Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom. Gnudtzmann Albert Theodor

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ bruger dem, som de nu en Gang tvinger sig ind paa mig… Du taler om sædelige Værdier, som ikke fortæres. Tør Du indestaa for, at Du ikke selv har sat Din Beholdning til Livs? Ved Du, hvordan Du tænker eller føler imorgen – eller bare om en Time?.. Nej!"

      "Aa jo, ved De hvad?" sagde Fru Herding, "det ved vi da rigtig allesammen – ellers kunde man jo ikke – ingenting kunde man… Har De ikke Esset?"

      Hun syntes, at Opmærksomheden efterhaanden svævede lovlig langt bort fra Spillet.

      "Nej, jeg maa bekende… "

      "Sikke noget! Har De det virkelig ikke? Det maa da sidde et Sted."

      "Ja naturligvis… Jeg vilde sige, Frue, at dette med at… "

      "Ja men saa faar vi jo kun fire Stik… "

      "Ja – naa ja… Nej ser Du, Maagerup, dette med at have Ansvar, det er nok i Grunden ikke stort andet end en Talemaade. Vi har allesammen et stort dresseret Dyr i os. Bevares! man holder jo til daglig de bestialske Fornemmelser nede. Men selv i de bedste Menagerier kan der ske, hvad man kalder et Uheld – det vil sige, at Dressuren pludselig brister… "

      Fru Herding rykkede igen i Ilden:

      "Der er da virkelig Forskel – paa Mennesker og saa paa Dyr."

      "Hm – jo. Dyrene er klogere. De prøver slet ikke paa at bekæmpe deres naturlige Tilbøjeligheder. Menneskene derimod gør det undertiden."

      "Det er jo nogle ganske forargelige Anskuelser," sagde Hansen-Maagerup. "Man skulde bare lade staa til og gøre og lade, akkurat som man havde Lyst til! Jeg skal sige Dig en Ting: Du mener det ikke!"

      "Hvad gør jeg ikke?.. Om Forladelse: jeg saa ikke, at jeg havde Ruder Knægt… mener jeg ikke, hvad jeg siger?"

      "Nej, Du gør saamænd ikke."

      "Det var da heller ikke godt," tonede det fra Fru Herding.

      "Jeg forsikrer Dem for – jeg mener det. Og hvorfor skulde jeg ikke det? Menneskenes Børn er virkelig nogenlunde utilregnelige i, hvad de foretager sig. Hvem kan f. Eks. indestaa for, at Hansen-Maagerup ikke en skønne Dag gør Alvor af at gaa op til Eksamen?"

      "Du kunde ellers gerne holde det Anliggende udenfor."

      "Ja ja – saa skal jeg tage et andet Tilfælde. Jeg har en Ven – en udmærket Karakter, brav, trofast – han gaar en Gang om Aaret rundt og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver ham gerne lidt – alle – vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa have dem, siger han bare – og saa lægger han Hovedet paa Siden og ler… Ved De, hvad han bruger dem til?"

      "Nej… Han drikker dem kanske op?"

      "Nej fy! Han er det pæneste og ædrueligste Menneske paa Jorden. Han ødelægger dem blot. Han kan gaa ind i Butiker og købe Ting, han ikke har Spor af Brug for. Eller han kaster Skillinger i Grams til Drenge paa Gaden. Eller han gaar ned til Havnen og slaar Smut med Femogtyveører… Han vil bare have den Fornemmelse, at der ingen Grænser er for, hvad han kan tillade sig – de Par Gange om Aaret."

      "Saa synes jeg virkelig, Pengene de kunde være bedre anvendte."

      "Ja – hvordan f. Eks.?"

      "Aa – der er da altid et fattigt Menneske… "

      "Ja vel – Brød mener Du. Jo, Du er mig en net Teolog… "

      "Hvad mener Du med det?"

      "… som ikke ved, at Mennesket ikke lever af Brød alene."

