Sarbarheder. Mikkel Thorup

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ af magtens tjenere (her tænker han blandt andet på Giddens) afbildes som hele verdens skæbne. Det er også her, man finder opfordringerne til mobilisering imod den herskende globalisering, hvorfor én del af den globaliseringskritiske bevægelse placerer sig her, mens den anden del hører hjemme blandt ‘de alarmerede’ hyperglobalister.⁶³

      Transformationalisterne (de består af de liberale reformister, den tredje vej og kosmopolitter) anser globaliseringen for at være en hidtil historisk uset og central drivkraft bag en omfattende og hurtig forandring af det sociale, politiske og økonomiske.⁶⁴ Globaliseringen er en ujævn og modsætningsfyldt proces, der samtidig integrerer og fragmenterer; der omformer samfund, stater og verdensordenen og tvinger dem til forandring og tilpasning men på lokalt kontingente måder i forskellige tempi og med forskellige resultater.⁶⁵ Vi lever “på kanten”⁶⁶ men er ikke røget ud over den. Der skabes ikke én verden men mange med forskellige grader af globalitet. Fokus her er ikke kun eller primært på (økonomisk) globalisering men på distinkte delglobaliseringer af kulturen, selvet, økonomien, politikken, kriminaliteten, juraen, krigen etc. Og herved på fremkomsten af en pluralitet af ambitiøse og ekspansive ikke-statslige aktører på den globale, lokale og nationale scene.⁶⁷ For transformationalisterne betyder det, at staten må omskabe og tilpasse sig. Globaliseringens konsekvenser for staten afhænger her af dens position i statssystemet, dens størrelse, velstand, militærmagt, politiske og økonomiske system, traditioner og institutioner etc. samt ikke mindst statens og dets samfunds valg af strategier for at modgå, indgå i, kontrollere og profitere af de globaliserende imperativer. Statens magt og dens instrumenter til at udøve magt bliver ikke nødvendigvis svækket, men staten må finde nye måder at agere og regere på.

      Hvor både hyperglobalisterne og skeptikerne i vid udstrækning kan bibeholde de samfundsvidenskabelige og politiske kategorier, er transformationalisterne ude i et opgør med det, sociologen Ulrich Beck kalder “zombi-ekategorier” – forældede begreber, der stadig spøger i vores forståelse af og diskussion om verden – og på jagt efter nye videnskabelige og politiske kategorier hinsides nationalstatens “container-model”.⁶⁸ Den samme trang til kategoriel innovation indeholder også en utålmodighed med, overskridelse eller direkte ignorering af klassiske samfundsbegreber såsom ‘klasse’, ‘kapitalist’, ‘udbytning’ etc. Transformationalisterne registrerer derimod nye marginaliserings- og ulighedslogikker⁶⁹ samt globaliseringens dialektiske karakter, der skaber og fremmer betingelserne for sin egen modsætning, nationalisme og fundamentalisme. Det er kendetegnende for denne position, at man forsøger at skabe et rum mellem neoliberalismen og neotribalismen, hvor sidstnævnte er en aggressiv opdeling af verden i konfliktuerende stammefællesskaber.

      De ‘liberale reformister’ er ofte politologer og folk, der arbejder med globaliseringens politiske spørgsmål i internationale organisationer, hvor de ‘neoliberale’ arbejder med de økonomiske spørgsmål. Fokus her er at opstille styringsrammer i en ‘delvist globaliseret verden’.⁷⁰ Der er her en forståelse af globaliseringens kompleksitet og et fokus på at gøre globaliseringen arbejdsdygtig og stabil gennem international og global institutionalisering, uden at den økonomiske globalisering afgørende anfægtes eller begrænses.

      ‘Den tredje vej’ er Anthony Giddens’ både teoretiske og politiske omformulering af det samfundsmæssige og politiske felt.⁷¹ Det dækker over en anerkendelse af globaliseringens eksistens, en begejstring over dens frisættelse af muligheder men samtidig også en bekymring over udviklingens mulige tabere. Løsningen bliver en ‘reguleret globalisering’, der accepterer det neoliberale økonomiske paradigme, men som ønsker at udstrække den socialdemokratiske reguleringsmodel til et regionalt eller globalt plan.⁷²

      ‘Kosmopolitterne’ placerer sig tæt på ‘den tredje vej’ men skilles primært på spørgsmålet om graden af politisk regulering, ikke mindst af økonomien,⁷³ hvor der er et større fokus på illegitime magt- og velstandsasymmetrier, og hvordan disse systematisk hindrer store befolkningsgruppers mulighed for at deltage og tage del i de nye muligheder. Der er desuden et større fokus på oprettelsen og demokratiseringen af globale politiske institutioner.

