Fra det moderne Frankrig. Kaufmann Richard

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham, og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

      Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker, hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske den samme Race Mennesker.

      Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's Hjerte, paa de store Boulevarder.

      Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme, respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere Graders Varme.

      Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering. Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er det en Ouverture, der passer.

      Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men Julenat hører der en lille Perial til.

      Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det uendelige Menneskehav.

      Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter. Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere, det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug, de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde vaagne med den gryende Sol!

      Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud, kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i, flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt. Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi. Men hver første Januar kvæler det formelig СКАЧАТЬ