Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe

Чтение книги онлайн.

      Hwordan da?

      Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn an for.

      Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?

      Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! – Uh, a kund ha spytt paa ham.

      Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og saa som han løjter!

      Hwad er det da aa?

      Aa, han wasker sæ wal aalle.

      Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du kan tro, te det war en stram jen aa faa nied!

      Men hwad gjord da du?

      Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm; men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. – Nej, helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp, hwis a faar nø Lyst te det. – Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan sejj i Fred for søen en Stod'er.

      Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?

      Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A trænger ett te'en. (Kjælen.) Men ved du, hwad a trænger for?

      Nej.

      Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.

      A saa og tint paa nøj.

      Hwad war det?

      Om ett a skuld begynd aa lær Mejerivæsen. Saa kan æ endda vær, te di Faa'r heller ga sæ.

      Ja, det skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de aaltid saa pæn i dje Tøj.

      Tror du, du kan vent paa mæ saa læng; det tar jo en Par Aar heller tre.

      A kan vent paa dæ te Dommedaa, om det skal vær, nær a ved, du holder af mæ, og a maa raad mæ sjel.

      Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa; saa hun ved ett nø bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klør jo atter aall de manne Peng; saa a gaar saamænd derhjemm som en Knipp Hy mell tow Æsler – den jen plukker i mæ fræ den jen Sid, og den naaen fræ den naaen Sid – og Mads – den størst Æsel af dem aalsammel – han trækker i mæ fræ aall Sider. – Men a skal nok hold æ Ører styw, saa læng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. – Og a vil derfor ett hør ondt af dæ, i Fald a skuld blyw tvungen te aa ta ham.

      Jamen, saa vidt gaar æ wal ett?

      Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. – Du skuld ha sit ham i Jaes, da du haaj røwn dæ fræ ham; – a troed, han haaj gin mæ Haak.

      Det war nu ogsaa forfærdelig kjedelig, te han skuld ta dæ i mi Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.

      Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!

      Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i æ Jurd her udenfor. Der bløw osse søen en Skjesu33 dernied, da vi gik her hen; baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war kommen tebaag, te æ Klokk ti, saa skuld han hent mæ med hans Igikjep.

      Herhen! (De stiller sig begge klods op ad Væggen i umiddelbar Nærhed af Døren; denne stødes op.)

      Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fræ Snøws og Samling!

      Men Herregud, Mads, er æ dæ! – Haar du da mi Dætter ved dæ?

      Aa Jøsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit dæ for som en Kristenmennesk og ett søen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende gal jen.

      Aa, tilgi mæ nu, Mads; du kan da nok tænk, te a ment ett nø ondt med æ. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrødt34?

      Tho, det er da ett saa underle. A haar wot øwer i Bjaarkjær til Bønnemød, og da a saa kam her forbi, saa fæk a da søen en Trang te aa gaa her ind for i Ro aa bed en Bøn te mi Frelser. Og her maa a wal saa vær sluppen i Søvn; for a mærked ett te nøj, СКАЧАТЬ