Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse Lapserier fra Ungkarledagene.

      Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fór han i Kjolen, medens hun rakte ham Uhr og Nøgleknippe. Og han gik til Døren.

      »Skynd Dig dog nu,« sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at han maatte tilbage endnu engang.

      Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt.

      Men han gemte hende ind i den og truede med at bortføre hende med Magt.

      »Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og Æren af at converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines Madkærester. Kan Du modstaa?« lokkede han.

      Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som skulde sige »adjøs til Fatter«, lo højt.

      Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det var, som der efter Spændingen var kommen en vis ubevidst Reaktion, der fik dem til at være lystige, næsten legende i hinandens Selskab, medens de dog havde saa let ved at føle Refleksen af Sygdomsdagenes Angst og Sorg.

      Maren blev snart uundværlig.

      Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde paatrængt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske Maren ligefrem til at »tage sig ud« som saa meget andet Tilbehør i det elegante Hjem.

      Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have store Forklæder, Hue med røde Hagebaand og andet, som hørte til, naar hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt.

      Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Kørepels og hvide Kjoler, – og han maatte have flere af forskellig Størrelse, for – hvor han lagde sig ud! —

      Doktoren havde intet imod paa sin Vandring i Byen at møde »Optoget«.

      Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst Værdighed, at hun skød den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng … Og .. hvor var hans Hustru dog smuk … denne tilbageholdne, rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigeskønhed var afløst af en langt finere og mere tavs Ynde.

      Saa kunde det hænde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og at de fulgtes hjem alle fire … Maren i passende Afstand foran med Vognen og svingende og svajende med de vide Skørter.

      Naar Heralda stod i Vinduet og saa dem komme, faldt hun i Tanker.

      For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige Ægtemandsvæsen kastede en vis Afglans over hendes Kæreste, den flotte Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun dannede sig sit Ægteskabsideal.

      Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor Maren, skønt de to var blevne meget fortrolige, især efter at Fruen i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem.

      Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme.

      De lod da Døren staa aaben ind til Marens Værelse, hvor Manse, mæt og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i Spisestuen.

      Heralda dækkede op med The og Smørrebrød. »Theva'j!« udbrød Maren, »det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mæj'sker me' … saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. – Nej e' lille Drove go' Kaffe! ..«

      Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og føjes.

      Til Gengæld var Maren underholdende … Hun fortalte saadanne Historier fra »Stiftelsen«, at Heralda blev ganske bleg derved.

      Men Maren havde ogsaa de rørende paa Lager … fra den Tid hun var sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde været »saa ma'esløs uheldig«.

      »Det va'tte te' aa nære sig for det Rak,« raisonnerede hun mut.

      Men farlig Grin havde de alligevel havt. »Gu' sikken Sjov med Forvalteri' og Landvæsenseleverne, som var saa store paa det, men ku' si'e saa maje grinagtig »Komplementer« aa den Slavs Slu'er, naar de mødte en stakkels Pige alene. – Og saa Frøkenen, som knap ga' lukke sin Mund op te' én, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den nymaalk'de Mælk – ja, li'e – fræss fra Fass, som ha' sa'e – denne her Elever fra Køvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekæreste gerne vilde spelle Kæreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et, den Luskemikkel.« Og Maren skoggerlo. Hun nærede ingen Illusioner om Mændene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til Gavns.

      Heralda benyttede Pavsen til at gøre et Forsøg paa at faa sin sædvanlige Tone indført; hun talte om, hvor mageløs Doktoren var mod Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og spillede Violin, var forelsket i Frøkenen fra Etatsraadens.

      Men det interesserede ikke Maren videre.

      »De ere li'e tovlie allesammen,« sagde hun afsluttende. – »Din Jokum ..«

      »Joakim Larsen!« afbrød Heralda.

      »Hvorfor kommer ha' ikke aa besøjer Dig? Ha' gaar nok paa Lærkensjov, si'en ha' ikke har været her.«

      »Min Familie synes ikke om, at han besøger mig paa mit Værelse,« svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel.

      »Naa saa det gør de ikke«, sagde Maren, helt imponeret af den Tanke.

      Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og Heralda vænnede sig efterhaanden til hendes Historier. —

      »Men naar der kommer Børn?« spurgte Heralda en Aften, uhyggelig tilmode.

      »Skidt, de bliver sgu nok forsørret!« Maren slog overlegent ud med Haanden. Lidt efter vedblev hun:

      »Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to … hans Far … ja, dov, dov, sikken Malasje me' den Unge … hans Far var et lille tovli', højbenet Kræ, der var i Besøj hos Grevens og var helt mør over det, at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det skønt de danjsed' og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nære sig … ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos Forvalteri og bælled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen. Og saa kom Barunen jo væsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse ønkelig … Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo Krampen paa for ham. – Men je' var jo smaat kørendes me' Penge, … saa gik det galt elejn.«

      »Herregud Maren; men Barnet Du talte om?«

      »Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu', hvor ha' hørsed' me' mig, den ny Dovter, – je' maatte klarere hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der var svirende. Ja, det var da nu ledt. – Ungen fik je' da paa Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skældu' fik je' i Tilgivt af Dovteri. Ja, ha' var skrap! – Min a'en Dreng, det var en a'erledes Fæ'relandsforsvarer end den lille Barununge … Ja, Herregu' – nu har je'tte set ham i tre O'er.«

      »Maren, hvor kan De udholde det for Længsel!«

      »Det СКАЧАТЬ