Mennesket. Peter K. A. Jensen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ at skelne de to kromosomer nr. 1 hos I-2 og dermed følge nedarvningen af markørerne og det tætkoblede sygdomsgen (henholdsvis den normale udgave, der findes på det ene kromosom 1 og den syge (muterede) udgave på det andet kromosom 1). Det ses, at I-2 har videregivet det “hvide” kromosom til sit raske barn, men det “gule” kromosom til sit syge barn. Endvidere har det syge barn, III-1, modtaget det gule kromosom fra sin farmor. Sygdomsgenet må således følge det gule kromosom, mens det raske gen følger det hvide kromosom. III-2 er et foster, hvor markøranalysen viser, at det må have arvet det raske gen fra faderen.

      Direkte mutationsundersøgelse

      I tilfælde, hvor sygdomsgenet er fuldt karakteriseret, er direkte mutationsdiagnostik mulig. Som eksempel skal mutationsundersøgelse ved seglcelleanæmi, der blev omtalt ovenfor, beskrives. β-globingenet, der er muteret ved seglcelleanæmi, var, som ovennævnt, det første humane gen, der blev klonet. Seglcelleanæmi er en autosomal recessiv sygdom, hvor syge personer er homozygote for en mutation i β-globingenet (se figur 1-3). Mutationen, der består i en simpel baseudskiftning (A → T) i genet er nem at påvise med moderne DNA-teknologi. Seglcellemutationen ødelægger genkendelsessekvensen for et restriktionsenzym kaldet MstII. Først opformeres den relevante del af genet med PCR-teknik. De herved fremkomne PCR-produkter behandles efterfølgende med restriktionsenzymet, der vil kløve PCR-produkterne fra det normale, ikke-muterede gen, mens PCR-produkterne fra det muterede gen ikke vil kløves. Sidstnævnte produkter er derfor længere end de normale produkter, hvorfor de normale og abnorme produkter vil kunne adskilles i et elektrisk felt (elektroforese).

      DNA-profilanalyse inden for retsmedicinen

      Indførelsen af DNA-analyser har revolutioneret det retsmedicinske og politimæssige opklaringsarbejde. De områder, hvor DNA-analyser især har betydning, er civile forhold som familiesammenføringer, faderskabssager og dødsulykker samt kriminalsager, der involverer voldtægt og drab.

      Nøgleordet i dette arbejde er personidentifikation. Det drejer sig f.eks. om at finde ud af, om en udlagt barnefar kan udelukkes eller ej, om påståede eller formodede slægtsrelationer kan sandsynliggøres eller det modsatte, hvem ofrene for en given dødsulykke er (og det er især ved opklaringen af masseulykker med virkelig mange omkomne, at DNA-analyserne har fået stor betydning), og hvem der har forbrudt sig i en given voldtægts- eller drabssag. Hvis ofrenes identitet i sidstnævnte sager ikke på anden måde er kendt eller kan fastslås, vil DNA-analyser selvsagt også finde anvendelse i dette opklaringsarbejde.

      Hertil kommer et væsentligt fremskridt inden for retssikkerheden: Det er nu ved hjælp af DNA-analyser blevet muligt at fastslå, at personer, der er blevet uskyldigt mistænkt, sigtet eller dømt for at have været involveret i eller have begået en forbrydelse, typisk drab eller voldtægt, rent faktisk ikke har bidraget til de fundne biologiske spor af gerningspersonen. I USA har et privat initiativ, the Innocent Project sikret, at 143 dømte personer (april 2004) er blevet frikendt på grund af DNA-analyser, heraf mange efter at have tilbragt flere år i fængsel, i 13 tilfælde som dødsdømte.

      Ved analyse af dét biologiske materiale, som den pågældende har efterladt, er det muligt at tilvejebringe et “genetisk signalement” af vedkommende, det der i dag kaldes en DNA-profil (tidligere anvendte man også betegnelsen “genetisk fingeraftryk”). Styrken ved DNA-profilanalysen er, at man ved hjælp af den har mulighed for at tilvejebringe data, der for alle praktiske formål kun kan stamme fra ét befrugtet æg (zygote), dvs. fra én bestemt person (bortset fra enæggede tvillinger, der vil have samme DNA-profil, da de er udviklet fra én og samme zygote). I kriminalsager er det muligt definitivt at bevise uskyld: Der skal blot være en enkelt uoverensstemmelse mellem den anklagedes DNA-profil og DNA-profilen af materialet fra gerningsstedet. At bevise skyld er derimod en anden sag: Her kræves, at man statistisk kan vise, at sandsynligheden for, at en anden person end den anklagede har leveret den pågældende DNA-profil, er forsvindende lille (“1:50 millioner”).

