Kinesisk religion og livsanskuelse. Klaus Bo Nielsen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ princip, Dao: som en rytmisk kilde og livets grund. Himmel og Jord er her det fysiske univers født ud af kaos, som indeholder alle ‘frø’ eller potentialer af de fremtidige differentierede ting og fænomener. Kaos har i den forstand en særdeles positiv betydning, skønt det må siges, at kaos ikke kan forblive kaos for evigt, da det må realisere sine potentialer, men alt må igen vende tilbage til den udifferentierede kaostilstand. Dette har for daoismen en stærk soteriologisk (dvs. frelsemæssig) betydning. Det kan siges, at daoisterne søgte efter den mystiske tilbagevenden til den oprindelige enhed eller det udifferentierede stadie, hvilket involverer en nødvendig korrelation mellem legemet og ånden, natur og kultur, genforeningen mellem yin og yang og sameksistensen mellem det skabte og det uskabte. Hvilket er funderet i skabelsesaktens mysterium, som udgår fra det amorfe kaos, som kan betragtes som den indfoldede ‘orden’ (se Girardot 1988).¹⁸

      I den religiøse daoisme er kaostemaet yderligere udviklet. Her er igen pointeret den oprindelige enhed, som det rene uspolerede stadie før skabelsen af verden. I daoistisk religion spiller forestillingen om en oprindelig livsånde (yuanqi ) en stor rolle. Alt hvad der findes i verden, har sit udspring i den oprindelige livsånde. Uanset hvilke symbolske skikkelser der legemliggør den oprindelige skabelse, er den gennemgående tanke i kinesisk kosmogoni, at verden er selvskabt og udfolder sig i en naturalistisk proces. Bevægelsen udgår fra en oprindelig uspoleret tilstand til en kompleks differentiering af de ti tusinde ting (alverdens ting og fænomener). I daoistisk tænkning er der fundamentalt en bundenhed til den religiøse dimension, der underliggende består i at finde vejen til menneskets harmoni med et større kosmos, hvilket i sig selv må ses som en proces, der helbreder, harmoniserer den menneskelige tilværelse.

      Når man betragter kongfuzianismen og daoismens natursyn, opdager man, at der er en generel, men markant forskel på, hvordan de to traditioner opfatter naturen. Kongfuzianismens etos består i at hæve sig ud over det naturgivne og udvikle de kulturelle normer, der placerer mennesket inden for kulturens domæne. Daoismen ser naturen som det, der er uberørt af mennesket, men som mennesket må søge at integrere sig med, for derved at genoprette den harmoniske tilstand, hvor kulturens frembringelser ikke kommer i konflikt med eller skader naturens skaberværk. Derved bliver det en stræben efter en symbiotisk enhed med naturen og dens kræfter.

       Mytologiens verdensbillede

      Myter synes at være en uadskillelig del af førmoderne religioner, og de er da også repræsenteret i vidt omfang i kinesisk religion. Alligevel forekommer kinesiske myter at være temmelig marginale i forhold til skabelsen og vedligeholdelsen af traditionsbestemt viden. Kinesiske myter over en bred kam viser på ingen måde en konsekvent sammenhængende form som i den græske eller nordiske mytologi. Mytologien har i den henseende mange rødder og forgreninger. Der er altså tale om, at de enkelte myter kan have vidt forskellige kulturelle og etniske baggrunde, hvilket næppe kan undre, selv om man forsøger at tale om Kina som ét land og én kultur, har der naturligvis siden de ældste tider eksisteret mange epoker og kulturer i det kæmpemæssige land, vi kalder Kina.

      Der er en ting, som generelt er særlig påfaldende med hensyn til kinesiske myter, og det er, at der aldrig trækkes en skarp grænse mellem mytens og realiteternes verden. Dette forhold afspejles bl.a. i Historiens Bog, en af de fem klassikere, der beretter om de tidligere sagnkonger. Mange karakteristika i den kinesiske kultur er tillagt disse figurer. Deres tilknytning til dynastihistorien fremhæver deres dennesidige præg som virkelige mennesker, der besad civilisationens ædle kunst. I den egenskab er de eksemplariske helte for den kinesiske kultur og i særdeleshed kongfuzianismen.

