Название: Kinesisk religion og livsanskuelse
Автор: Klaus Bo Nielsen
Издательство: Ingram
Жанр: Религия: прочее
isbn: 9788771246049
isbn:
I dag skelner man mellem en mængde neolitiske kulturer, der har eksisteret inden for det store område, der i nutiden udgør Kina. Der er altså ikke én neolitisk kultur, men adskillige, der hver især udmærker sig med deres særlige materielle kendetegn.
Allerede i den neolitiske periode (før Shangdynastiet) har jade været i udbredt anvendelse i Kina. Siden 1950’erne har mere end 50 udgravninger af neolitiske bosættelser og begravelsespladser fundet sted. På disse lokaliteter er der udgravet store mængder af jadeobjekter.34 De tre dominerende neolitiske kulturer i Kina, som anvendte jade, kaldes Hongshankulturen (3500-2500 f.Kr.), Liangzhukulturen (3000-2000 f.Kr.) og Erlitoukulturen (2000-1500 f.Kr.). Fra disse tre gamle kulturer stammer vores kendskab til kinesernes tidligste brug af jade. I de neolitiske fund er der oftest tale om ‘rituel jade’, som formodes at være blevet anvendt i forbindelse med religiøse riter. Endnu er deres eksakte betydning i religiøs sammenhæng uklar, men blandt de mest karakteristiske jadeobjekter er de særlige jadeskiver (bi
Jadetilvirkningen har nået betydelige højder, særlig i Liangzhukulturen, som har evnet at frembringe forbavsende fine jadearbejder. Den eneste måde var dengang at anvende specielle sandtyper som slibemiddel, men ved hjælp af nu ukendte teknikker har de alligevel opnået imponerende resultater. Selv om vi ikke ved meget om de rituelle jadeobjekter, kan man dog konstatere, at jaden må have været et særlig betydningsfuldt materiale, og at det ydermere har haft en mængde symbolske attributter.
Når man betragter offerkar og krukker m.m. fra den kinesiske neolitiske tid, og sammenligner disse med fund fra Shangdynastiet, viser de sig at være videreført i Shangdynastiet eller længere frem i den kinesiske historie. I de neolitiske lervarer fra især Longshankulturen foregribes de keramiske former, der senere viser sig som bronzekar i Shangdynastiet. Da Shangdynastiets frembringelser af bronzekar har et rituelt formål, vil det derfor være nærliggende at tro, at den samme anvendelse har været gældende for de neolitiske lerkar, der tydeligvis har den samme specielle formgivning.35 Neolitiske gravfund har vist, at man placerede dagligdags brugsredskaber og fødevarer hos den afdøde, men samtidig ser man også kostbare genstande, typisk tilvirket af jade, i de neolitiske grave. Det understøtter teorien om, at forfædredyrkelsen allerede i den neolitiske periode var et centralt anliggende.
Religion i Shangdynastiet
Shangdynastiet (1600-1046 f.Kr.)
Kina som civilisation omtales ofte som verdens ældste af samtlige nulevende højkulturer. For mere end 3500 år siden eksisterede der i Kina en sofistikeret kultur. Den traditionelle kinesiske dynastihistorie begynder med Xiadynastiet ca. 2000 år f.Kr. Det er imidlertid usikkert, hvorvidt vi kan betragte Xiadynastiet som et egentligt dynasti. Vi har i denne tidlige periode meget lidt information og ingen beviselige arkæologiske fund, der kan konstatere en eksistens af et dynasti. Før Xia- og Shangdynastiet fortælles det i overleveringen, at der eksisterede fem mytiske kejsere (wudi
Det andet store ‘dynasti’, som for alvor kan spores, og som ofte er nævnt i de historiske kilder, er Shangdynastiet, der ifølge traditionen eksisterede i flere hundrede år, før Zhoudynastiet tog magten i 1046 f.Kr. Fra arkæologiske udgravninger af gravpladser og beboelsesområder, hvoraf nogle daterer sig til ca. 1300 f.Kr., findes der utallige beviser for, at der eksisterede en civilisation, som bestod i et rigt og organiseret samfund, med et skriftsprog, der tydeligvis er kinesisk. Fund af mægtige bymure og kongegrave indikerer Shangdynastiets evne til at mobilisere enorme mængder af menneskelig arbejdskraft. Det kinesiske skriftsprog fandt sin form under Shangdynastiet, hvorfra vi kender eksempler med skrifttegn skrevet eller indridset i bronzekar, dyreknogler eller skildpaddeskjolde.36 Der er gennem tiden dukket uhyre mange genstande op fra denne tidlige epoke, og fra skrifttegnene kan man få en idé om den verden, Shangfolket levede i. Da tegnsproget, så vidt vi ved, først og fremmest har været anvendt til særlige rituelle formål, fremkommer et billede, der hovedsageligt er knyttet til de kongelige. Det har derfor kun været en fåtallig elite, der har behersket dette skriftsprog.
De ældste skriftlige kilder fra Kina stammer fra Shangtidens spådomme,37 der omhandler forespørgsler til de højere magter, f.eks. om vejret, krigslykke, sygdom, ofringer, fjendtlig aggression m.m.38 Rådspørgning af oraklet angik således vidt forskellige forhold, fra store vitale spørgsmål om liv og død til mere banale ting som tandpine eller et dårligt øje. De består i korte og konkrete spørgsmål, hvortil der ønskes et bekræftende eller afkræftende svar, som f.eks.:
Shang Di (Den øverste herre) vil beordre regn, (eller)
Shang Di vil ikke beordre regn. (Egerod 1987, 14)
Spådomsteknikken består i at anbringe en glødende nål på knoglen eller skildpaddeskjoldet, efter først at have boret et lille hul, hvor nålen kan anbringes. Derved opstår der revner eller krakeleringer i materialet, hvorved der kan ses en række diffuse linjer, der igen lader sig omsætte til et konkret svar. Svaret kommer i stand gennem tolkning af linjerne udført af en spådomskyndig, som ofte var kongen selv. I disse orakeltekster skinner det tydeligt igennem, at anekulten indtager en central betydning i det religiøse liv. Orakelteksterne afslører en særdeles kompleks og omfattende rituel praksis, der kunne involvere dans og musik og en serie af ofringer til ånderne eller forfædrene. Troen på, at den afdøde blot levede et liv i det hinsidige i lighed med det jordiske liv, ses blandt andet af, at den døde fik mad, brugsgenstande og andre fornødenheder med sig i graven. De levende fortsatte med at sørge for deres aner med offergaver, medens de udøvede forskellige rituelle tilbedelsesformer henvendt til forfædreånderne. De levende havde gensidigt brug for hjælp og beskyttelse fra de afdøde, hvorfor det var nødvendigt at udføre sine religiøse forpligtelser til gavn for og styrkelse af hele slægten.
Shangreligionen viser nogle af de karakteristika, som senere blev dominerende i kinesisk religiøsitet. Ofringer og divination var dengang som nu et rituelt kommunikationsmiddel mellem den himmelske og СКАЧАТЬ