Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom. Gnudtzmann Albert Theodor

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ fastslaaede Synsmaader, samme Vaner og Tilbøjeligheder. Han kunde da pludselig bryde af og opsøge halvglemte og fjerne Omgangsfæller, som han saa holdt sig til en kort Tid. Saadan var det gaaet til, at han var begyndt at omgaas Hansen-Maagerup.

      Nu var der for Resten gaaet nogen Tid, siden han sidst var hos Fru Herding. De sidste Søndage havde han ikke følt sig oplagt til at gaa derhen. Frøken Anna tænkte han kun flygtig paa, og den Stemning, hun hin Aften havde vakt hos ham, var ganske bleget. Hvad havde han i Grunden ogsaa med hende at skaffe? Hvorfor overhovedet lære flere Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde spise til Middag sammen.

      Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken… Og nu var hun der.

      Han vidste ikke ret, om han skulde være tilfreds eller misfornøjet. Foreløbig var han kun forbavset.

      "Frøken Herding!" sagde han, "det maa jeg sige: det var en Overraskelse… Ja, en behagelig Overraskelse naturligvis," føjede han til, da han mente at se et ængsteligt Udtryk i hendes Ansigt. "Men vil De ikke sidde ned?"

      "Jeg kommer blot for at bede Dem om noget," svarede hun og blev staaende.

      "Ja – naar det er noget, jeg kan opfylde, saa… "

      "Aa, det er bare… jeg maatte maaske hellere have gaaet op til Dem paa Biblioteket… men jeg ved jo slet ikke… De havde lovet mig nogle Bøger… "

      "Ja – men det er da ogsaa en Skam, at jeg kunde glemme… Saa De holder saa meget af at læse? Men saa sæt Dem dog ned, Frøken – jeg maa jo da have Lov til at høre, hvad det er for en Slags Bøger, De nærmest havde tænkt Dem… "

      Hun satte sig paa en Stol. Men han fik hende hen i Chaiselongen, tog Parasollen fra hende og anbragte den i en Krog. Selv stillede han sig lige overfor hende med Ryggen op mod Bordet.

      "Altsaa Bøger", sagde han. "Men der er mange Slags Bøger, Frøken Herding."

      "Jeg troede, De kunde tænke Dem… Jeg læser gerne alt muligt."

      "Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gør det naturligvis lettere for mig at træffe Valget. Eller sværere – ligesom man vil tage det. Se nu her" – han gik hen til Reolen og tog en Bog frem – "synes De om noget af den Slags?"

      Anna saa ikke en Gang paa Titlen.

      "For mig er det vist godt altsammen," sagde hun. "Jeg kender jo slet ingenting. Ikke Navnene en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis jeg maa laane denne her, saa takker jeg… "

      Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge holdt hende tilbage.

      "Tror De nu, Menneskene bliver bedre – eller blot klogere – af det, de læser?" sagde han.

      Hun svarede ikke men saa uforstaaende paa ham.

      "Ja, for jeg tror det ikke. Folk, der ikke har læst noget, har i Reglen en meget bedre Forstand end vi andre."

      "Tror De det?"

      "Ja, det kan jeg forsikre Dem. De Mennesker, man kalder dannede – de er det ikke, fordi de har læst og lært noget, men fordi de har faaet Lov at leve i et vist Velvære. De har ikke været nødt til at krympe sig for alle mulige aandsfortærende Hensyn – det er det hele. Men Gudbevares! jeg har naturligvis den største Ærbødighed for den herskende Oplysningsidioti."

      "Ja men den Aften, De var hos os – da sagde De jo netop… "

      "Ja, jeg sagde lige netop det stik modsatte. Jeg priste Oplysningen. Men det var til Hansen-Maagerup. Og overfor ham var det Sandhed."

      "Kan da noget være sandt for Nogle og ikke for Andre?"

      "Ja, det kan det saa udmærket. For et Barn er saa meget Sandhed, som ikke er det for os Voksne. Man maa ikke gaa ud fra sine egne Begreber, naar man taler med Børn; for de taaler i det højeste Sandheden i opspædt Form."

      "Ja men Hansen-Maagerup er da ikke noget Barn."

      "Han er ligesom et Barn. Han tror paa Storken. Forstaar De: en moralsk Stork, en Oplysningsstork osv., der bringer os alt, hvad vi har Brug for, fikst og færdigt. Det kan slet ikke nytte at sige til ham, at Oplysning er noget Bras. Man maa nemlig selv have noget af den for at forstaa, at den ikke er noget værd."

      "Saa kan det da heller ikke nytte, at De siger det til mig."

      "Jo, det kan det godt. For en Dame har altid den Oplysning hun har Brug for."

      "Det forstaar jeg ikke. Men nu maa jeg hjem."

      "Skal De ind ad Alleen?"

      "Ja… "

      "Har De noget imod at følges med mig?"

      "Nej – hvad skulde jeg have imod det?"

      De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtøj paa. Anna havde faaet Tungen paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt hende ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var iøvrigt Flyge ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til hendes Stemmes lyse Klang.

      Det var mærkeligt med hendes Ansigt. Naar man saa det i Profil, var det, som blev det et ganske andet. Alt det bløde og barnlige, som ellers prægede det, veg bort, og i Stedet for fik man Øje paa en stærk og fast Linie, der fra Næsens fine Fløje drog sig ned mod Hagen og ligesom pressede sig sammen om Munden. Det var, som bævede der bag den et Spil af haarde og energiske Muskler. Og det faldt Flyge ind, at den Forsagthed, der ellers saa ofte laa næsten lammende over hendes Væsen, den gemte sig mest i de dybe blaa Øjne. Saa snart de ikke saa paa En, saa røbede den sig ikke.

      Han blev ved at iagttage hende, da de lidt efter gik ned ad Gaden sammen. Han havde en Fornemmelse, som om han idag saa hende for første Gang, og hans Sind fyldtes af en lys Opdagerglæde. Denne baade spæde og ranke Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de smaa, sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strøget op over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig sammen til et Indtryk af Støthed, som han aldrig før havde fundet hos hende. Han syntes, hun saa ud, som gik hun bare og samlede paa Styrke for en skønne Dag at bryde igennem alt det, der nu stængende skød sig mellem hende og Livet.

      Han var med et bleven tavs. Han følte sig greben af en Forlegenhed, der saa ofte paakom ham overfor Kvinder, der vakte hans Behag og som han selv havde ondt ved at forklare sig. Den var som en ulden Dunst, der lagde sig over hans Hjerne og gjorde hans Tanker døde og flove. Hvad maatte hun tro om ham – ham, der ellers havde saa stor Overflod af Ord… ?

      De var drejet om Hjørnet af den Sidevej, hvor han boede, og gik nu ned ad Alleen. Der kom en frisk og munter Blæst bag paa dem. Den tvang ham til at holde paa sin Hat og løsnede en Lok af hendes Haar. Begge to hældede de sig forover og løb nogle Skridt, inden de atter fandt fuld Ligevægt.

      Den løsrevne Haarlok flagrede lystigt i Vinden som en lang, smidig Vimpel. Og der undslap Anna et lille, leende og forskrækket Udbrud.

      "Det er en ordentlig Blæst!" sagde han. Noget maatte han jo sige.

      "Aa, Herrerne kan da sagtens," svarede Anna og saa paa ham.

      Hendes Blik bar ham over Forlegenheden.

      "Kan vi sagtens?" sagde СКАЧАТЬ