igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var, undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk, vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte, stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent, hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før, blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad, Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette, Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission. Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede," siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil, forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød. Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre sig selv for de Mange."
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.
