Sarbarheder. Mikkel Thorup

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ har et positivt, hvis ikke direkte jubilerende syn på udviklingen,⁴⁴ da staten og politikerne tvinges til at indskrænke deres felt til fordel for den mere rationelle økonomi. Tilbage er kun at arrangere kapitalens vilkår mest frit for at opnå et optimalt resultat. Her spildes ingen tårer for “enden på nationalstaten”,⁴⁵ da det er opfyldelsen af den økonomiske liberalismes øverste programpunkt: tilbagerulning, hvis ikke decideret afvikling af staten.

      ‘Politikerne’ eller som tidligere benævnt ‘struktur-deterministerne’ anerkender det neoliberalistiske argument men er bekymret for, hvordan nationen, dens borgere og ikke mindst dens økonomi skal klare sig i den nye internationale arbejdsdeling. Fokus her er på politisk-kompetitive strategier for nationens overlevelse og velstand i et økonomisk felt af afnationaliseret kapital, hvor alle ikke længere er i samme båd, og hvor selskaberne ikke længere er nationalt forankrede og loyale, men scanner kloden efter de bedste (læs: billigste) rammer.⁴⁶ Det er fra deres hånd man ser de mange ministerielle rapporter og nationale handlingsplaner for ‘informationssamfundet’, ‘vidensøkonomien’, ‘det lærende samfund’, der vurderer landet i forhold til dem “vi normalt sammenligner os med”.

      ‘De alarmerede’ fokuserer på de demokratiske og velfærdsmæssige konsekvenser af hyperglobaliseringen. Ingen kan udøve kontrol;⁴⁷ der er et stadig mere intensivt væddeløb mod velfærdsbunden og opløsningen af national solidaritet i den interstatslige kamp om at tilbyde virksomhederne de billigste rammer for deres virke;⁴⁸ og de globale virksomheder kvæler demokratiet i en “tavs overtagelse”,⁴⁹ der efterlader befolkningerne uden stemme og politikerne uden magt.⁵⁰ Her finder vi de dele af den globaliseringskritiske bevægelse, der anser den økonomiske globalisering og politikkens tømning for et faktum, men et beklageligt et af slagsen, ligesom vi finder den kortvarigt berømte bog Empire af Antonio Negri og Michael Hardt, hvis imperium netop er en global, ikke-centralistisk magtform, og som vi derfor kan forstå som en ultra-venstreorienteret udgave af hyperglobalisme.⁵¹

      Skeptikerne (der består af suverænisterne, internationalisterne og de radikale) fastholder, at de nuværende niveauer for økonomisk interdependens ikke er højere (og endda ofte lavere) end i tidligere perioder; de transnationale selskaber er begrænset i antal og transnationalitet; staten er ikke offer for men igangsætter af og tovholder for udviklingen. Ud fra samme økonomistiske udgangspunkt som hyperglobalisternes kritiseres deres ahistoriske og singulære udviklingslogik, dvs. troen på at der er opstået ét globalt marked uden grænser eller begrænsninger. Hvad vi ser, ifølge skeptikerne, er en forøget internationalisering mellem fortrinsvis nationalt baserede økonomier. Snarere end ude af kontrol er den internationale økonomi betinget og udviklet af nationalstaten, der forbliver den centrale økonomiske og politiske magt. Kapitalen, arbejdet og firmaet har ikke fleksibiliseret sig uden for kontrollens rækkevidde.

      Skeptikerne mener, at der ikke er noget nyt i kapitalismens jagt på øget fleksibilitet eller bedre lokalisering og fastholder, at de påståede beviser for en substantiel ændring i kapitalismens operationsmodus er enten svage eller fejlbehæftede. Kapitalmarkederne har ikke oplevet en enorm og hastig globalisering. De multinationale selskaber er fortsat få og fortsat afhængige af deres nationale basis. Staten er derfor ikke magtesløs. Skeptikerne fokuserer i stedet på statens fortsatte rolle i og forudsætning for kapitalen:

      Markedet eksisterer kun inden for rammerne af specifikke politiske herredømme- og magtforhold, som f.eks. regulerer og sikrer privatejendommen og bytteforholdene. Den borgerlig-kapitalistiske stat er således grundlæggende en ‘interventions-stat’ – om end den er det i historisk skiftende former. Der findes derfor heller ikke nogen ‘statsløs’ kapital.⁵²

