Fra det moderne Frankrig. Kaufmann Richard

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud, hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer Modeleverandørerne deres Søgning. "Où est la femme," spørger den franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden som Islæt.

      Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om, hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder, det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen. Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen, Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne, øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter Kaminrenseren.

      Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris' Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der skal betales.

      En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske, det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i Virkeligheden ogsaa bliver det.

      Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne. Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de af Natur, og det kostede dem Ingenting.

      Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord. De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen СКАЧАТЬ