Sarbarheder. Mikkel Thorup

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ den konventionelle “militære overlegenhed i skibe, tanks, fly, våben” mindre vigtig, og værre endnu: Den kan vise sig at være decideret farlig for USA’s sikkerhed, da den netop tvinger fremtidens fjender til asymmetriske svar på en overlegenhed, de ikke kan matche men måske overliste.¹³

      ‘Asymmetri’ er blevet kodeordet eller fællesbetegnelsen for udfordringen og udfordrerne.¹⁴ Men der er grund til en vis skepsis over for forklaringspotentialet i begrebet, da det netop er blevet en fællesbetegnelse for alt, der truer USA. Alle udfordrere forventes at handle asymmetrisk, og det betegner i første omgang ikke andet end et fravalg af den direkte, konventionelle konfrontation, som den idealtypisk kendes fra to hæres sammenstød på åben slagmark. Men i definitionerne af asymmetri ligger også at gøre det, fjenden opfatter som sin styrke, til vedkommendes egentlige svaghed, og det rejser det åbenlyse spørgsmål om, hvem der så nogensinde har kæmpet symmetrisk og dermed angrebet, hvor fjenden var lige eller stærkere?¹⁵ Som militærhistorikeren Hew Strachan har skrevet:

      Som enhver ordentlig hærchef ved, selv når to hære med sammenlignelige organisationer og tilsvarende våbensystemer støder sammen, så vil de ikke kæmpe ‘symmetrisk’. I stedet vil de søge at udnytte hinandens svagheder og ofte lede efter den mindst forventede mulighed for at maksimere deres egen relative fordel. ‘Symmetrisk krig’ er noget, hære gør i deres fredstidsdrømme.¹⁶

      Der er derfor grund til at se på ‘asymmetri’-diskursen i mindre grad som en refleksion over modstanderens nye måde at kæmpe på og i større grad som en artikulering af fornemmelsen af, at ens overvældende styrke reelt kunne vise sig at være en svaghed.

      Det amerikanske militær har siden Murens fald oprustet kraftigt på dets evne til organisatorisk forandring. I ikke ringe grad inspireret af management-litteraturens antibureaukratisme er ‘stadig forandring og tilpasning’ afgørende kodeord. Rationalet er det samme som bag virksomhedsforandring: Man må løbende forudse og reagere på ændringer i sine relevante omgivelser: For virksomheden er det f.eks. indkøbsmønstre og udgiftsprofiler, for militæret er det konfliktmiljøet. Murens fald introducerede usikkerhed i systemerne, da den klart definerede fjende forsvandt. Derfor er den amerikanske militærplanlægning gået fra kremlologi til sociologi, altså fra læren om den sovjetiske fjende til læren om samfundet (og ikke længere kun stater) og de trusler, der vokser ud heraf.

      Og det er disse debatter, som jeg også vil fokusere på i anden del, hvor der zoomes ind på fire områder, fire menneskelige livsvilkår, der gøres til militære interventionssfærer. At de militariseres vil her sige, at de forstås i militærstrategiske termer og søges udnyttet og forandret i militær øjemed. De fire vilkår eller sfærer er ‘vejret’, ‘byen’, ‘rummet’ og ‘nettet’. Andre kunne selvfølgelig have været valgt, f.eks. ‘kroppen’,¹⁷ ‘havet’, ‘offentlig meningsdannelse’, ‘kulturen’,¹⁸ ligesom man kunne have valgt et teknologiperspektiv, der kunne have fokuseret på den militærstrategiske anvendelse af bioteknologi, nanoteknologi, kunstig intelligens, kognitiv videnskab eller robotteknologi.¹⁹ Her har jeg udvalgt fire temaer, der er væsentlige for aktuel amerikansk politisk og militærstrategisk debat, og som giver mulighed for at undersøge interaktionen mellem ydre politiske og sociale udviklinger og så indre, militærstrategiske forandringer.

