Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom. Gnudtzmann Albert Theodor

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret, hvad han skulde sige til hende.

      Anna lod ikke til at mærke det. Hun var i ypperligt Humør og lo og pludrede løs med Munden fuld af Kage.

      "Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den gør. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Især Herrer. Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."

      "Hvorfor det?"

      "Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud – de kan sidde og se helt fortabt paa deres Smørrebrød. De har naturligvis ikke noget andet Sted – jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise ganske alene ved et lille Bord – Tak! det skulde jeg dog ikke have noget af. De er vist ogsaa sære, mange af dem – jeg synes, de, som varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem… Kan De se den tykke Opvarter der – sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet foran dem… Se, der kommer en Hund – aa, det er Synd: den faar vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nænne at tage en Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tør Mund paa, at man selv spiser… Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa skal Du faa Sukker… Monstro den holder af Sukker?.. Saa – sitze – god Hund… Nej, hvad er nu det?"

      Hunden havde meget behændigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden Haand.

      "Nej stop, det var ikke Meningen – fy, skamme sig… "

      Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som en sagte Musik.

      Han hævede sit Glas og drak med hende.

      "Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"

      "Tak" – hun lo – "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har drukket dette her."

      … Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kaféen stilede hen mod Bordet, hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet Haar og et svagt Fuldskæg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hænder med stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og tilbage ved hans Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde han intet Overtøj men var klædt i en grov blaa Jakke, der var knappet helt op i Halsen.

      Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nærværelse gik han lige hen til Anna, glædestraalende og svingende med Haandkufferten.

      "Frøken Herding!" raabte han, "Frøken Herding! Nej, det var da morsomt, det var da forfærdelig morsomt!"

      Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam frem, og bøjet ned over den var hun i Færd med at frisere dens Øren. Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder skød der en varm Strøm af Blod.

      "Bøg!.. Nej dog! hvordan kommer De her?"… Hun rejste sig op og rakte ham sin Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.

      "Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg færdig med Militærtjenesten – nu har jeg rejst hele Natten… Og saa skal jeg netop komme her ind og spise Frokost… Og det første Menneske, jeg træffer paa – det skal være Dem!"

      "Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op til os – ikke sandt – det var De da?"

      "Naturligvis var jeg det… skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse – men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig. De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København – ja, og saa Deres Mo'er da… Hun har det vel godt kan jeg tænke… ?"

      De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene. Hunden, der mærkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte at indsmigre sig hos Bøg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen syntes at tænke paa Flyge.

      Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.

      "Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget god Barndomsven af mig. Og det er Hr… .Hr… ." Hun stirrede paa ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans Navn frem af sin Hukommelse.

      "Flyge," sagde han med et lille Smil.

      "Ja, Hr. Flyge – om Forladelse… Men saa sæt Dem dog ned, Bøg."

      Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende paa ham.

      "Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"

      "Værsaaartig."

      Bøg rykkede en Stol hen til Bordet og tog Plads. Anna blev ved at se dybt paa ham.

      "Nu bliver De her da nogen Tid – her i Byen," sagde hun.

      "Ja – jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer her. Jeg skal tiltræde den imorgen."

      "En Plads? Nej virkelig? Er den god?"

      "Aa – jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' – kender De det?"

      "Nej."

      "Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse – en kemisk Sammensætning – til Fremstilling af Næringsmidler."

      "Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrød i en Pebermynteæske? For det har jeg læst om i 'Familie-Journalen'."

      "Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke noget til det, jeg bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke vil røbe Hemmeligheden."

      "Saa skal De naturligvis være den, der staar for det hele?"

      "Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."

      "De vil være Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.

      "Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."

      "Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til Jernbanen."

      Han trak paa Skulderen.

      "Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde der inde paa Kontoret – og saa se Togene suse forbi og forbi – ud i Verden. Nej det kunde jeg ikke. Saa gik jeg en skønne Dag til gamle Møller… "

      "Overlæreren? Hvordan har han det?"

      "Udmærket! Jeg sagde til ham, at han maatte læse med mig – Fysik og Kemi – og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid… "

      "Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem noget videre?"

      "Jo – o – han har skam været dygtig en Gang… Men nu er jeg jo glad, at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa – det tror jeg da saa sikkert."

      Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bøg en Kende СКАЧАТЬ