Mit Liv og Levned. Fibiger Johannes

Чтение книги онлайн.

      De to yngste lignede mere Adolf. De havde begge samme velconstruerede Hjærne, der kunde lære alt, hvad det skulde være, og saa hurtig det skulde være, undtagen Musik, det havde ingen af den Gren af Familien Sands for, men ogsaa saa stærke Lidenskaber, at det kastede en Skygge over deres Liv. Otto døde som Rector i Horsens, temmelig nedbrudt paa Sjæl og Legeme, Vilhelm fandt allerede som theologisk Kandidat, men uden Christendom, fortvivlet over en ulykkelig Kjærlighed, sin Død af Brystsyge i Neapel.

      Døttrene var ligesaa mærkelige. Ilia, som var tre Aar ældre end jeg, bar allerede, da jeg lærte hende at kjende, paa det Hjærtesaar, hun aldrig forvandt, som vel endog blev sværere med Tiden, og maaskee var det stærkeste Motiv til hendes verdensforsagende Liv. Hun var kun 16 Aar, da hun forelskede sig i den i sin Ungdom overordentlig smukke Oswald Marstrand, hendes Broders Ven. Hendes Lidenskab var saa voldsom, at hun kunde gaae fra sig selv, endog engang besvimede blot ved at see ham i Afstand. Han gjengjældte aldrig hendes Følelse, skjønt Adolf, som ikke havde Betænkelighed ved noget dristigt Skridt, friede for hende. Men hun var en overordentlig Charakter, hun bar sin Smerte saa godt, at man intet kunde mærke, naar man ikke kjendte Grunden til de tungsindige Trækninger, der uden Anledning kunde gaae over hendes Aasyn. Hun var sædvanlig i høi Grad livfuld, hurtig i sin Tale, aandfuld, vittig, noget satirisk, yndede Paradoxer, hvorfor vi altid disputerede, men hun havde ikke den skjønt udformede Veltalenhed som Broderen. Let og slank som Moderen var hun lysere og havde intet af det smægtende Væsen, men mere af Faderens Træk. Hun var smuk, men havde et eget paafaldende Væsen, og intet af andre unge Pigers Lyster, jeg har for Ex. aldrig seet hende dandse.

      Mathilde, der ogsaa er bleven bekjendt som dristig Forfatterinde, var dengang et Barn, som endnu stod i Skygge for den Søster, der var nærmest foran hende i Alder, Anna, en yndig lille Pige, altid dandsende med flagrende Lokker, farende i Armene paa enhver, hun blev henrykt over, seende ud som et Vidunderbarn med sine spillende Træk og sin begeistrede Tale. Hun lignede mest sin ældste Broder, men hun udviklede sig ikke ganske saaledes som vi havde ventet. Da hun blev voxen, beholdt hun sit barnlige Væsen og sit gode Hjærte, ogsaa de heftige Bevægelser, men hendes Interesser indskrænkede sig væsentlig til det Familiære. Hun blev Moder til Karl Gjellerup. Af de to mellemste Søstre udmærkede den ene sig ved blomstrende Skjønhed og hjærtelig Følsomhed som Moderen, den anden, den noget forvoxne, som lignede Ilia, ved en stærk, men af Skjebnen forknyttet Charakter.

      Det var et forunderligt Sæt Børn, jeg har i ingen anden Familie seet noget saa overraskende. Maatte altid tænke, formeget baade af skarp Forstand og farlig Følelse. Men ikke vel organiseret. Selv de stærkest begavede af dem havde dog ikke den Genialitet, som frembringer af det Bedste i sin Retning. Deres Overlegenhed viste sig mere i en Charakterstyrke, som intet skyer. Det var dem som i Kjødet baaren, enten være den, jeg er, eller knuses, eller er Forholdene for slappe til at knuse, saa forfalde. Deres Moder, tilsyneladende det mest forsagende og sarteste Væsen, havde samme Urokkelighed. Hun holdt sig til, at det var hende umuligt, physisk umuligt at være og at gjøre andet end hun gjorde. Det blev Familiens Ulykke.

      Medens de levede paa Høiskolen var det deres glimrende Tid. Vi var nær ved at betragte det som en Æventyrverden, naar vi kom der. Den vidtløftige Bygning – den laa paa det nuværende Theaters Plads med en Kanal bag sig – med sin store Forhal, brede Korridorer, Samlinger, Bibliothek, Laboratorium, Læsesale osv., som man maatte forbi, inden man naaede Chefens Bolig, bidrog til at imponere, og Familiens Talent til at sætte de mest burleske Festiviteter i Scene, fuldendte Indtrykket. Det var vel i Vinteren 1835 – 36, da vi, indkomne fra Roskilde, var med til Opførelsen af Barselstuen og derefter Kostumebal. Oswald Marstrand var den smukke Barselkone, som hans Broder har malet paa sit bekjendte Billede, Caspar gav mesterlig Doctoren og Adolf ikke mindre Barberen. Ilia var som skabt til den fornemme Frue, og jeg fik Lov til som Page at bære hendes Slæb, en Rolle jeg da alle Dage har maattet spille med hende.

