Mit Liv og Levned. Fibiger Johannes

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ hvorledes det vilde gaae, hvis den bly Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter, skulde give sig til at forsvinde.

      Credo, ut intelligam – vi kom meget let hen over Credo, Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vidt henover den aandløse Verden – aandløs var den jo allerede dømt at være fra Æsthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Børn, og Folk som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dække sig, hvis Blinket skar dem i Øinene. Ak ja, Forfængeligheders Forfængelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere ægte Vin omkring mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa tage mig et længere Afsnit til at fortælle derom, inden jeg kan igjen vende tilbage til Christendommen.

      Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa jeg have gjort min Opvartning hos de lærde Foresatte, men derom har jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den første Vinter beboede et trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestræde, men om Foraaret flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa første Gang Nr. 4, under alle Regentianernes Ven, den gode grønne Lind.

      Min Moder var ikke istand til at understøtte sine Sønner med andet end at tage imod os paa vore hyppige Besøg i Roskilde. Det var paa Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har altid været min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og havde mere Lyst til at undvære end til at anstrenge mig.

      Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjære Tante Christine Møllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med mit knappe Communitetsstipendium. Min Føde hjemme bestod af Rugbrød med Smør paa til 1 Pundet, og en Kop Kjøbenhavnsk Melk eller »Regentsthe« til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde det øvrige hen til Klæder, var det dog ikke muligt at komme igjennem dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have bedet en og anden af mine Slægtninge om at hjælpe mig med en Skræder- eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand var i mig. I den værste Nød kom der saa en og anden Hjælp af slet betalte Undervisningstimer.

      Endnu følgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men ogsaa naar jeg forlængede mine Vandringer til Dyrehaven og de andre Kjøbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa Beværtningssteder, men havde hellere mit Smørrebrød med i min Botaniserkasse.

      Paa disse Vandringer vænte jeg mig til at læse gaaende. Dosseringerne ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke regnede. Jeg har paa de Veie læst mange Ting, ikke just lettere, helst det strenge og vidtløftige, som Hegels Forelæsninger, Æsthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager, hvoraf især Farvelæren beskjæftigede mig meget. I en senere Tid har jeg ogsaa indtaget en stor Del af Søren Kierkegaards Skrifter paa gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhøie Indtrykket, naar jeg læser ude. Omgivelserne danne en skjøn Ramme, og de Drømme der under Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de gjennemtrækkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Læsningen er opfyldt af.

      Goethe gjorde jeg altsaa nu et grundigt Bekjendtskab med. Den første der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader. Han kunde ogsaa være ganske rolig, til ikke at betale en Gjæld havde jeg altfor lidt Erfaring.

      Men min kjære Moder kunde ikke være saa ganske rolig. Saameget hun end havde læst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bøgerne paa Bordet lettelig kan bevises at være.

      Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til at give sit Billede helt, og vi væbnede os med filosofiske Fraser. Men Moder kunde ligefuldt med fuld Føie svare: I mener det ikke. Hun tænkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente; men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havde sin gode Grund til ikke at ville høre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig været.

      Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han været for stærk. Men jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversættelse udenad, og var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage til sin klangfulde Bas i Stumper af , Othello og Kong Lear, heller ikke mindre i det mindste i Aanden at sætte sit Liv til for Desdemona og Imogen.

      Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke særdeles godt. Oehlenschlæger har aldrig ret været min Mand. Jeg savnede hos ham, hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og Lidenskabernes Kogekjedel.

      Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Møller høist, saa lidt han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med Christian Winther, som var Datidens udkaarne, næsten eneherskende Sanger, gik det mig omtrent som med Goethe. Samme Tankegang, som jeg anvendte paa de største Digtere, fulgte jeg i det Hele ved alt, hvad jeg læste af skjøn Litteratur, og i den Tid læste jeg overmaade meget i den Retning. Siden har jeg læst meget lidt udenfor mine videnskabelige Studier; kun til Tider igjen vovet mig ud paa Kunstens bevægelige Hav, men ellers mest maattet tære paa Indtrykkene fra Ungdommens Dage. Selv at forsøge mig som Digter, var der i den Tid af mit Liv ingen Tanke om, ikke engang en Forudfølelse af, at det nogensinde kunde skee.

      Universitetsstudiet blev derved en Del splittet og forsinket. Imidlertid kom det mig tilgode, at jeg, siden jeg fik den forunderlige drømmende Lediggang, som jeg led saameget af i min Skoletid, aflagt, har været overordentlig flittig i al boglig Kunst. Trods alt hvad jeg fik Tid til, holdt jeg mig dog ligesaa stadig til mine theologiske Lectier som nogen anden flittig Student. Jeg saae mig ogsaa i dette Fag ganske vist videre om, end hvad der forlangtes i Collegiehefterne og i den Anvisning til at gjøre sig færdig paa tre Aar, som Professor overrakte os. Jeg sled i den hegelske Filosofi, saa mit Hoved knagede, men jeg forsømte heller ikke de skjønne speculative Værker, hvori hans Disciple af christelig Retning søgte med hans Tryllestav at tugte gammel Theologi til at flyde i klarede Strømme gjennem Nutidens Hjærner. Stort troede jeg ikke paa nogen af Delene, men jeg havde endnu intet andet at holde mig til, og jeg gjorde min Pligt med at lære Kunststykket. I Følelsen af, at det var, hvad det idetmindste for mig ogsaa i Virkeligheden var en Skolelectie, indrettede jeg mig ogsaa ganske ordentlig derefter, i Haab om dog om muligt at kunne gjøre Clausens Anvisning Fyldest. Et ganske forgjæves Haab, Gud vilde det anderledes.

      ANDET KAPITEL

      FAMILIE OG VENNER

      Ungdommen er Venskabets Tid, i det øvrige Liv maa man hovedsagelig leve af den Beholdning, man har reddet af Venner fra de gode Dage. Falde saa ogsaa de fra, er man ene. Lykkelig da den, der i Tide kan skaffe sig en god Beholdning. Skolekammerader vil ikke meget sige, de maa først undergaae en Omformning, før de blive brugelige for Livet, og de fleste smelte bort under den. Først er man henvist til Familien og dens Venner, der er Arven, man faaer for intet.

      I den første Studentersommer gjorde Broder Christian og jeg en Opdagelsesreise i Retning af at samle Familievenner. Vi kjørte med Dagvogn til Præstø, og drog videre paa vor Fod til Kallehave, færgede over Ulfsund, og kom som et Par unge Lemmer, der gjerne vilde fæstnes til en gammel Stamme, til Provstegaarden i Stege. Visselig blev vi ogsaa varmt nok fæstnede, der var Arme nok, som kappedes om at faae det Arbeide gjort i en Hast. Alt gik i en Hast i det Hus.

      Faderen, Daniel СКАЧАТЬ