Sarbarheder. Mikkel Thorup

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ knudepunkt men dog bare ét blandt mange i det globale netværk. Det sker i en dobbeltbevægelse ved at afgive magt til det globale og lokale niveau. Der decentraliseres funktioner og magt til lokalstyrer og NGO’er; det er starten på et nyt civilsamfund, der kan bevare, udstrække og rationalisere statens kontrol. Ved at decentralisere sikrer staten sig en bedre fordeling af ressourcer, en tættere kontakt mellem borgere og styre og en stødpudezone mellem folks utilfredshed og det politiske system. På det højere niveau afgives magt til supranationale institutioner og organisationer i et forsøg på at bytte suverænitet for en større stemme i globale og lokale anliggender. Multilateralisme og interdependens indbinder staten i et stadig tættere fletværk af interesser og forhandlinger. Staten forsøger derfor at tilegne sig noget af den magt, den har mistet ved at indgå i forskellige politiske, juridiske, funktionelle og økonomiske globale netværk. I formel forstand mistes der suverænitet, og udviklingen går på tværs af den nationalstatslige modernitets skel imellem indenrigs- og udenrigspolitik, mellem politik og bureaukrati, mellem politik og jura, politik og økonomi; til gengæld vinder staten i samarbejde med andre stater og ikke-statslige aktører en vis mængde kontrol over sit territorium i forhold til international kriminalitet, miljøproblemer, flygtningestrømme, økonomisk turbulens etc. Det er derfor formodentlig forkert at se enhver forandring i statens virkerum og funktionsområder som et tab.

      Man ser ofte udviklingen væk fra en nationalstatscentreret politik benævnt som overgangen fra government (politik) til governance (styring). Argumentet eller analysen er, at politik har ændret karakter fra at udgå fra ét statsligt hierarkisk organiseret centrum præget af kommandoer og autoritative beslutninger til nu i stigende grad at have karakter af en pluralitet af magtinstanser, der indgår i skiftende alliancer og partnerskaber med hinanden, hvor ens magt er mere afhængig af, hvad man kan tilbyde de andre i økonomisk, militær, funktionel, organisatorisk eller anden forstand, end af hvilken titel man har.

      Denne læsning af nutiden er del af en bredere forståelse af et magtskifte eller rettere transformation af magten selv, der kan opsummeres i to figurer. Den første⁷⁶ viser to påvirkningsformer, magt og indflydelse, hvor det, vi skal hæfte os ved, er, at globaliserings- og kosmopolitisme-diskurserne ofte abonnerer på en teori om, at ‘magt’-formen er ved at blive udskiftet med ‘indflydelses’-formen, at der altså sker et afgørende skifte i den sociale påvirknings grundform fra det kommanderende til det samarbejdende:

       Figur 11.

	Magt	Indflydelse
Hovedkriterium	konflikt; begrænsning af selvbestemmelse	enighed; mulighed for selvbestemmelse
Kommunikation	Vertikal	horisontal
Organisationsprincip	centralisme, hierarki, autoritet	decentralisme, lighed
Påvirkningsformer	tvang, kontrol, sanktioner, kommando, manipulation	tilskyndelser, opmuntringer, gevinster, samarbejde, dialog

      Når vi så tager denne model med dens forskydning fra magt til indflydelse og applicerer den på en række fænomener, så får vi påstanden om en afgørende samfundstransformation:

       Figur 12.

Økonomi	industriøkonomi	informations/ vidensøkonomi
Samfundsprincip	territorialitet	globalitet
Statsform	nationalstat	netværksstat
Familieform	patriarkalsk	‘ren’, frivillig
Identitetsform	givet, påtvunget	refleksiv, kombinatorisk
Ledelsesform	bureaukratisk	flad, inddragende
International politik	udenrigspolitik	verdensindenrigspolitik

      Staten er nu kun bare én af flere aktører (om end stadig en privilegeret en af slagsen), der også omfatter storbyer, internationale institutioner og domstole, NGO’er, multinationale selskaber, transnationale netværk af interessegrupper, aktivister, firmaer, embedsmænd etc. Globaliseringen af staten er statens måde at sikre sin fortsatte eksistens på under nye vilkår.

