Hyld og Humle: Fortællinger. Breum Sophie

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ … men … tager Du med?«

      »Nej … nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed. Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver til … dets Sjæl, Temperament, Karakter … Aah min egen …« Og han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme.

      Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted.

      Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden.

      Hvis den nu formede sig, nærmede sig, omsnoede hende og kvalte hende …

      Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med! ..

      Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor Heraldas Dreng var i Pleje.

      Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers.

      Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der stærkt af Grønkaal og brændte Kviste.

      Fruen gik ind i Stuen.

      Heller ikke her var nogen.

      Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs langsomme tik tak.

      Jo, nu skelnede hun et spædt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven.

      Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner.

      Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krøllede Lagen, laa Drengen.

      Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud.

      Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret Barnehoved op til sin Kind … Og nu denne stakkels, lille Dreng her!

      Og stakkels Heralda!

      Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham!

      Medlidenheden bortjog fuldstændig hendes Uvilje mod Pigen. —

      Der lød Træskoklapren udenfor.

      Døren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa den fremmede, fine Dame. —

      »Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; – ja, det gør hun – ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner saa længe. – Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja, for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. – Ja, je' maa stræve, vi sku' jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.«

      Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik hun igen til sit Arbejde.

      Fruen sad lidt paa Træstolen henne ved Vinduet.

      Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede, hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag.

      Men saa tog hun sig sammen.

      Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev lagt ind paa den Seng.

      Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde rejse alene.

      Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde hende syg.

      Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt, at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og – maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og rolig svaret:

      »De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.«

      Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden i Halsen. – Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante Stilhed hendes oprørte Nerver.

      Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt, saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den svagt skyede, blege Vinterhimmel.

      Hvor var her dog … næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til, hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin.

      Men koldt var det alligevel at staa stille.

      Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage.

      Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun er begyndt at se sig om.

      Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt.

      Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor, det er da saa koldt at gaa og vente.«

      Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille, lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig i Stolen ved Vinduet.

      »Ja men, er det ikke Deres Plads?«

      Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.«

      »Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved Siden af?«

      »Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale me'?« …

      Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt, den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.

      Fruen hægtede Pelsen op.

      Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af.

      »Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke det.«

      »Ikke СКАЧАТЬ