      "Tilvisse ved jeg, at… "

      "Du ved ikke, at der er anden Ulykke til end den, som skriger ud af et Par slunkne Tarme og anden Lykke end at faa Maven fyldt… Se nu min Ven, ham jeg talte om. Han elskede at føle sig som en Fyrste – at kunne strø Penge ud – ganske hensynsløst. Maa han ikke have Lov til det? Og er det ikke ligesaa berettiget at sætte sin Glæde i det som i at æde og drikke og sætte Børn i Verden? Enhver har jo sin Lyst. Nogle finder deres Morskab i at spise Østers, Andre i at samle paa Frimærker, atter Andre i at holde Moralprækener. Hvorfor saa ikke lade dem hver følge sin?"

      "Du taler, som om der kun var Spørgsmaal om Lyst."

      "Ja, vi kan jo godt give det et andet Navn. Derpaa kommer det ikke an."

      "Jeg mener, at det, som er det ædleste og bedste i En… " Det bævede om Hansen-Maagerups Mundvige, saadan som det gerne gjorde, naar et eller andet satte ham i Sindsbevægelse.

      "Det ædleste og bedste – ja, er det ikke det, som ligger dybest i vor Natur? Hvorimod det ringe og daarlige – det er det, som er den fremmed. For Dig, Hansen-Maagerup, er Teologien utvivlsomt det ædleste og bedste. Du er, om jeg saa maa sige, Teolog fra Mo'ers Liv… "

      "Aa – det ved jeg dog ikke." Hansen-Maagerup rødmede beskedent.

      "Ja, Du tænker maaske paa, at Du ikke har faaet den Eksamen – undskyld, at jeg igen berører dette smertelige – men er det ikke netop et Udslag af det evig teologiske? Hvor kan man nogensinde afslutte sin religiøse Forstaaelse med en Eksamen? Din Teologi er uendelig som selve Himmeldybet."

      "Ja, det er jo en let Sag at gøre Nar."

      "Paa Ære – jeg mener det. Men hvad Dit Studium er for Dig, det er f. Eks. Svineopdrætning for en Landmand. Ja, det skal ikke være nogen Kynisme – er det ikke en stor og rig Kærlighed til Livet, dets Frugtbarhed, dets Grøde, der er Kærnen i saadan et Menneske? Han ser det svulme i Modersoen, myldre i det ene Kuld Grise efter det andet – omskabes gennem Flæskets Anvendelse som Næringsmiddel – tror Du ikke, at han i sin Sjæl har et Alter for Frugtbarhedens Guddomme… ?"

      "Svineopdrætning maa vel siges at henhøre til Adiafora – til de Ting, der er neutrale lige overfor det sædelige Begreb. Men lad os nu sætte, at Talen er om ligefrem Ryggesløshed… "

      "Ja hvad saa? Utallige Folkeslag har dyrket Vinens Gud – ikke at tale om Kærlighedens – og Digterne har besunget baade Rusen og… "

      "Ja, Digterne de… "

      "Er nogle uteologiske Lødekøer – naa ja – men se saa til vore gamle brave nordiske Forfædre – de dyrkede da baade det ene og det andet. De drak, saa det drev dem ud af Brynjeringene – de overtraadte henrykt alle Straffelovens Paragraffer og drak Guderne paa Pelsen af Glæde, naar de havde gjort det – de… "

      "Ja, man kan vel ikke gaa saa langt tilbage, naar man skal bevise noget. Hedningernes Forhold til Loven er jo overhovedet et af de vanskeligste Spørgsmaal… Men nu er Du og saa Fruen ligegodt blevne lilleslem."

      Han tog sejrsæl det sidste Stik hjem. Fru Herding kastede et lynsnart Blik paa det Kort, Flyge endnu havde i Haanden.

      "Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes Ansigt strammedes til en stor Bebrejdelse, "nu har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med Kongen! Og jeg, som saa sikkert troede… "

      "Ja, jeg maa meget bede undskylde. Jeg sad i Tanker."

      "Det kan jeg sandelig mærke."

      Fru Herding var vred. Hun svulmede. Naar hendes Harme tændtes, saa hun ud, som om hun blev pustet op indvendig fra. Og hendes Øjne blev endnu rundere end ellers.

      Det СКАЧАТЬ