Fra det moderne Frankrig. Kaufmann Richard

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at leve sammen med.

      Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element. Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke. Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer, man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed, derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

      Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede, gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

      Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede for Aarsagerne til den.

      Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater. Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham, og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem, hjælper med til denne Udvikling.

      Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer, hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen.

      Pariserinden

      Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet. Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,—det vilde ikke være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske, men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man hyldede i Livet.

      Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den havde sit Sæde.

      Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt, hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd, der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke.

      Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed, lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: "Je le veux". Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa, men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin af Samfundsstigen; СКАЧАТЬ