Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom. Gnudtzmann Albert Theodor

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ syntes tvivlraadig. Han gik lidt frem og tilbage hen ad Fortovsflisen og skottede stadig op til de to Vinduer. Med et syntes han at have taget sin Beslutning. Han sprang op paa Cyklen og satte den i Gang. Men næppe var han naaet til det nærmeste Gadehjørne, før han igen vendte om. Han steg paany af Cyklen, stillede den ind paa Trappegangen og slukkede Lygten.

      Og ilsomt, som for at overdøve en sidste Betænkelighed, løb han op ad Trappen.

      Oppe bag Førstesalens nedrullede Gardiner faldt en Hængelampes dæmpede Skær over en Stue.Der levede Enkefru Herding og hendes Datter Anna.Stuen var ikke stor, og den bar Præg af renvasket og gennemskuret Nødtørftighed. Møblerne var gamle og en Del slidte – og saa fyldte de altfor meget i Rummet. Man kunde se, at de en Gang havde kendt bedre Dage og haft til Huse i et større Hjem. Nu stod de der og krøb sammen med deres anløbne Politur og deres sammensunkne Polstring, over hvilken det falmede Betræk slog Rynker og Folder – stod og vaklede paa deres brøstfældige Ben – som Lemmer i en Stiftelse, stuvede sammen paa en Belægningsstue.Over dem paa Væggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et Samliv – tilfældigt som de Minder, der knyttede sig dertil. I Midten var anbragt i Glas og Ramme et kalligraferet Mindevers over Fruens afdøde Mand. Han havde været Toldkasserer i en Købstad, og det formodedes i Verset, at han nu inkasserede de himmelske Toldintrader. Mindevers over Fruens afdøde Mand. Han havde været Toldkasserer i en Købstad, og det formodedes i Verset, at han nu inkasserede de himmelske Toldintrader.

      Fru Herding var en rummelig Dame med skælvende Former og betydningsfulde Anlæg til Dobbelthage. Hun var nærsynet og bar Næseklemmer. Paa hver Side af Næsen, der havde Form som et bredt og stærkt Næb, havde den gravet en dyb Fure. Naar hun vilde give sine Ord Eftertryk, tog hun Næseklemmeren af og fæstede Blikket skarpt og eftertrykkeligt paa den, hun talte med. Øjnene var kuglerunde og matte: de var uudgrundelige for den, der gennem dem søgte at læse i hendes Sjæls Dybder.

      Det kunde hænde Fremmede, der traadte ind ad Døren, at de ligestraks ikke lagde Mærke til, at der var endnu en Person til Stede i Stuen. Thi Datteren syntes undertiden at blive helt opslugt af Moderens Skygge. Alt paa hende var spædt og en Smule blegsottigt. Hendes Lød var skær og hvid, og i de blege Kinder jog Blodet op, saa saare blot nogen lagde Mærke til hende. Med de store undrende Øjne, der blaanede frem under et stærkt purret Haar og som beherskede hele Ansigtet, lignede hun en nysudklækket, skræmt og hjælpeløs Fugleunge.

      Fru Herding havde formet et trangt og indviklet Begreb om en ung Pige, hvorefter hun ubønhørligt fordrede, at Datteren skulde danne sig. Naar det blev presset ned om hende, følte Anna det, som skruedes hun tom for al personlig Villie og Følelse. Gennem mange Aars Indøvelse var den Sindets Trods, som maaske en Gang havde boet i hende, forkrøblet og visnet. Blot Moderen begyndte at rømme sig advarende, saadan som hun havde for Skik, naar noget mishagede hende, faldt enhver gryende Uafhængigheds-Fornemmelse slapt sammen. Og i Tidens Løb var der over hendes Væsen kommet en underlig forsagt Aarvaagenhed. Hun syntes altid at være paa sin Post mod mulige Irettesættelser fra Moderen.

      Indenfor den stille Stues fire Vægge levede de to Kvinder deres sagte rindende Liv, ensformigt, stilfærdigt, næsten uden Berøring med Omverdenen. Vinduskarmene var tæt besat med Potteplanter, der under Annas varsomme Pleje groede saa frodigt, at det næsten var umuligt at komme til at se ned paa Gaden. Naar den unge Pige om Formiddagen besørgede de mindre Indkøb for Moderen – til de store blev hun ikke betroet – var det hende, som gik hun gennem en fremmed Bys Gader. Fremmede var Menneskene hun mødte, fremmed klang deres Tale i hendes Øren.