      For indeværende oplever vi en voldsom koncentrering omkring midten: transformationalismen er blevet den vigtigste teoretiske anskuelsesramme, og ‘den tredje vej’ er i forskellige udformninger blevet den vigtigste politiske dagsorden i hvert fald i Europa, efterhånden som snakken om en ukontrollabel globalisering er blevet skiftet ud med ønsket om at regulere globaliseringen og sikre forskellige velfærdsmæssige og demokratiske goder selv i en globaliseret tidsalder. Alligevel er det vigtigt at holde sig pluraliteten af mulige positioner for øje. Hyperglobalisterne ser et (allerede indtruffet) magtskifte, hvor transformationalisterne og skeptikerne ser en (igangværende) magtkamp.

       3. GLOBALISERINGENS KONSEKVENSER

      Diskussionen om globaliseringens konsekvenser for statsmagt, politiske institutioner og velfærd er til tider stærkt eurocentrisk, da debatten ofte tager eksklusivt udgangspunkt i den moderne vestlige nationalstat. Som sociologen Michael Mann siger: “For store dele af verden er en sand nationalstat stadig en fremtidsdrøm snarere end virkeligheden nu og her.”⁷⁴ Den stat, som Vesten tilsyneladende er på vej væk fra, står stadig for mange nationer som idealet, der stræbes efter, hvilket også kan ses i eksplosionen af anerkendte nationalstater efter Anden Verdenskrig (fra cirka 50 i 1945 til cirka 200 i 2000) og de fortsatte kampe og krige for statsanerkendelse. I kapitel 3 skal vi se, hvorledes der opereres med tre eller måske kun to statsformer i nutiden, og her kan vi opsummere en stor del af globaliseringsdiskussionen om statens udvikling med denne figur, hvori det hævdes, at den moderne territorialstat nu har to skæbneveje at gå, postmoderne eller præmoderne.

      I en vestlig kontekst kan man observere, hvordan staten i stigende grad presses fra de to modsatrettede udviklinger, vi så i figur 5. Staten skal positionere sig i forhold til det globale, hvor staten er blevet for lille til at håndtere de nye udfordringer, men hvor den samtidig også er blevet for stor til at tilgodese de nye lokale og individualistiske krav, den også bliver mødt af. At vælge globaliseringen og særligt den globale kapitalisme betyder ofte sociale nedskæringer, barberet demokrati samt tab af national enhed og statslig legitimitet. At vælge det lokale betyder ofte økonomisk nedtur og international isolation. Decentraliseringen og globaliseringen presser statens legitimitet, der til dels beror på dens enhedskarakter, dvs. forestillingen om det store, autonome fællesskab. Men staten er tvunget til en omstrukturering af sine hierarkiske dominans- og kontrolstrukturer, da globale strømme og lokale identiteter enten er for store eller for små til statens herredømme.

       Figur 10. Statsformer og -forestillinger

      Den vestlige stat er ved at bevæge sig fra at være en sikkerhedsstat (med fokus på militær overlevelse) til at blive en konkurrencestat (med fokus på økonomisk overlevelse), der får sin legitimitet fra dens evne til at tiltrække investeringer, hjernemagt og virksomheder i den globale konkurrence.⁷⁵ Staten udskifter sin traditionelle velfærds- og nationalitetslegitimitet med en konkurrencelegitimitet og sin rolle som centrum med rollen som strategisk aktør i et multilateralt netværk. Staten er for tiden overvældet af udviklingen og er først i gang med den radikale selvomskabelse, der skal forvandle den fra enhedsligt beslutningscentrum til decentralt koordinationspunkt, hvor magt deles med en pluralitet af lokale, nationale, regionale og internationale centre og niveauer, hvor forskellige loyaliteter og forpligtelser overlapper hinanden, og hvor skæbne- samt beslutningsfællesskabet ikke længere nødvendigvis er sammenfaldende med nationen. Politikkens og statens funktioner og betingelser reduceres ikke nødvendigvis, men de rekonfigureres og rekonstrueres i en verden, hvor suverænitet ikke længere er en attribut ved statslighed men en forhandlingsressource i de mellem- og transstatslige netværk, staterne nu СКАЧАТЬ