Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom. Gnudtzmann Albert Theodor

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ naar den tredie Rubber var endt, rejste han sig og fremtog af sin Lomme en liden hæklet Pung for at udbetale Aftenens Tab eller nedlægge den vundne Sum. Stor var Omsætningen aldrig, thi man spillede om en Ottendedel Øre Pointet og gjorde det kun, fordi Spillet manglede Spænding, naar man spillede om intet.

      "Det er rigtig et behageligt Menneske," sagde Fru Herding gerne til sin Datter, naar Hansen-Maagerup havde trukket sig tilbage. Og Anna bøjede samtykkende sit Hoved. Men hun sagde intet.

      Thi for hende var disse Whist-Aftener fulde af bange Spænding. Hun saa i Spillet en indviklet Labyrint, i hvis vildsomme Snirkler der skjulte sig allehaande uberegnelige Snarer og Faldgruber. Al sin Aandsnærværelse maatte hun anspænde for ikke at falde i dem. Og efterhaanden var der groet op i hende et stille lidenskabeligt Had imod det. Lignende Følelser havde i hendes Barndom besjælet hende overfor den lille Tabel.

      Dertil kom, at hun hele Tiden følte sig som Skive for Hansen-Maagerups søgende og bedende Sideblikke. Hun vidste godt, at han bar paa en lille forknyt Forelskelse i hende. Og skønt han aldrig havde forsøgt den mindste Tilnærmelse, dirrede hun af Beklemthed, naar Moderen en Gang imellem lod hende være alene i Stuen med ham. For sæt han nu virkelig en Gang tog Mod til sig og sagde noget… Der kunde jo slet ikke være Tale om at imødekomme hans Ønsker.

      Og paa den anden Side vilde hun saa nødig bedrøve ham. Han var dog i Grunden saa skikkelig med sin langsomme, trohjertet drævende Tale, med sit rare, runde Ansigt og sin høje, blanke Pande, over hvilken det allerede tyndede, askefarvede Haar lidt ængsteligt var redt hen. Hun havde en Gang hjulpet Moderen med at pleje ham, da han var syg, havde bragt ham Kamilleté og tilberedt varme Omslag, mens han feberhed og smilende laa i Sengen og saa paa hende med store, fugtige Øjne. Det havde den Gang faldet hende ganske naturligt, og skulde han nogensinde atter trænge til hendes Hjælp, vilde hun gøre alt for ham, hvad hun formaaede. Men det andet – Blodet steg hende til Hovedet, naar hun blot tænkte derpaa!

      Kunde det dog blot en Gang gaa op for ham, hvor han pinte hende ved at se paa hende med dette ynkværdige og saa underlig svømmende Blik!

      … Længe havde de tre Mennesker forslaaet hver eneste Søndag Aften i hverandres Selskab. Ingen af dem havde noget andet Sted at gaa hen, og efterhaanden havde ved Vanens Magt Whisten faaet noget af Pligtens Hellighed og turde ikke forsømmes. Men i den sidste Tid havde de undertiden haft en Fjerdemand.

      Det var Preben Flyge.

      Han og Hansen-Maagerup var gamle Skolekammerater. I flere Aar havde de ikke talt sammen, men saa en skønne Dag havde de mødt hinanden paa Gaden. De havde givet sig til at opfriske gamle Fællesminder, og tilsidst var Flyge fulgt med Hansen-Maagerup hjem. Siden var han af og til kommet igen, og en Søndag Aften, da han tilfældigvis var der, havde Fru Herding spurgt, om han ikke havde Lyst til at deltage i Whisten. Han havde taget mod Indbydelsen, var senere kommet igen – og nu faldt det af sig selv, at han indfandt sig, naar han havde Lyst.

      Naar han var til Stede, var det mest ham, der førte Ordet. Han spillede meget slet, men hvilket Emne han saa berørte, glimtede det frem i hans Ord med Synspunkter, som for de to Kvinder var ganske nye, Kendsgerninger og Navne, som de aldrig før havde hørt. Fru Herding og han var langt fra altid enige – han havde jo nogle Anskuelser somme Tider! Men han trængte maaske bare til at have et Hjem at komme i – Familie havde han nok ikke – og saa var det jo godt, om han kunde finde det her hos hende. Hun behøvede sandelig ikke at stikke op for ham, for vel havde han Kundskaber, men hun mærkede jo nok, at han manglede Modenhed og at han ikke kendte Livet. Anna kunde ogsaa have godt af at høre til. Fru Herding fik overfor Flyge Lejlighed til at anbringe mangen en Livssandhed, som i Grunden var møntet paa hende, men som det daglige Liv vanskeligt vilde have givet hende passende Anledning til at indprænte.