      Formålet er ikke, som det ofte ses i litteratur om militarisering, og særligt den, der fokuserer på det amerikanske samfund eller militær, at påstå nogen ond, militaristisk eller imperialistisk vilje bag udviklingerne; det er ikke at afsløre USA som årsagen til verdens dårligdomme; det er ikke at påstå, at der er noget iboende a priori forkert ved militæret eller ved militære løsninger. Formålet er udelukkende at undersøge – med en vis kritisk brod – hvorledes det amerikanske militær forstår sin omverden, forstår sig selv og søger at bringe de to, omverdenen og selvet, i forbindelse og samklang med hinanden. I modsætning til megen militariseringslitteratur (der særligt efter 11. september har kritiseret ‘militariseringen’ af det amerikanske samfund i generel forstand)²⁰ søger jeg at skelne ikke kun begrebsligt men også analytisk mellem militarisering, der er et militærfagligt blik på og omformning af omgivelserne, og militarisme, der er en normativ præference for militære løsninger, måske endda en fejring af samme. Man kan sige som den amerikanske sociolog C. Wright Mills, at militarisering er “en militær definition af virkeligheden”,²¹ og at min interesse netop er, hvorledes denne definition formes.

      Det er jo selvfølgelig klart, at ingen fordoms- og interessefrit bringer sig selv i samklang med sine omgivelser. Trusler findes ikke bare derude klart og entydigt dechifrerbare. Som der står i et studie af amerikansk strategitænkning:

      På trods af den logiske indpakning af forsvarsplanlægning, så er der betydelige beviser for, at kvaliteterne af de amerikanske militærstyrker mere bestemmes af kulturelle og institutionelle præferencer for bestemte former for militærstyrker end af ‘truslen’. Der er mange måder at fortolke en trussel på; der er mange måder at håndtere en hvilken som helst fortolkning af en trussel på.²²

      Vi skal derfor også se på, hvorledes særlige kulturelle præferencer og forestillinger influerer på amerikansk militærplanlægning; hvorledes særlige historier og tolkninger gentages og gentages, indtil de får karakter af fakta; hvorledes populærkultur, politik og militær griber ind i hinanden; hvorledes truslen altid allerede mødes, begribes og imødegås af andet og mere end truslen selv, nemlig af de forestillinger, der allerede eksisterede, før truslen blev en trussel; og hvordan det, der overhovedet kommer til at blive set som en trussel, aktuel eller potentiel, ikke kun har med verdens sande tilstand at gøre men også med idéerne, frygten og præferencerne hos dem, der er sat til at identificere og neutralisere trusler. Der er i den amerikanske militærdebat en akut og stadig fremmanet følelse af krise; en krise, der altid er overhængende, men som bliver anledning til eller argument for handling. Som der står i management-bogen Leading Change, som det amerikanske militær har benyttet sig meget af: “Synlige kriser kan være enormt hjælpsomme til at fange folks opmærksomhed og fremtvinge følelsen af påtrængende nødvendighed.”²³

      Et eksempel på dette finder vi i en rapport fra den neokonservative tænketank Project for a New American Century, der udkom umiddelbart før 2000-præsidentvalget i USA med titlen Rebuilding America’s Defenses. Hovedbudskabet i rapporten er, at USA er verdens ubetinget stærkeste magt, at ingen synes at kunne rivalisere med USA, men at der alligevel i tiåret fra Murens fald til rapporten har været “et fald i det amerikanske forsvars styrke”. Idealet for rapportens forfattere er at fastholde en “uudfordret amerikansk militær overlegenhed”,²⁴ og der sættes lighedstegn mellem amerikansk militær styrke og verdensfred, men det bagvedliggende budskab i rapporten er, at USA er på nippet til at kollapse rent militært, og at kun en radikal oprustning vil kunne sikre USA’s militære position og dermed verdensfreden.

      Et bagvedliggende tema i rapporten og i denne bog er forholdet mellem omnipotens og impotens (hvilket er en anden måde at sige sårbarhed og forhærdelse på), det vil her helt konkret sige forholdet mellem det amerikanske militærs historisk set enorme globale dominans og så den stærke følelse hos de amerikanske militærplanlæggere af at være ved at tabe førerposition og handleevne. At være den uden sammenligning største og mægtigste gør ikke rolig og sikker. Det skaber tilsyneladende en enorm tvivl, en stadig nagende frygt for tilbagegang, et næsten manisk udkig efter potentielle trusler, og en retorik, der svinger mellem selvbevidst hævdelse af egen unikhed og styrke på den ene side og så frygtsom tvivl om muligheden af at bevare det eksisterende på den anden. Afstanden mellem USA og resten af verden i forhold til våben og våbenteknologi, baser og budgetter, skaber ikke kun frygt blandt USA’s fjender og nervøsitet blandt dets allierede og venner. Det skaber også nervøsitet i USA selv, da enhver forandring kan være det, der forvandler USA’s fordel til en ulempe. Det er glimrende formuleret i en rapport om udvikling af militæret, hvor der i kapitlet om ‘Det påtvingende СКАЧАТЬ