      En sjælden Gang modtog de Besøg af Fru Herdings Broder, Onkel Klavs Kihler. Det var en lille spraglet og tummelumsk Herre, hvis Specialitet det var at gaa fallit. Han havde i sine unge Dage i kort Tid rejst med et Skuespillerselskab, derefter havde han i Rækkefølge været Impresario, Fuglehandler, Artistagent, Bladudgiver og Korsetfabrikant. For Tiden havde han en Musikskole, der paatog sig efter et amerikansk System at udvikle fuld Færdighed i Klaverspil i Løbet af en Maaned. Desuden var han Agent i Flygler og tilbød sig med Undervisning i levende Sprog og Handelskorrespondance. Han opholdt sig gerne et Kvarter ad Gangen i sin Søsters Dagligstue, vippende paa Kanten af en Stol, med Hatten paa Hovedet og fægtende med sin Stok i Luften. I den Tid kunde han udkaste ti Planer til en fremtidig Løbebane for Anna, der opskræmt og rød i Hovedet søgte at skærme Etagèrens Nips mod at blive ramt af hans Stok.

      "Hvordan har Kæresten det idag?" plejede hans første Spørgsmaal at være, naar han var kommen indenfor Døren. Og naar Anna harmfuldt benægtede, at hun havde nogen Kæreste, sagde han:

      "Ja Tak – den kender vi nok – den er bare lidt for tyk. Et konfirmeret Pigebarn har altid en Kæreste. Har hun ham ikke om Dagen, saa drømmer hun sig sgu til ham om Natten."

      Anna kunde længe i Forvejen grue for disse Bemærkninger, som hun vidste var ligesaa uundgaaelige som Onkelens Besøg.

      Endnu et fremmed Ansigt viste sig dog af og til i Fru Herdings Dagligstue. Det var Kandidat Hansen-Maagerups.

      Han havde lejet det ene af Lejlighedens tre Værelser og havde nu beboet det i fem Aar. Hans Kandidattitel var ikke beseglet med nogen Embedseksamen, thi Hansen-Maagerup studerede endnu stadig Teologi, saadan som han havde gjort det i den sidste halve Snes Aar. Hvert Halvaar hed det sig, at han nu omsider vilde underkaste sig den endelige Prøve. Men bestandig gyste han tilbage for at vove det afgørende Skridt. Naar han saa Eksamen for sig, fik han en Fornemmelse, som om alle hans møjsommelig sammenskrabede Kundskaber pludselig gled ud og faldt fra hinanden. De blev til løse Brokker uden Sammenhæng, og det var ham ikke muligt at bringe noget ordnet Hele ud deraf. Skønt han læste med stedse voksende Iver, syntes han, at det for hver Gang blev mere forvirret og mere brudstykkeagtigt.

      Fru Herding gjorde intet for at spore hans Beslutning frem, thi med hemmelig Skræk imødesaa hun den Mulighed, at han en Gang virkelig kunde naa sit Maal. Ikke blot skulde hun saa have en fremmed Mandsperson i Huset – thi et Værelse til den Pris fandt vanskelig en kvindelig Lejer – men hun vilde ogsaa iøvrigt komme til haardt at savne Hansen-Maagerup. Han var saa hyggelig og næsten barnligt beskeden – han ordentlig lunede i Stuen, naar han var der inde.

      Og han kom der hver Søndag Aften. Saa fik man sig et Slag Whist. Hele Ugen igennem kunde hun gaa og glæde sig dertil.

      Altid forløb disse Spilleaftener paa samme rolige Vis.

      Paa Slaget halv otte blev Spillebordet gjort i Stand. Tæppet blev taget af det aflange Divanbord, Hængelampen tændt, en Pude anbragt midt i den lave Sofa for at højne Sædet for den, der her skulde have sin Plads. Paa Bordet blev der lagt to Spil Kort, Papir og et spidst Blyant til Regnskabet, og en Underkop blev stillet frem, for at Kandidaten kunde bruge den som Askebæger. Thi der tilstodes ham den Gunst at ryge en lille Cigar i Damernes Selskab. Han røg saa fintfølende, sagde Fru Herding – pustede Røgen fra sig i ganske spæde og belevne smaa Skyer, der kun frembragte en behagelig Duft af Mandfolk i Værelset.

      Naar saa disse Forberedelser var trufne, traadte Hansen-Maagerup ind – nøjagtig Klokken tre Kvarter paa otte. Han var iført en stoisk sort Frakke, bar skinnende hvid løs Krave og graa uldne Muffediser under de snævre Manchetter. Dertil sirlige Lædermorgensko, for hvilke han hver Søndag gjorde Undskyldning.

      Mens man fordelte Pladserne og blandede Kortene, vekslede Fru Herding og Hansen-Maagerup Indtryk fra Formiddagens Prædiken. De hørte til Stadighed hver sin Prædikant, og hver især ansaa de det for en Æressag at stille sin i saa blændende et Lys som muligt. Undertiden kunde de begge to blive ganske hede, og det var næppe nok, at de vilde lade hinanden komme til Orde. Ja, de kunde være saa optagne af det gejstlige Emne, at deres Sans for Spillet føleligt svækkedes under en stor Del af den første Rubber.

      Naar denne Rubber var forbi, spiste man til Aften. Derefter spilledes endnu to – aldrig mere – og under den sidste bød Fru Herding gerne paa en lille bly Forfriskning, der hver Søndag syntes at overraske СКАЧАТЬ