To verdener. Knud Hjortø

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ til for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok, hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen?

      Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men det relative interesserede ikke.

      Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.

      Nej, erklærede Dagmar og rødmede.

      Jo, sa Helga, man kan se det på hende.

      Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive forelsket.

      Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige eller gøre: at se mildt til stjærnerne.

      Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på, at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?

      Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde, som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.

      Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al samtale stansede i nogle minutter.

      Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre, idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det, men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde. Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående, han havde med hende. Et par øjne – et simpelt individ vilde sige: et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun havde set på den gang; henover hans hoved – som om han aldeles intet var – havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden; han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over det og over hende med, hans interesse havde været ham selv påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område. Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget, og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit – og det var rigtigt —, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var så rige på – hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget, som han ikke kendte. De drev ham ud at spasere, når han havde andet at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent opdagelse.

      Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket, han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var udmærkede, men det udtryk havde han ikke set siden, og det var jo det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.

      Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende, mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri var ikke noget mærkeligt.

      – Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved siden af ham.

      Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt.

      Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.

      Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.

      Nå ja. – Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i sådan noget. – Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i, Helga. Tænk ikke mere på det.

      Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.

      Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg ha sagt Dem, at – —. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det? De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.

      Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter.

      Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.

      Du siger slet ingenting, svarede Berta.

      Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor jeg gik, før jeg kom hertil.

      Å, lad os høre det, bad de allesammen.

      For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret, bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for. Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men det var der jo ingen, der vidste.

      Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.

      Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.

      Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.

      Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.

      Jeg СКАЧАТЬ