To verdener. Knud Hjortø

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ end hun; de borede deres rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet, slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der holder.

      Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.

      Men – se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.

      Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun måtte se, hvem det var.

      Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.

      Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og satte sig på en grøftekant.

      Kom så, tænkte hun.

      Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.

      Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min spaseretur!

      Godaften, Helga.

      Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun sig langsomt.

      Det er bare mig, Helga.

      Nå—å.

      Blev du bange for mig?

      Næ—æ.

      Skal vi følges ad?

      Det kommer an på, om vi skal samme vej.

      Du skal vel hjem?

      Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De.

      Hvad vej går Du?

      Hvad vej går De?

      Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går igennem skoven.

      Men jeg vil oven om skoven. Farvel så.

      Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad.

      Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!

      Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.

      Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan jeg ikke fordrage at træffe andre.

      Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt.

      Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap?

      Vi kan jo prøve.

      Han er villig, tænkte hun.

      Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen.

      Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt.

      Det er det, erklærede han ivrigt.

      Mon?

      Hvorfor går du nu over på den side?

      Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset.

      Det gør ikke noget.

      Med Deres ny støvler.

      Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?

      Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om, så klynger han sig til det med en iver —

      Du er vist ked af at følges med mig, Helga.

      Ja.

      Kan du ikke lide mig?

      Nej.

      Hvorfor ikke?

      Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De kan godt lide mig.

      Ja, Helga, det kan jeg også.

      Nå ja, så løber jeg.

      Men han fulgte med. – Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han kan fri, mens han løber?

      Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil ikke løbe mere.

      Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?

      Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min hustru?

      Nej.

      Hvorfor ikke?

      Æv, æv, tænkte Helga.

      Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?

      Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere.

      Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig pån steder, hvor de ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig; der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.

      Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?

      Men da var al hendes СКАЧАТЬ