      Hun havde heller ikke Grund til at klage over Mangel paa Opmærksomhed fra Datterens Side. Det hændte, at Anna helt glemte Spillet for at lytte til. Men selv blandede hun sig aldrig i Samtalen. Og dog havde hun undertiden en Fornemmelse af, at alt, hvad Flyge sagde, var henvendt til hende alene, og at de to andre slet ikke var til Stede.

      Ofte forstod hun ikke helt Meningen af hans Ord. Men altid vakte de hos hende en sitrende Længsel efter noget, som hun ikke en Gang formaaede at give Navn. Og naar han for længe siden var gaaet og hun og Moderen var komne i Seng, kunde hun ligge længe og stirre ud i Sovekamrets Mørke og tænke, tænke…

      … indtil Tankerne tilsidst gled ud i vage, brogede Billeder og blev til rastløse, forvirrede Drømme…

      Denne Aften gik Samtalens Bølger højt. Man var kommen til at tale om Moralen, og Flyge havde baade Fru Herding og Hansen-Maagerup imod sig.Han havde faaet Plads i Gyngestolen. Fru Herding vippede iltert paa Puden midt i Sofaen. Hansen-Maagerup havde lagt Cigaren fra sig og famlede nervøst ved Kortene, hver Gang han skulde spille ud.Alene Anna lod ganske rolig og syntes at passe Spillet med den redeligste Opmærksomhed."Moral," sagde Flyge, "er overhovedet et meget aristokratisk Begreb. Der skal Finhed til for at omgaas den paa rette Maade. Men Du gode Gud! hvor tager man ikke plumpt og groft paa den til Hverdagsbrug! Hvilke ubarberede Personer er det ikke, der paatager sig at sørge for vor sædelige Naturalforplejning! Indremissionærer i Religion og Indremissionærer i Radikalisme – allesammen af samme Sort Svinelæder – hellige Grever og hellige Skraldemænd, politiske Indterpere med folkelig Flomme og demokratisk Frase-Fusel ud af Halsen, Digtere med erotisk Mavekatarh og Snue i Taarekertlerne… Jeg synes altid, jeg ser dem til Hobe for mig med en opløftet snavset Finger. Den snavsede Finger – den er for mig Symbolet paa den Slags Moral, som saadan er beregnet paa Husholdningsbrug." Svinelæder – hellige Grever og hellige Skraldemænd, politiske Indterpere med folkelig Flomme og demokratisk Frase-Fusel ud af Halsen, Digtere med erotisk Mavekatarh og Snue i Taarekertlerne… Jeg synes altid, jeg ser dem til Hobe for mig med en opløftet snavset Finger. Den snavsede Finger – den er for mig Symbolet paa den Slags Moral, som saadan er beregnet paa Husholdningsbrug."

      "Du er en Spotter, Flyge," sagde Hansen-Maagerup forarget. "Der er naturligvis menneskelig Ufuldkommenhed i alle den Slags Bevægelser. Men man kan dog altid – Sandhedsmomentet – det kan man dog altid finde deri. Og jeg for min Part vilde ikke bryde mig om at leve, undtagen de sædelige Livsværdier de stod fast."

      "Nej, det var da heller ikke godt andet," indskød Fru Herding.

      "Ja, hvad forstaar Du saa egentlig ved sædelige Livsværdier? Der er saa mange Slags, synes jeg."

      "Hvad jeg forstaar derved? Jeg forstaar naturligvis det, som Menneskene de til alle Tider har set op til – og levet paa. Jeg tænker, det er mere værd end al denne saakaldede moderne Oplysning."

      "Med Oplysningen er det noget helt andet. Den er et Onde maaske, men et nødvendigt Onde. Kundskaber har samme Betydning for det aandelige Livs Maskineri som Kullene for det fysiske: de er Drivkraften, Varmen, Bevægelsen… "

      "Og de fortæres af Ild – ligesom Kullene."

      "Ganske sandt – ja. Men hvad bedre kan man give Menneskene?"

      "Føde – Føde for Sjælen – de sædelige Livsværdier kan man give dem."

      "Føden den fortæres altsaa ikke, mener Du?"

      "De sædelige Livsværdier ikke." Hansen-Maagerup skuede paa ham med et urokkeligt Blik.

      "Kære Ven, hvor jeg elsker Dig for Din Naivitet! De sædelige Værdier skulde ikke fortæres, siger Du! Herrejemini! har da Menneskeslægten siden sin første Oprindelse bestilt andet end at opæde dem? Moralister og Religionsstiftere har udklækket dem – det store slugvorne Dyr, som kaldes Folket, har gladelig ladet sig fodre med dem, og naar det igen har givet dem fra sig, har det været i en ynkelig fordøjet Tilstand. Føj for en Ulykke – en sædelig Værdi, som er gaaet gennem et Slægtleds aandelige Tarmkanal! Hvad der var livsfriskt og СКАЧАТЬ