Minna. Gjellerup Karl

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ Smil af nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille Støv- og Røgsky spredte sig – og Stenblokken blev staaende, skjøndt stærkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de tærnede Benklæder ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.

      – Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde.

      Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, hvor det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede paa et af de afsprængte Stykker, der løsnede sig let og i lige Flager under mine Hug. Pludselig følte jeg mig greben og bunden med et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig Latter rungede i mine Øren, og et rødskjægget Ansigt bøjede sig frem over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev ikke klogere derved.

      Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kjæmpen og vel endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gjerne at ville »være med«, men ikke kunne det; – endelig betvang hun sin Munterhed, som mod min Villie ærgrede mig ikke saa lidt: —

      – Han forlanger, at De skal kjøbe Dem fri, og han har Ret, sagde hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en Haandværker i Arbeidet, saa har denne Lov til at tage ham fangen, saadan som De nu er bleven.

      Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjælpsom Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk Udtryk. Det var første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal, og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom.

      Jeg betalte med Fornøielse min Bøde saa rigelig, at der foruden »Prisepenge« til den Rødskjæggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de Andre, – men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans Jernstang ind i Stenen.

      Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede Stenmasse var for de dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, næsten gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.

      – Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende Øine, blændet af alt det hvide Lys.

      – Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?

      – Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig talt, jeg vil nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det er netop, fordi jeg mindes om min Barndom – som om der var noget Synderligt dèr at mindes! Og dog gjør jeg det gjerne. Det er underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt, hvad der blot ligger lidt tilbage i den, – det er altid en Trøst: een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa.

      – Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag – maaske vil man en Gang finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.

      Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i Lommetørklædet til det øvrige Fund.

      – Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte Ædelstene for at raade Bod derpaa.

      – Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok faaet en fornuftigere Opdragelse.

      – Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, – den var nok ikke synderlig med i Spillet.

      – Deres Hjem var meget tarveligt?

      – Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz. Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en Rest fra deres Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i »Zur Katze« i Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sit Glas Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets Hyggeligheds-Erindringer logere »Zur Katze«, saa kan De omtrent regne ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav sig slet ikke af med os, – og det var stor Skade, for han var ikke blot en dannet Mand – han underviste i Latin —, men han var ogsaa veltænkende og strengt retskaffen, det har jeg først lært at indse, da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet; med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om Politik. Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne; hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader, og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende var hans – man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom indenfor Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var min Fødselsdag, – jeg blev elleve Aar – havde Moder givet mig Lov til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke Dem, at han paa den Maade blev en СКАЧАТЬ