkels Heralda!«

      »Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.«

      »Og hendes eget ..?«

      »Ved Du hvad … Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det bliver godt Vejr.«

      »Ud paa Landet!«

      »Ti СКАЧАТЬ