Sarbarheder. Mikkel Thorup

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ og nu illegitime krige blev udkæmpet for nationalt egoistiske formål, mens de nye krige funderet i det modsatte princip, nemlig i det nationalt indifferente, er de gamle moralsk overlegne. Partikularisme bliver suspekt, og universalisme bliver immun. Derfor fremstilles dem, der interveneres imod, nu altid som drevet af en gammel territorialsuveræn logik (hvilket de måske også er), der nu ikke bare er forældet i en global tidsalder men også moralsk inferiør i en humanitær tidsalder.

      Den humanitære suveræn – den, der handler på menneskehedens vegne – og den post-territoriale eller post-nationale stat opstår ud af krudtrøgen fra de humanitære interventioner. Jürgen Habermas har kaldt den vestlige intervention i Kosovo for en “foregribelse af en effektiv kosmopolitisk ret”.¹³⁷ Ironisk nok er Solsortesletten i Kosovo (stedet, hvor den serbiske præsident Milosevic i 1989 holdt en stærkt nationalistisk tale) derfor fødestedet for såvel serbisk revanchistisk nationalisme og for kosmopolitisk aktivisme. Det er sigende, at foregribelsen eller fødslen af kosmopolitisk ret blev indledt som alle klassiske ordensgrundlæggelser, nemlig med et lovbrud (af international ret) og en voldshandling (interventionen i Kosovo). Ekstra ironisk er det, at det er præcis en sådan placering af moral over lov, som Habermas selv har advaret imod i forhold til USA. Men her, hvor der i europæisk optik handles i den internationale retfærdigheds navn, der gælder et andet princip; eller rettere: Her må moral gerne trumfe lov, for dernæst gennem lovbruddet at blive loven selv i form af kosmopolitisk ret. I et interview hudfletter Habermas USA for at bryde international ret i Irak-krigen, men fortsætter så med følgende om Kosovo-krigen og spørgsmålet om at bryde med international ret:

      Men der var to legitimerende grunde, den ene formel den anden uformel, og det er sådan, selv hvis de ikke kunne erstatte samtykke fra Sikkerhedsrådet, således som FN-pagten kræver det. For det første kunne man henvise til erga omnes¹³⁸ – der gælder for alle stater – og råbene på hjælp imod det snarlige folkemord. Det har altid været en del af international sædvaneret. For det andet, det faktum, at NATO er en union af liberale stater, der i deres indre virkemåde tager FN’s menneskerettighedserklæring alvorligt, kan også lægges på vægten [til fordel for intervention]. Sammenlign det med den ‘koalition af de villige’ [i Irak-krigen], der har splittet Vesten, og som inkluderer så forkastelige regimer som Usbekistan og Taylors Liberia.¹³⁹

      Den første legitimationsgrund er gyldig i forhold til international ret. Det er den anden grund, den uformelle, der er særligt interessant her. Man må fortolke Habermas sådan, at hvis de europæiske NATO-lande samlet havde deltaget i Irak-krigen, da ville dens brud på international ret og FN-pagten have været retfærdiggjort. Fordi disse lande er af en særlig karakter, “liberale stater, der i deres indre virkemåde tager FN’s menneskerettighedserklæring alvorligt”, så rykkes deres handlinger potentielt uden for den retsramme, der ellers gælder internationalt set. Vesten er i Habermas’ udlægning effektivt set det internationale samfund. Problemet for ham er den ‘spaltning af Vesten’, han henviser til, og som også udgør titlen på den bog, hvori det ovenfor citerede stammer fra. Gad vide, om ikke Tyskland og Frankrig, der gik imod Irak-krigen, ville have hævdet at handle på vegne af det ‘internationale samfund’, hvis de var gået med i koalitionen? Og hvordan ville Habermas’ argumentationsrække da have set ud?

      At tale på vegne af ‘menneskeheden’ eller mere beskedent ‘det internationale samfund’ er lidt ligesom, da den amerikanske præsident Richard Nixon hævdede at tale på vegne af det ‘tavse flertal’. Det giver en autoritet uden faktuel repræsentation. Det er påberåbelsen af en uangribelig tale- og handlingsposition. Men – og det bliver vigtigt senere i kapitlet – ikke alle kan aktivere denne autoritetskilde; ikke alle kan tale på vegne af det internationale samfund eller det tavse flertal med en vis grad af seriøsitet. Alle kan principielt set hævde, at deres position eller handling udtrykker det internationale samfunds eller folkeflertallets vilje, men andet og mere end påberåbelsen er krævet. Det kræver en a priori-autoritet at udtale sig med autoritet. Og det er præcis denne, som Habermas og andre finder i de liberaldemokratiske stater.

