Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ er helligt,« siger den Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel heller ikke alt det igennem. De ka' tro, – det er et stort Øjeblik, naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos, aah saa fast, saa fast ..«

      Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at banke af en dyb og hemmelig Lykke.

      »Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu' blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu' te' Bønderne. – Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,« tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je' spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem. Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.«

      Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja saamænd.«

      Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.

      Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved.

      »De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet. Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de' va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa det igennem; ja, je maatte … Men Jøsses je snakker, og nu piver Toget. Saa kommer Heralde straks.«

      Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne.

      Den Gamle rejste sig for at se efter hende.

      »Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.«

      »Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa gerne forstyrre lige straks.«

      »Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den stakkels Tøs …«

      Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den lille Forhave.

      »De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat … Ja, Farvel lille Frue … Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka' De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor der er smaa Børn og saadan … Det er ikke saa redt, naar Manden ta'er sig en Taar. Nej det er ikke … og kivsomt er det for Konen.«

      Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt efter hende …

      Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige Frue kom ind.

      Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned over Drengen og sagde:

      »Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille Gut.«

      Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det forsømte, lille Legeme.

      »Aah Frue … kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte Badeværelset hos Dem hver Lørdag … Og nu skal det lille Skind være i saadan et Griseri.«

      Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som Fruen lagde det til Rette for hende.

      Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne talte til hende.

      Barnet drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende.

      Da brast hun i Graad.

      »Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du fik din Mad hos mig den første Tid! – Jamen, jeg maa jo ikke, jeg tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.«

      Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja, ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra, saa meget det skal være.«

      Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne Stue.

      Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, – hvad var dog al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn – nyt Liv, rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.

      Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, – saa var hendes Hjærte ikke fordærvet – Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit Barn i sine Arme. —

      Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen, dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, – det er det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. —

      Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. —

      Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme, gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte med sig, og hun var kun Moderen, der tænkte paa det Samfund, som engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn.

      Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod hende, mod den unge Moder der og mod Barnet. – Alle Børn skylder ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i deres paavirkelige Sind … At man vovede at friste paa saa mange Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed nok til at forædle de Længsler, de vakte, – ikke kunde holde, hvad deres Ydre lovede! – Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen. Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede kun dunkelt, at noget galt var der … hun havde ikke før tænkt nok over det, det som gjaldt hendes eget Barns Sjæl.

      Hun havde været med til СКАЧАТЬ