      Men Lykken vendte sig altfor snart. Der viste sig mere og mere et daarligt Forhold mellem Forældrene, og da jeg blev Student, levede de allerede adskilte. Grunden til saadant er altid vanskelig at see. Min Farbroder var som sine Brødre egnet til at være en god Fader og Ægtemand, men økonomisk Ruin, som let nok kommer for en knap lønnet Militær med en stor Familie og i en Stilling, hvor der maa gjøres Hus, gjorde ham fortvivlet og han var hidsig. Han søgte at bøde paa sine Kaar ved at sende sin Familie bort om Sommeren, hvorved det gjæstfrie Forpagterhus paa Lolland var ham paa det hjærteligste behjælpelig, men denne Adskillelse kunde ikke gjøre Forholdet bedre. Da han i 1836 blev forflyttet til Jylland, blev det baade sværere og bittrere. De levede ikke længe sammen i Veile, saa forlod hans Hustru ham og flyttede til Kjøbenhavn med alle Børnene, paa den Datter nær, som hun ikke kunde taale at see.

      Der ymtedes om Utroskab fra hans Side, og saa vidt jeg veed, har hans Hustru ved Skilsmissen gjort dette gjældende. Min anden Farbroders, Scavenius Fibigers Hustru, som var mest indviet i Sagen, troede ikke derpaa. Dog pleiede hun at sige: Grete kan have sine Feil, men hun har ogsaa lidt meget, for Adolf er haard. Dog holdt hun meget af sin Svoger; og Stiftsprovst Tryde, der som mæglende Præst havde Sagen under Behandling, yttrede paa den anden Side, at saaofte han end havde seet det ufordrageligste, havde han dog aldrig truffet haardere Mennesker end denne Frue og hendes Datter. Thi det var det sørgelige, at Ilia stod ved Moderens Side under disse Scener.

      Skilsmissen blev fuldført i mit første Studenteraar, medens jeg endnu ikke var kommen dem saa nær som senere. Selvfølgelig blev det paa begge Sider deres Ulykke, og Børnene kom til at bøde for Forældrenes Brøde. Han blev en ringere Mand, og hun hentæredes. Men dette kommer jeg tilbage til.

      For at fuldføre Familiekrøniken tager jeg her den yngste Gren af min Fædreneslægt med.

      Jakob Scavenius Fibiger var en lille, høiskuldret Knub, som hans Brødre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund af hans tilbageholdende og noget ubehjælpsomme Væsen, fra først af ikke holdt høit i Ære. Men han var langtfra at fortjene det. I hans store og smukke Hoved boede der lige saa store og smukke Tanker, og med sin overordentlige Grundighed, Samvittighedsfuldhed og rolige Flid arbeidede han sig efterhaanden frem til at blive sin Tids ypperste Mathematiker og Artillerist her i Landet. Han talte ikke meget, men havde dog en Del Vid, og den hjærtelige Latter tilfælles med min Fader; var ligesaa rødmusset, lys og glad, som Fader var bleg, sorthaaret og tung af Sind. Saa kjærlig og trofast en Sjæl som man vel kunde see; ligesaa trykket af Næringssorg som Broderen – hvor kunde i Frederik den sjettes Tid en Officer, der havde giftet sig som Lieutenant og havde otte Børn, vel være andet? Men ligefuldt den lyksaligste Ægtemand, alle Dage en henrykt Brudgom med sin lille ligesaa elskværdige Hustru; og med sine Døttre, for den Sags Skyld ogsaa andres Døttre, hængende om sin Hals. For alle unge Piger var det en afgjort Sag, at han var sød. Han sad helst i Dagligstuen, og regnede sine Formler med den ene Haand, mens den anden legede med Pigebørnene. Naar han saa pustede efter et uendeligt Algebrastykke, bredte han Armene vidt ud efter dem, og sang med travesteret Rørelse en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa musikalsk som min Fader. Et Talent havde han udviklet paa sine Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke Ting med hjem.

      Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjære Gamle, og Børneflokken, der havde arvet deres Hjærtelag, var det en ublandet Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrværkeri som hos den ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit fulde glade Hjærte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema, hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled sig med begge Hænder i Haaret og raabte: »Et Geni, det vil da sige et Bagbæst!« Brast saa ud i høi Latter over sin Paradox.

      Medens disse Familier var mine kjæreste, fandt jeg ogsaa i Møllers Hus, hvor jeg boede i de to første Aar, en Del Ungdom af min Mødreneslægt, men ingen af disse lønner det sig at omtale. Det smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med engelske Romaner, mest i tydsk Oversættelse – hvorvel jeg i den Tid ogsaa lærte Engelsk af min Ven Lægen Jens Blicher СКАЧАТЬ