      Det er den ildevarslende lære hos den kontroversielle tyske jurist Carl Schmitt: at fortolkning er dominans, og at også humanitære begreber åbner sig for magtpolitiske manipulationer.¹⁴⁰ ‘Menneskeheden’ og ‘det internationale samfund’ er stærke legitimeringskilder, og der er en systematisk ulighed i fortolkningsretten af dem, der prioriterer Vesten over Resten, og som det kosmopolitiske sprog bidrager til at forstærke og uddybe. I sin selvkritiske bog The Dark Sides of Virtue. Reassessing International Humanitarianism skriver den amerikanske juraprofessor David Kennedy:

      Menneskerettighedsbevægelsen undervurderer systematisk nytten af menneskerettighedssproget og -maskineriet for mennesker, hvis hjerter er hårde, og hvis politiske projekter er undertrykkende. USA, England, Rusland – men også Serbien og Kosovo-albanerne – har taget militær handling, interveneret politisk og retfærdiggjort deres regeringspolitikker med henvisning til beskyttelsen af menneskerettigheder. Langt snarere end at være individets forsvar over for staten er menneskerettigheder blevet en standarddel af retfærdiggørelsen af statens brug af ekstern magt over for andre stater og individer.¹⁴¹

      Han fortsætter med at sige, at “humanitært lederskab er ofte en benægtelse af, at der ledes.”¹⁴² Ganske ligesom opblødningen af grænsen mellem ordenshåndhævelse og krig samt humanisme og militarisme først og fremmest gør ordenshåndhævelse og humanisme del af det militære arsenal – snarere end at gøre krigen human – så siger Kennedy, at det nuværende humanitære sprog, som det tales af magthaverne, gør menneskerettighederne til del af ledelseskunsten og “det humanitære til suverænitetens sprog.”¹⁴³ Kosmopolitter risikerer at komme til at bidrage til at sprogliggøre den nye post-suveræne legitimering af væbnet intervention ved ikke at være opmærksomme nok på “den nye alliance mellem den humanitære og den militære interesse.”¹⁴⁴ Den moderne nationalstat blev født i og gennem krig. Det bliver den postnationale også, men det er nu krige ført uden for og langt fra den statsdannende og krigsførende parts eget territorium, ude i den ‘humanitære katastrofes grænseland’, nu formuleret mindre i race- og civilisationsmæssige termer (som i de gamle kolonialkrige) og mere i humanitære termer og i menneskerettigheder men stadig med optegningen af linjer mellem orden og kaos, det civiliserede og det barbariske.

      Som politologen Mark Duffield skriver i sin interessante bog Global Governance and the New Wars, der handler om sammensmeltningen af udviklings- og sikkerhedspolitik:

      Målet med den liberale fred er at transformere dysfunktionelle og krigshærgede samfund, som [gruppen af liberale stater] møder ved sine grænser til samarbejdende, repræsentative og særligt stabile enheder.¹⁴⁵

      Dette er selvsagt en ofte nødvendig og ærværdig ting at gøre, men det er også del af den igangværende omskrivning af suverænitet og statsmagt og af vilkårene og magtfordelingen i det internationale system. De humanitære interventioner optegner magtens nye kartografi mellem de vellykkede og de mislykkede, mellem de intervenerende og dem, der interveneres imod, og det bliver gjort med humanitære argumenter, samtidig med at det fremmer en skævvridning af den internationale magtfordeling til fordel for ‘den humanitære alliance’ af menneskerettigheder og militærsystemer.

      Den nye post-suveræne diskurs udfordrer ikke Vestens magtfordel i det internationale. De er sikre i deres statslighed – og i deres suverænitet – også og måske endda særligt i en post-suveræn orden. Det er formodentlig ikke den velovervejede hensigt, men den ulige fordeling af magt i det internationale system gør det nye post-suveræne sprog til en ressource for de mægtige. Den post-suveræne diskurs er en moralsk diskurs, der fratager nogle stater deres legitimitet og suverænitet, mens den tildeler andre stater magten til at dømme og straffe disse ‘faldne stater’. Dette indskriver en afgørende ulighed i hjertet af den nye internationale orden og dens institutioner.¹⁴⁶

      Det afgørende problem i den klassiske internationale СКАЧАТЬ