To verdener. Knud Hjortø

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ en hund, for de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.

      Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med, at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag at være i en tilgivende stemning.

      Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der kan.

      Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de bedste i det fag.

      Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det.

      Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.

      Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.

      Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.

      Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.

      Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt, og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit smil returneret, nægtet modtagelse.

      Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i det. – —

      Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var bundalvorligt, da han sa:

      Så kommer jeg til at gi dig et nul.

      Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud; men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig til, så hun var alligevel ikke så ked af det.

      Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd, der dirrende snoede overskæg.

      Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er siden sommerferien.

      Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i den første tid. Men – — ja, ja.

      Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.

      Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige nul.

      Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.

      Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende.

      Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være.

      Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt.

      Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.

      Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.

      Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor blækklat falde lige oven på nullet.

      Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end ellers.

      Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere, men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste af sin fritid med at studere.

      Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga:

      Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.

      Så kan Marie begynde.

      Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.

      Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?

      Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.

      Nå ikke; det betyder en blyklump.

      For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.

      Nej; i enden af en medesnor.

      Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og vædede blyanten mellem læberne.

      Det ved jeg ikke. Skal vi så – —

      Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta.

      Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud.

      Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant.

      Hr. Grandlev – Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog —, Marie tror, det betyder en hund, der hedder Bob!

      Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede hende.

      O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt?

      Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks efterlignet rundt om i klassen.

      Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig over?

      Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere ekkoer fra de øvrige.

      Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.

      Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således:

      Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig den frihed at brække skibet i stykker – —

      Hvad er det for noget vrøvl, Helga?

      Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården.

      Tror СКАЧАТЬ