Støv og Stjærner. Knud Hjortø

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ åbner sig og lukker sig, en ko ses spasere langs ad en hvid kirke; de træer, der er een nærmest, blir pludselig løbske og styrter hen imod een, men vender man hodet, ser man, hvordan de står stille bagude og ser efter een, mens de langsomt går baglæns. Vinden svulmer, og man kan få den, som man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur kan man regulere. Det hele går som på snore og blir uendelig simpelt.

      Men musklerne fra knæet op ad låret, de har deres tid, da de varer ad, nu skal du hjem, og de står i ledtog med samvittigheden, der samtidig begynder at hviske om alt det, man nu er siklet fra, som ligger hjemme og ophobes.

      Ivar Holt mærkede ikke noget til studierne, så længe han siklede, men da han sprang af, følte han straks, hvordan de sled i ham; desuden var han træt; hjem igen.

      Når en forudbestemt alkoholist har haft sin første rus, så bestemmer han, at næste gang – — d. v. s. officielt beslutter han jo, at han vil aldrig drikke mere, men bag ved, inderst inde, tar han den bestemmelse, at han næste gang skal drikke sig en endnu større rus, og han vil ved senere gentagne forsøg stræbe at nå ud til fuldskabens yderste grænse.

      I morgen, tænkte Ivar Holt, skal jeg se at nå Roskilde, senere går turen til Korsør, og engang tar jeg Fyen med, lige til Svendborg.

      Han stod op næste morgen med højt humør – forelæsningerne fik være den dag – men han var træt, da han nåede Roskilde, og højst elendig, da han kom tilbage til København. Han sov nederdrægtigt om natten og drømte i et væk om stejle bakker, tabte pedaler, flåede ansigter og brækkede arme.

      Nej, han skulde nok køre fornuftigt og passe sine studier.

      Men så kom den tid, da det ikke længere gjorde ondt under knæskallen, og de store benmuskler var gennemhærdede. En dag kørte han lige til Sorø uden at tænke over det, han kunde helt hengive sig til den fornøjelse at se og at trække været. Støvet, der bulnede op om hestenes hove og strålede frem under hjulene; vejene, der delte sig under spidse vinkler og ligesom uhyre, gule sakse klippede ind i markernes grønne klæde, og den frie udsigt til alle sider og især solskinnet – alt det vakte en uhyre glæde hos ham. Sådan som solen skinnede ned i højt græs ved middagstid – — han mindedes dunkelt, at han som lille dreng havde haft det samme syn, og nu havde han fået sine øjne igen.

      Da Ivar Holt kom hjem med en behagelig træthed, hvori ny kraft lå gemt, var han led ved at læse og havde ikke mere lyst til at skrive.

      Der er insekter – lige så vel som der er mennesker —, som ynder at æde papir; når man får dem ud et øjeblik, og lyset falder på dem, så piler de travlt af sted – det gælder livet – længere ned for atter at æde papir.

      Inden Ivar Holt sov ind den aften, var han klar over, at han ikke længere vilde være papiræder, og da han vågnede næste morgen – ti han faldt i søvn lige oven på beslutningen – så tænkte han nøjere over det.

      Mine studier har hidtil kun budt mig papir, jeg har levet et papirliv. Altså er jeg kommet ind på en forkert bane. Jeg vil prøve en ny sikletur.

      Græsset fik herefter en stor betydning for hans udvikling. Græs og papir – det var to betydningsfulde modsætninger. Også i litteraturen. Der var det, der groede af sig selv, og på den anden side: papirgræsset, papirblomsterne. Men det ærgrede ham for resten, at han i sine betragtninger måtte ta sit udgangspunkt i de foragtede bøger. De slap ham alligevel ikke så let.

      Men nu vilde han ellers sikle fra det hele, og så kørte han en fjorten dages tur på lykke og fromme, Sjælland rundt, og da han en dag tilfældigvis faldt ind i Korsør, sejlede han over bæltet og tog Fyn med.

      På denne tur var det, at gennembruddet skete. Ivar Holt vendte hjem som digter og var indtil videre glad og løftet.

