Sarbarheder. Mikkel Thorup

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ en ideel verden ville medlemsstaterne i G8 – eller rettere GX – være de demokratier, der havde verdens største økonomier. Det ville betyde et farvel til Rusland og en indlemmelse af Indien og Brasilien i et nyt G9. Jeg kan godt lide den idé. Størrelse betyder noget, men det gør frihed også.¹³³

      Størrelse og frihed kunne også kaldes samlebetegnelser for henholdsvis geopolitik og idealisme og som forskellige principper for international legitimitet: den ene funderet på geopolitisk styrke og statsræson, den anden på idealerne om frihed og demokrati.

      Garton Ash taler i direkte forlængelse af en vigtig tendens i international politisk tænkning og praksis, der fremhæver post-suverænitet som en positiv udvikling. Idéen er, at vi bevæger os hinsides den territorialstatslige suverænitets tidsalder, hvor magt i sidste ende blev funderet og legitimeret på vold og størrelse, og til en post-suveræn tidsalder, hvor såvel magt som legitimitet funderes i principper om frihed og demokrati. Det vil sige en tidsalder, hvor det ikke længere er størrelse eller geopolitisk magt, der afgør en stats placering og legitimitet i det internationale system, men derimod karakteren af dens styreform. Det betyder også, at det ifølge denne tænkning og den praksis, som den bevirker, at den afgørende skelnen i international politik ikke længere er stormagt versus småmagt men derimod demokrati versus ikke-demokrati.

      Jeg forstår denne udvikling som en forskydning fra det, man kan kalde territorialsuverænitet til den aktuelle post-suverænitet, der måske bedre skal kaldes for demokratisk suverænitet eller humanitær suverænitet, de to sidstnævnte for at fremhæve, at det netop ikke – som mange af denne udviklings kommentatorer synes at tænke – er et opgør med suverænitet som sådan, men snarere en genfundering af suverænitet på nye principper. Post-suverænitet er denne tænknings egen forestilling om udviklingen, hvorimod demokratisk eller humanitær suverænitet er mine begreber til en kritisk undersøgelse.

      Udviklingen fra den ene suverænitetsform til den anden er på mange måder meget løfterig, men som alle udviklinger rummer den sine distinkte farer og blinde punkter, og jeg vil her argumentere for, at dette nye sprog for legitimitet i international politik, det post-suveræne sprog, reproducerer og måske endda forstærker ikke bare den eksisterende globale magtfordeling men også nogle af de uheldige træk ved den gamle orden, som denne tænkning ellers forstår sig i modsætning til. Den reproducerer den herskende magtfordeling, da det er de samme stater og institutioner, der okkuperer den fortidige territorialsuverænitet og den aktuelle demokratiske suverænitet. Den forstærker den herskende magtfordeling, da den post-suveræne eller demokratiske suverænitet bliver funderet i frihedens og demokratiets legitimitet. Den form for magt, det skaber, ligner det, som filosoffen Jacques Derrida i sin bog om slyngelstater kalder for “autoimmun humanitet”,¹³⁴ dvs. en position immun over for kritik, da den udtaler sig fra et sted, hvorfra den kan kritisere andre (for deres voldelighed, ikke-demokrati) men ikke selv kan kritiseres.

      Mit fokus i dette kapitel vil i mindre grad være på praksis og i højere grad på tænkningen, dvs. på filosofien bag den aktuelle drejning i international politik mod post-suverænitet og demokrati som de nye og efterhånden eksklusive legitimitetskilder. En vigtig kilde hertil, vil jeg argumentere for, er den kosmopolitiske tænkning, som den har udviklet sig efter Murens fald. Det er selvsagt ikke den eneste kilde til denne udvikling, og jeg vil ikke påstå, at international politiks praktikere nødvendigvis hverken kender eller føler sig forpligtet af denne tænkning. Men jeg vil hævde, at kosmopolitismen er den stærkeste formulering af denne drejning, og at den derfor udgør en privilegeret indgangsvinkel til at forstå udviklingen såvel som dens eventuelle faldgruber.