      Historier, der beretter om guder, ånder og fabeldyr, tillagt menneskelige følelser, er gennem tiden blevet indprentet i den almindelige kinesers bevidsthed, om ikke andet så på grund af underholdningsværdien, men bestemt også som eksempler med en moralsk og visdomsagtig pointe. Teater og skuespil har medvirket til at popularisere myterne. Beijingoperaens dramaturgi og gentagne brug af mytologiske rollefigurer har medvirket til, at de mytiske fortællinger er blevet alles eje. Et andet kendetegn ved kinesiske myter er, at de ofte har deres oprindelse i den autentiske historie, hvorved der udvises et typisk kinesisk karaktertræk, nemlig den opfattelse, at mennesker kan blive til guder (euhemerisme). Guder, bodhisattvaer og Buddhaer er ikke kun blevet fremstillet i menneskelig skikkelse, de har også fået tilhæftet et narrativ, der i mytens sprog fortæller om deres herkomst og bedrifter. I forbindelse med den kinesiske folkereligion er de populære guder ligeledes blevet genstand for mytologiseringer, idet de ofte får tilføjet en mytisk forklaring på deres oprindelse og funktion.

      Stort set alle religioner har en mytisk forklaring på verdens skabelse. Det dominerende syn på verdens skabelse blev udformet i en daoistisk kontekst, og det blev disse forestillinger, der dannede den generelle opfattelse i Kina af skabelsesprocessen. Der er knap nok tale om en mytisk beretning i de tidlige daoistiske skrifter som Laozi (Daodejing), Zhuangzi og Huainanzi, der alle forklarer verdens oprindelse igennem en naturalistisk proces. Dao er her beskrevet som den ultimative kraft, der ligger til grund for al skabelse. Dao udspringer af intetheden, der skaber den udifferentierede eksistens, som igen skaber yin og yang, og endelig, fra yin og yang, skabes alle ting.

      En helt anden og mytisk beretning om verdens skabelse findes også i Kina. Den er i forhold til den ovennævnte noget senere, sandsynligvis fra det 3. århundrede. Det er myten om Bangu . I denne historie udspringer universet fra et kosmisk æg. En Gud ved navn Bangu er født i ægget, og ægget brækker i to halvdele. Den øverste del bliver til Himlen, og den nederste del bliver til jorden. Guden Bangu vokser sig større og større, idet han står mellem Himlen og Jorden og presser dem yderligere fra hinanden. Endelig dør Bangu, og hans krop bliver til de forskellige dele af verden. Hans lemmer bliver til bjergene, hans blod til floderne og hans øjne til solen og månen.

      Der er flere myter i Kina, der omhandler en syndflod. Den mest kendte er knyttet til urtidskejseren Yu . Der refereres til denne myte både i kongfuzianismen og daoismen. Yu forsøger at tæmme flodernes oversvømmelser, der truer menneskene. Han kæmper bravt med at afværge oversvømmelsen og bygger utrætteligt diger. Med sin dragehale skærer han kanaler, der skal kontrollere og lede vandene. Der er mange versioner af denne myte i forskellige gamle tekster. Fælles for dem er dog, at Yu tæmmer floden og ses som skaber af den højere civilisation, idet han bereder landet for beboelse, veje og landbrug. Der er ligeledes myter, der beretter om andre kulturheroer, hvordan de skabte forskellige opfindelser til gavn for mennesket (f.eks. ploven, silkeavlen, medicin, kompas og vinkel, spådomskunst m.m.).

      Nüwa er en skabergudinde, der sættes i forbindelse med skabelsen af mennesket. Hun er ofte afbildet sammen med sin mage, Fuxi . De to guder har halv menneskekrop og drage- eller fiskehaler. I hånden holder Nüwa en passer og Fuxi en vinkel. Disse er symboler på den skabende orden. De tidligste kendte billeder af Nüwa, i form af et stenrelief, stammer fra Handynastiet (206 f.Kr.-221 e.Kr.). Nüwa har tilknytning til mindst to myter. I den ene skaber hun menneskene ud af den gule ler. Det var imidlertid et større arbejde at modellere hvert menneske, så i stedet dyppede hun et reb i mudderet og lod det dryppe på jorden. De adelige og rige skabtes af de modellerede figurer, og fra det dryppende reb kom de fattige og laverestående (se Bodde 1961, 388). I den anden myte er hun den, der genopretter harmonien i verden. Da himmelen er ved at kollapse, reparerer hun pillerne, der er benene på en mytisk skildpadde, som holder himlen oppe over den firkantede jord.

      Netop kongfuzianismens sociale og historiske fokus begribeliggøres i myterne om de vise konger, fortidens eksemplariske СКАЧАТЬ