Støv og Stjærner. Knud Hjortø

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. Selv følte han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer, professoren, både var lærd og radikalismen hengiven, og han selv ud af familiens fortræffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og bydende udseende, så blev han i en tidlig alder knyttet til et anset venstreblad.

      Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand; der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige virkning på en talerstol. Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. Munden var stram og intetsigende, men det kunde også se ud, som om den gemte over en hel del; manden smilte uhyre sjældent og led ikke af meddelelsestrang, han havde fra forfædrene arvet et udtørret gemyt. Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, som nu grånede stærkt; hans ungdomsvenner huskede, hvor udtryksløs hans lille hageklump havde været, inden skægget kom. Men altså i det hele et imponerende hoved, der sad på en statelig krop. Stemmen var hård og klar; på en talerstol kunde den blive til en smældende komandorøst. Hele manden var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget i bladets redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale den afgørende dom i alle litterære spørsmål, så vel som i sager, der ikke helt og holdent tilhørte politik eller det praktiske liv. Han anmældte de betydeligste skønlitterære værker; i polemik optrådte han som afsluttende part, og så var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit; han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes officielle personligheder, han blev den ansete journalist, længe inden han var den udmærkede forfatter.

      Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede han publikum betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed, og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner. Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt affekterede som en ældre ung piges kærestebreve. Der var megen erotik, og skønt der var en evig tale om hengivelser, så var der ingen videre sanselighed, men mange kønne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme; Kasbjerg kom ikke på listen over de usædelige forfattere.

      Men der var mange, som undrede sig, og de så manden igennem endnu en gang. Ansigtet var meget godt, men så gik de om bag ved ham og opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte høje og hvælvede, men kraniet løb op i en kegle som et indianerhoved; bag panden var der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Næsen var heltemæssig, men den kan i det højeste kun opfattes som et symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var desværre udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op for, hvordan en silkehat i virkeligheden sad på hr. Kasbjergs hoved. Og øjenbrynene var altfor overdrevent buskede, øjnene var rå og kolde, næsen for bred og rimeligvis blød, den var langt mere et snorkehorn end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed.

      Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken frem.

      Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise, hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale et talentfuldt begynderværk – dog modificeres denne regel naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem forfatter og anmælder.

      Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse; tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt senere tog han religiøse æmner op – en omvendelse og en skildring fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik – så vakte han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin. Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de skrev sig bort fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget sygt; kunsten stiger, men livet synker.

      V.

      Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære mod hr. Kasbjerg var ikke så ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end forfattere plejer at være – det var formodenlig derfor, at hans bøger var mindre gode – og han forstod at være elskværdig på en behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede fordelende på den blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han på sin side følte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om den egenkærlige digtertype, der aldrig gør noget godt, og som der ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedømme ham med billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon har lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr – Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og måler, og litteraturen skulde få et nyt hovedværk.

      En formiddag, da de var spaseret sammen ud på Frederiksberg, inviterede Kasbjerg rent tilfældigt på frokost. Ivar Holt tog gærne imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig for ham.

      Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i enkeltheder.

      "Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl – eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig, ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok – skønt hvor ved jeg det fra? – at først når det ikke går i den grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun tilstande, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste."

      "Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er ubetinget sundt at tale ud – bortset fra, i dette tilfælde, at det interesserer mig overordenligt."

      "Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også. Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over tømmermændene efter denne her talesvir."

      Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men en sigar, jo tak, og så ud ad landet til.

      Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et forekommende knæk i ryggen.

      Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte han forkert på alting.

      De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd havde meget at rose sig af i den henseende.

      "Hvordan СКАЧАТЬ