      Grundlæggende er mit argument, at den kosmopolitiske kritik af det territorialstatslige suverænitetsprincip måske ikke er helt den kritiske tænkning og praksis, den forestiller sig at være. Måske er kosmopolitter og andre kritikere af territorialsuverænitet snarere at forstå som “fortalere for en ny konsensus.”¹³⁵ En konsensus, der i sidste ende er en fortsættelse af vestlig magtfordeling. Snarere end en udfordring af den herskende magtfordeling i verden er disse kritikker måske i samklang med væsentlige dele af de aktuelle forandringer i magtens form og legitimitet. Det kosmopolitiske sprog, der har sit udgangspunkt i det enkelte menneske som menneske snarere end borger eller indfødt, risikerer at blive overtaget og anvendt af grundlæggende ikke-kosmopolitiske kræfter, der vil bruge den moralske position, som det nye post-suveræne sprog giver, til at styrke deres greb om magten. Jeg vil i det nedenstående argumentere, for, at en af grundene til, at det kosmopolitiske sprog åbner sig for en sådan anvendelse ikke kun er, at kosmopolitismen deler tidsalder med den igangværende omstrukturering af magt og legitimitet i det internationale system, men at det også skyldes en mangelfuld forståelse af såvel magt som suverænitet hos kosmopolitterne, en mangelfuld forståelse, der stammer fra en markant fortegnelse af territorialsuverænitet som suverænitet som sådan. Det betyder, at megen kosmopolitisme opererer med en dikotomi mellem en territorialstatslig tidsalder af vold og intern repression som suverænitetens udtryk og en aktuel eller kommende tidsalder præget af suverænitetens fravær og dermed også fraværet af dens angivelige effekter. Suverænitet og magt hævdes sammenfaldende i fortiden, hvorimod de afkobles i den nye tidsalder, hvor magt kobles til demokrati snarere end suverænitet. Her fremsætter jeg i stedet tesen om en overgang til demokratisk – eller humanitær – suverænitet som den nye sammenkobling.

      Kapitlet indledes med at beskrive alliancen mellem det humanitære og det militære, som det forefindes inden for komplekset omkring humanitære interventioner. Derfra skiftes fokus i andet afsnit til den stærkeste legitimeringsdiskurs bag opkomsten af det humanitære regime, nemlig kosmopolitismen, for at se på, hvorledes de giver substans til forestillingen om en ny statsform og international orden, og hvilke blindheder den også giver anledning til. Tredje afsnit fortsætter dette spor og spørger til, hvorledes suverænitetens og magtens fortsættelse og genfundering glemmes i disse humanitære og kosmopolitiske diskurser, for endelig at lade afsnit fire se på, hvordan det humanitære regime kan siges at være en ny magt- og dominansform.

       1. DEN NYE HUMANITÆRE OG MILITÆRE ALLIANCE

      Post-suverænitet er det nye, magtfulde sprog for intervention, væbnet eller ikke, i andre landes ‘indre anliggender’ (som det hed i den territorialsuveræne epoke). Sproget er særlig magtfuldt eller effektivt, da det kommer med den implicitte formodning og den eksplicitte påstand om ikke at have nogle ekspansionistiske eller nationalt egoistiske bevæggrunde for interventionen. Det post-suveræne sprog ekskluderer alle eksisterende, illegitime motiver for krig og intervention og kan derfor paradoksalt nok gøre såvel krig som intervention lettere at starte end tidligere. Det, vi de sidste tyve år har været vidne til, er et markant og gennemgribende skift i, hvad der kan legitimere væbnet indgriben i andre, nominelt suveræne lande.¹³⁶ I tillæg til de allerede etablerede kriterier for legitim væbnet respons – selvforsvar, alle andre midler udtømt, respons inden for krigens love etc. – så har der udviklet sig andre minimumskrav for legitim, post-suveræn international vold:

      › Unilateralisme er en mistænkelig, problematisk udvej, der kun må benyttes i yderste nødstilfælde

      › Målet med interventionen skal være universelt, ikke nationalt eller regionalt

      › Interventionen må ikke resultere i nogle materielle eller territorielle gevinster for den intervenerende magt

      › Internationale normer og institutioner skal sanktionere interventionen og deltage i den

      Disse kriterier ekskluderer eller delegitimerer de territorialstatslige kriterier for legitim krig – ære, territorium, ressourcer, ‘livsrum’ – og gør i den forstand krig vanskeligere. Men de faciliterer også krig, fordi de gør nogle interventioner ikke bare legitime men måske også moralsk nødvendige. Ethvert legitimeringskriterium er også en handlingsanvisning. Det post-suveræne СКАЧАТЬ