      Der er sket en forskydning i magtforholdet mellem stat og kapital til kapitalens fordel, men det er en historisk og ikke strukturel forskydning, der ikke annoncerer statens bortgang eller evige underkastelse men kun en politisk strategi iværksat af en alliance mellem statseliten og kapitaleliten. Skeptikernes position er, at der på trods af en international overlappende autoritetsorden er “en distinkt, betydningsfuld og blivende plads til nationalstaten.”⁵³

      Om end kritikken af hyperglobalismen stadig er meget økonomistisk, bliver resultatet af kritikken et større fokus på politikken. Internationaliseringen resulterer ikke i en ny statsløs orden. I stedet er der fokus på nationale forskelle, strategier og muligheder for at operere og lykkes i den internationale økonomi. Væddeløbet mod bunden er et politisk valg; globaliseringen er en “ideologi”,⁵⁴ et “nyliberalsprog”,⁵⁵ der tjener til at legitimere upopulære politikker, “en myte, der overdriver graden af vores hjælpeløshed over for vor tids økonomiske kræfter.”⁵⁶ Den nylige globaliseringsretorik er bare midlet til at opnå et længe ønsket mål om frisættelse af kapitalen og afvikling af velfærden.

      Skeptikerne fremhæver derfor statens og politikkens fortsatte vigtighed. Hvis de lige nu ikke fungerer effektivt, så skyldes det et politisk valg, der kan gøres om. Hvor hyperglobalisterne ser globaliseringsprocessen som initieret og fastholdt af markedet, ser transformationalisterne og særligt skeptikerne den igangsat af staten. Men hvor transformationalisterne oftest antager, at udviklingen har nået et stade (og finanskapitalen en volume), der overstiger og overvælder nationalstaten, fastholder skeptikerne nationalstaten som i sidste ende i kontrol og som fortsat betingelse for kapitalens internationalisering. Globaliseringsretorikken forsøges derfor ofte ‘afsløret’ som dække for partikularistiske politiske og økonomiske interesser.

      ‘Suverænisterne’, der er en samlebetegnelse for en række forskellige politiske positioner, anser globaliseringen som et i bedste fald randfænomen, der ikke seriøst udfordrer den statslige suverænitet og den nationale enhed, og som ikke indstifter en ny interstatslig eller direkte overstatslig orden.⁵⁷ Det er de politiske og økonomiske eliter, der har valgt at afgive suverænitet til overstatslige organisationer for at fremme deres egen politiske dagsorden, om den så er EU-integration, multikulturalisme, menneskerettigheder, finanskapitalisme, selvgodhed etc. To underudgaver af ‘suverænisterne’ er ‘konfliktualisterne’, der afviser, at den økonomiske og politiske globalisering har afstedkommet en mere integreret verden. De ser den mest sandsynlige fremtid som opdelt mellem Vesten og Resten.⁵⁸ Den anden udgave er ‘isolationalisterne’, der mener sig i stand til at ignorere verden uden for statsgrænsen. ‘Suverænisternes’ politiske program er genhævdelsen af statsmagten samt besindelsen på og konsolideringen af dens grænser.⁵⁹ Den internationale politiks natur er permanent konfliktuel, og nationalstatssystemet er den eneste garant for lokal fred og orden, ganske som nationen forbliver den eneste kilde til identitet og mening.

      ‘Internationalisterne’ har modsat ‘suverænisterne’ ingen speciel forkærlighed for nationalstaten eller noget ønske om at styrke dens grænser udadtil og dens magt indadtil. Deres kritik går på hyperglobalisternes udynamiske og monolitiske statsforståelse; staten er en plural størrelse, den er tilpasningsdygtig, og dens styrke er en betingelse for økonomiens beståen og internationalisering.⁶⁰ Her formuleres også en kritik af argumentet om ‘den økonomiske nødvendighed’ og dens påståede konsekvenser for velfærd, makroøkonomisk styring etc.

      ‘De radikale’ er dem, der tydeligst søger at afsløre globaliseringsdiskursen som et dække for neoliberal politik og som en fortsættelse af kapitalistisk udbytnings- og magtpolitik.⁶¹ Det er også her, man ser de mest markante forsøg på at fastholde den fortsatte relevans af ‘gamle’ problemstillinger omkring ulighed, klasser, politisk mobilisering etc. Alt er ikke reduceret til livsstils- eller identitetspolitik; fordelingsspørgsmålet er stadig det vigtigste. Sociologen Pierre Bourdieu fokuserer således på det såkaldte frie markeds iboende magtasymmetrier; globaliseringen er politisk og ikke udtryk for nogen økonomisk rationalitet eller nødvendighed; den er tværtimod et neoliberalt propagandafelttog rettet mod socialstaten; “‘det globale marked’ er en politisk СКАЧАТЬ