Støv og Stjærner. Knud Hjortø

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ med livets love. Men jeg vil lave mig mine skuffelser selv, det er min menneskelige ret. Har lyset foran brug for en mand, der ikke ved, hvad han duer til, men som har i sinde at følge sit kald, selv om det viser sig, at han duer til ingenting.

      Han følte, at der i det sorteblå mørke var noget, der vinkede ad ham, og hans sjæl rejste sig i ham, den forlængedes, stjærnerne sugede den til sig. Det var den første forbindelse mellem ham og hans skæbne – den rykkede i ham, men han sad endnu altfor fast i jorden.

      En lille tør, hæslig lyd fik ham til at se ned. Det var en utydelig skrubtusse, som med besvær alkede sig frem ad landevejen. Hjulsporets kant forårsagede den uhyre møje, den kørte i luften med forbenene, krummede ryg og trådte efter med bagbenene; det gjorde et slimet, arbejdsomt indtryk, men den kom over kanten og stræbte videre langs ad hjulsporet med sin tørre skurelyd.

      Ivar Holt gik ind mod byen igen, stjærnerne slap taget i ham, og der var en spænding, som tabte sig.

      Han fulgte den samme vej, han var gået udad, men uden sjælelige reaksjoner. Nu skulde han bare til at være flittig, han med sin gode eksamen.

      Allerede det blotte syn af rygge, der fjærner sig; maver, der nærmer sig; ben, der bevæger sig, alt det virker hæmmende og regulerende. Gamle tiders eneboere kendte denne magt og frygtede for den, de drog afsides og lod deres sjæle vokse vildt, og da der ingen mennesker var om dem, skød deres sjæl en uhyre stængel op mod himlen, mod poesiens blå rum, mod stjærnerne, mod Gud – hvad de nu kaldte det —; det blev høje sjæle uden bred menneskelighed, astrologer, religionsstiftere, digtere, gale. De, der blev længe nok i ensomheden og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var overmennesker, og de døde salige i den tro. Men der var nogle, som ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen. De døde som stakler, der afvekslende følte sig større end andre – hvad de dog aldrig turde tro på – og mindre end andre mennesker, hvilket egenlig var den tryggeste følelse, men også den mest ydmygende.

      Ivar Holt var behagelig træt, da han nåede hjem til Saksogade. I morgen begyndte der en hel ny tilværelse. Ligesom han vilde gå op, så han, at der på kældertrappens øverste trin hang en gråladen tusse; med to ben arbejdede den i luften, to andre ben kartede hen ad trinet, så forsvandt den, og et modbydeligt, tørt bums hørtes nede i mørket. Ivar Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse ikke i løbet af en times tid kan nå fra Amager til Saksogade; skrækken kan være hurtigere end nogen fornuftig tanke; den besindige overvejelse kom et godt stykke bagefter.

      Der er nok nogen, der er søvnig, tænkte han og smilede, da han gik op ad sin trappe, men hans nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med elektricitet.

      Snart efter var Ivar Holt fuldstændig optaget af sit sprogstudium. Regelmæssig og ihærdig læsning virkede kanaliserende på hans stemninger; mange små bække forsvandt, uregelmæssige løb tørredes hen; det meste blev til een bred, snorlige strøm. I begyndelsen gik han endnu lange ture og søgte efter sine gamle stemninger; der mældte sig nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig blev hans spasereture kortere; ud på landet kom han meget sjældent. Inden han ret tænkte over det, var han blevet det mest afrettede kulturmenneske, han fik kammerater, hvad der var noget temmelig nyt for ham, men da han kun havde meget få penge at råde over, strakte hans omgang sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte eksistenser, som i længden ikke var ham til synderlig fornøjelse. I løbet af et år faldt det også helt bort igen.

      Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornæmmelser var der ikke plads mere. Men det kunde hænde en sjælden gang, at han blev sig selv bevidst og tænkte: Her står jeg, Ivar Holt, på Vesterbrogades højre fortov, bestemt til Saksogade. Første gang, da dette kom aldeles uvilkårligt, var det en fornæmmelse af en uforklarlig forandring, af noget, der var tabt, af en mangel på ævne til at genkende sig selv; bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten af dagen og gik en lang tur ud på landet, hvorfra han vendte tilbage med en bitter følelse af at være revet op af jorden. Senere, når en lignende jeg-opvækkelse foregik, skete det ikke længere ganske uvilkårligt, virkningen blev svagere derved, at den var forudset og forudfølt, og snart holdt det helt op.

      Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han så godt ind i, at det efter tre års forløb ikke interesserede ham længere, og det hjalp ikke, at han vendte sig udelukkende til fremmede litteraturer; al denne æstetik begyndte at gøre ham trist. Værst var det, når han om efterårsaftenerne kom hjem til sin hybel; så kunde han stå bøjet med næverne i bordet og se ud på lysene, mens det arbejdede mørkt og ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbøjede stilling gjorde han indtryk på sig selv af at være en gammel mand. Han mindedes afdøde stemninger, mere forvovne og fantastiske end det, han nu følte, men ikke det fjærneste bølgeslag fra den tid kom igen nu, og i grunden var det også bedst; den Ivar Holt, som nu levede, var mere værd, mere trist, men også mere klog.

      Denne triste klogskab gik han og bar på en uges tid. Hvad skulde han bruge den til? Det gik heldigvis op for ham snart efter, en dag han sad og tænkte på J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille bog.

      "Da så jeg poesiens engel træde trøstende hen til mit leje," hedder det hos de gamle, og ganske vist, den første, muligvis elendige, bog, man skriver med frygt og bæven – — der er slet ikke noget forhold mellem dens værdiløshed og den uhyre betydning, den har for ens egen udvikling.

      Titlen på Ivar Holts bog var noget med "ung" i. For han var jo egenlig en ung mand. Den handlede om erotik. Forfatteren havde intet som helst praktisk kendskab til æmnet, men hvad andet skulde han skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes af flere kvinder, men ikke ævnede at holde fast på nogen; han var brystsvag, men slap for at dø i sidste kapitel.

      Bogen kom ud, og anmælderne tog med varsom hånd på det lille, forknytte opus. På een virkede den som blå årer under hvid hud; en anden mindedes J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og skønt fortællingen ikke var nær så god som "Niels Lyhne", havde de dog det til fælles, at de bægge passende kunde betitles: En Pebersvends Formodninger om Forholdet mellem Mand og Kvinde.

      Den lille bog blev pænt solgt, og som det hører sig til, var der et par anmældere, der spåede den unge forfatter en fremtid i den danske litteratur.

      Det skete om efteråret. Ivar Holt levede hele vinteren igennem uden i mindste måde at lide tab på sin fornuft, han var uendelig lettet og mindre trist, og han havde endnu ikke taget den for mange forfattere skæbnesvangre beslutning, at der skulde komme en ny bog næste efterår og så fremdeles, så vidt ævner og publikums tålmodighed slog til. Han satte sine penge i sparekassen og studerede roligt videre.

      Men så kom foråret.

      En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. En siklist foer tæt forbi ham, strøg ham med albuen og susede lydløst videre. Med en svag smærtefornæmmelse så Ivar Holt ham forsvinde. Straks efter gjorde det så ondt, at han måtte stå stille. Manden på siklen var borte, men han havde taget noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede forbi; et stykke af Ivar Holts sjæl fløj rimeligvis ud ad Lampevejen i dette øjeblik, bundet til en anden mands maskine. Smærten gik ikke over igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, lad os nu bare ha et øjebliks tålmodighed, det er straks ovre igen. Han var og blev gået i stykker.

      Lidt efter huskede han, at han jo også kunde sikle, i næste øjeblik vilde han leje en sikkel, og en halv time efter sad han på sin egen, nye maskine og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skæbnes mand.

      Penge i morgen, kontant.

      Ivar Holts sårede sjæl var igen blevet hel rask, da han fløj hen ad Lampevejen på den nye "Sleipner".

      Rundt СКАЧАТЬ