      Gennembrud er et relativt begreb. Når en stor mængde nærveceller har ophobet en ensartet kraftmængde, så opstår der et pres i een bestemt retning. Det kaldes Længsel, Attrå, Sturm und Drang o. s. v., og når det bryder frem inden for bevidsthedens grænse, så er gennembruddet sket. Een ligger på sofaen og grunder over et filosofisk system, klokkerne ringer, og pludselig bryder forståelsen igennem. Han skriver en masse ilde snak om kunst og religion, hvori tretallet er den store, forløsende hemmelighed. Der er ikke menneskelighed og natur i det hele, men gennembruddet er fuldbyrdet, et forholdsvis fornuftigt menneske blev den æstetisk forblindede nar, han var bestemt til at blive. En anden går en lang tur, sover uroligt om natten, sparker dynen af sig og vågner næste morgen som en stor digter. En blir stor, en blir gal, en blir en tosse, det kan altsammen foregå i et gennembrud.

      Ved Ivar Holt var det nu det mærkelige, at han ikke havde nogen videre skrivelyst – lige efter et gennembrud kommer der ellers gærne en voldsom blæk-eksplosjon – og at han heller ikke erhvervede hin enkle, storslåede verdensopfattelse, som vi nok ved. Det var snarere, som om tilværelsen var gået i stykker for ham, men da hans helbred var godt, og hans humør antageligt, så led han ikke under sin mangel på bestemte anskuelser. Han nød solskinnet om sommeren og gjorde den opdagelse, at musikken er det, der bedst kan erstatte lyset i den mørke tid.

      IV.

      En dag, da forfatteren hr. Kasbjerg kom hjem fra sin sædvanlige eftermiddagstur, lå der en tyk, blå konvolut på hans skrivebord. I mangel af bedre beskæftigelse satte han sig ned og gjorde sig bekendt med indholdet; det viste sig at være et bidrag til hans tidsskrift. Forfatteren syntes at være student med dansk litteratur til hovedfag. Det var udtrykt sådan, at nogle slette – eller måske dumme – mennesker havde overtalt ham til at bestige den danske litteraturs himmelbjærg; det skulde bringe ham nærmere himlen og skaffe ham større udsyn over jorden, bægge dele trængte han til, for han var af dem, der higer efter poesi —

      Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med sine bogreoler, men de tilbød ham ikke noget læseligt, han vendte misfornøjet tilbage til den urolige, jaskede skrift.

      Bjærget så godt nok ud på afstand, det var passende højt og imponerende bredt, og det fortonede sig blåt. Op ad det! Det var svært. Stenene, der var brede fliser, gled idelig bort under ham, han svedte, været blev tyndt i hans lunger, men det var jo også et helt bjærg. Foreløbig var der ikke andet end sten, men al sødheden lå naturligvis på toppen.

      Hovedpine, tom susen for ørene, svimmelhed. Død blødhed under kraniet, senere fortsat ned gennem rygraden. Havde han vidst det! Men nu var han snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter noget som helst.

      Begyndende sindsforvirring, mangel på orienteringsævne; nu måtte han være meget nær ved toppen. Når bare han fik vænnet sig til denne luft og temperatur! Bægge dele var afgjort ubehagelige.

      Ha ha! Toppen! Først så han ned efter jorden; forfærdelig langt borte lå den grønne jord – ja, men den var slet ikke grøn, og havet så ud som ostevalle. Han la sig ned og lukkede øjnene, alt imens han bittert beklagede, at han var gået fra forstanden i dette vigtige øjeblik. Da han atter fik mod til at se sig om, opdagede han, at bjærget bestod af lutter bøger, det var ikke noget rigtigt bjærg. Denne opdagelse tog sådan på ham, at han dånede, under suset af et dusin lyriske englevinger, og straks derpå åbnedes bjærget under ham og slugte ham.

      Han vågnede, levende begravet nede mellem bjærgets rødder. Der var mørkt, ikke en menneskelig lyd trængte ned til ham; det meste vær, han trak, var støv, og der lugtede nederdrægtigt; alle slags harske, mugne, visne uddunstninger trængte med vold ind gennem hans næsebor. Således gik der ubestemmelige tider; nu skulde han altså dø. Havde det endda været på åben mark! Han misundte den mand, der kan gå ud i den grønne skov og hænge sig, mens han kvaltes i en nedrig bogdød.

      På ryggen havde СКАЧАТЬ