      Et andet problemfelt angår politikkens fremtid, hvor der er en tydelig tendens til at politisk samtale og politiske beslutninger i stigende grad foregår uden for parlamentet. Dette er på ingen måde kun et resultat af globaliseringen, men globaliseringen fremmer en udvikling, hvor politik i stigende grad foregår uden for og væk fra det politiske system, i bestyrelseslokaler, embedsmandsgrupper, internationale domstole, forbrugeraktivisme etc. Den politiske samtale og den politiske beslutning formuleres nu i det, man tidligere ville have forstået som ikke-politiske kontekster, i økonomien, juraen, videnskaben etc., hvilket Ulrich Beck har benævnt “subpolitik”,⁷⁷ dvs. de politiske effekter af tilsyneladende ikke-politiske beslutninger, som når lægevidenskaben udvikler genteknologi, eller en virksomhed flytter sin produktion til udlandet; beslutninger taget ud fra ikke-politiske imperativer men som har afgjort politiske konsekvenser, som vi alle må forholde os politisk til. Globalisering er som sagt ikke årsagen til denne pluralisering og forskydelse af politikken, men den er med til at udhule den klassiske form for politik, nemlig parlamentarismen. Hvad det betyder for demokratiets fremtid, er for tidligt at sige, i hvert fald stiller det spørgsmålstegn ved den måde, vi hidtil har kontrolleret magten og deltaget i politikken på.

      KAPITEL II

      Rødder og vinger

      Den nye kosmopolitisme og dens kritikere

      Det er ikke ualmindeligt at opdele politiske filosofier i dem, der har ‘rødder’, og dem, der har ‘vinger’.⁷⁸ Dem med rødder fremhæver det konkrete, stedet, det partikulære, det nationale, det altid allerede situerede. De kritiserer dem med vinger for at benægte virkelighedens rodfæstethed. Dem med vinger kritiserer til gengæld dem med rødder for at være indelukkede, fordomsfulde og krampagtigt stationære. De fremhæver i stedet friheden og det universelle; bevægelighed og foranderlighed som grundvilkåret.

      Kosmopolitten er altid blevet beskyldt for at have vinger og ingen rødder. Det er de intellektuelles flugt fra det konkrete og forpligtende fællesskabs byrder og begrænsninger. Det er de velhavendes unddragelse af deres (skatte) forpligtelser. Det er elitens retorisk elegante foragt for folket. Det er de fås mulighed på bekostning af de mange. Det er livet for et mindretal og en (ond) drøm for flertallet.

      Globaliseringsdebatten har fremmet en renæssance for både kosmopolitismen og dens kritikere. Fra mange sider kritiseres den globale elite som de nye kosmopolitter, der forråder nation og demokrati. Fra ganske andre sider fremhæves kosmopolitismen som svaret på fællesskabets og demokratiets overlevelse i en global tidsalder; som en demokratisering og begrænsning af de globale eliter.

      Det er en af dette kapitels bærende teser, at der er en stærk modsætning mellem det negative billede af kosmopolitten, som dens kritikere fremmaner, og så den kosmopolitisme, der forsvares i dag af en række fremtrædende intellektuelle. Dette kapitel tager dikotomien mellem rødder og vinger op i en diskussion af den nye kosmopolitisme. Det ‘nye’ angår en selvkritisk besindelse på rødderne i kosmopolitismen. En besindelse, der i det store hele er forblevet uerkendt hos ‘rødderne’, som fortsat kritiserer den gamle og klassiske kosmopolitisme med billeder fra en svunden (hvis overhovedet eksisterende) kosmopolitisme.

      Det er det gamle billede, der får en kosmopolitisk (!) sociolog som Manuel Castells til at kalde den nye globaliserede elite for “identitetsløse individer (‘verdensborgere’)”.⁷⁹ Påstanden er, at de udskifter deres nationale tilhørsforhold med det, sociologen Craig Calhoun med et herligt udtryk kalder “the class consciousness of frequent travelers”.⁸⁰ Den nye kosmopolitisme deler den bekymring for en globaliseret uansvarlighed, som historikeren og kritikeren Christopher Lasch gav betegnelsen “eliternes oprør og forræderiet mod demokratiet”,⁸¹ og de forsøger modsat Castells’ СКАЧАТЬ