      Kortlægningen af menneskets arvemasse har afsløret kolossale forskelle i basesekvensen mellem forskellige personers DNA. Variationen er så stor, at det er muligt ved blot at analysere nogle få (ca.10) højvariable regioner af arvemassen at opnå individuelle DNA-profiler. Når man i en befolkning kan beskrive variation i form af forekomsten af forskellige, velkarakteriserede udgaver af et bestemt gen eller en bestemt egenskab, siger man, at der foreligger en polymorfi (“mange former”), og når variationen er arveligt betinget, taler man om en genetisk polymorfi.

      De klassiske genetiske polymorfier, som indtil DNA-æraen dominerede retsmedicinsk personidentifikation, er blodtyper, vævstyper og visse andre proteinpolymorfier, der blev indført i slutningen af 1960’erne. Proteinpolymorfierne har dog væsentlige begrænsninger, hvoraf den vigtigste er den begrænsede grad af variation. Derfor var fokus i retsmedicinsk sammenhæng før i tiden primært på eksklusion og ikke på positiv identifikation, når to prøver skulle sammenlignes. Især i faderskabssager, hvor nært beslægtede personer var involverede, kom proteinpolymorfierne ofte til kort. Desuden nedbrydes proteiner forholdsvis let, og proteinanalyser kræver ret store vævsmængder som udgangsmateriale.

      Udviklingen af DNA-analyserne har haft en række fordele inden for retsmedicinen: Arbejdsgangene i laboratoriet er blevet stærkt forenklet og mindre arbejdskrævende; det er muligt at opnå analyseresultater ud fra ganske lidt og delvist nedbrudt udgangsmateriale; og sidst men ikke mindst: Variationen på DNA-niveau er langt større end på proteinniveau. Det sidste betyder, at fokus nu kan rettes mod positiv personidentifikation, idet det i princippet er muligt at opnå en unik DNA-profil for hvert individ i lighed med de klassiske fingeraftryk. DNA-profilanalyse blev første gang anvendt i en kriminalsag i Leicester, England i 1987, hvor to skolepiger blev voldtaget og myrdet.

      Det var englænderen Alec Jeffreys, der i midten af 1980’erne lagde grunden til DNA-profilanalyserne i forbindelse med opdagelsen af de i kapitel 2 omtalte VNTR-loci (flertal af locus), der er sekvenser af basepar, der er gentaget et antal gange lige efter hinanden (såkaldte repeats); antallet af gentagelser varierer fra det ene kromosom til det andet; de beskriver med andre ord en genetisk polymorfi. VNTR-loci findes spredt rundt i arvemassen i et stort antal. VNTR-loci inddeles i såkaldte minisatellitter, hvor den repeterede sekvens typisk har en længde på 15-70 basepar, og mikrosatellitter (STR’er, engelsk short tandem repeats) hvor den repeterede sekvens er 2-4 basepar lange. De hyppigste STR’er har en længde på kun to basepar og her er de såkaldte CA-repeats de hyppigste. CA-repeats har fundet udbredt anvendelse i forbindelse med genkortlægning og ved udredning af familier med arvelige sygdomme (jf. ovenfor).

      DNA profilanalyse ved hjælp af STRs. DNA fra to mistænkte er sammenlignet med DNA fra gerningsstedet. Person B’s profil matcher profilen fra gerningsstedet. STRs bestående af en enhed på fire baser er gentaget op til 17 gange. F.eks. er D7S820 en region på kromosom 7, hvor sekvensen AGAT kan forekomme mellem 7 og 14 gange. Der er en høj grad af variation i antallet af kopier af AGAT mellem forskellige individer. Da alle mennesker har to kopier af kromosom 7 (én fra faderen og én fra moderen) har hver oftest to forskellige kopital, f.eks. 8 på det ene kromosom og 11 på det andet. Det forekommer dog at en person er homozygot for et bestemt kopital (f.eks. 8 og 8). Jo flere regioner på kromosomerne, der inddrages, jo større sandsynlighed er der for kun én match, og jo mindre er sandsynligheden for at DNA-profilen fra gerningsstedet kan stamme fra en anden person. Typisk bestemmes profilen ud fra ca. 12 regioner.

      Af analysetekniske årsager har man inden for retsmedicinen valgt at basere analyserne på STR’er med tetranukleotid-repeats (fire basepar lange). De STR’er, der indgår i en standard DNA-profil, er alle autosomale, men karakteriseringen af en række STR’er på Y-kromosomet har gjort det muligt at supplere standardanalysen med Y-DNA-profilanalyse i tilfælde, hvor drenge/mænd er involverede (figur 1-9).

      Faderskabs- og familiesammenføringssager

      I СКАЧАТЬ