Minna. Gjellerup Karl

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ som vare daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig – og det kunde være en Feiltydning.

      Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. – Vandforsyningen paa dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter et Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.

      Luften, der slog os imøde, var frisk og gjennemrenset, med en sund Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og Græssets Dunster og krydret af forstærket Blomsterduft, især af Kaprifolier – en Luft, der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en ædel Vin. Skydækket var splittet; her rullede det sig bort som massive sodmørke Røgmasser, hist opløste det sig som lysere Damp eller flød ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem, længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede sig gyldne Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de lavere Skylag med deres stærkt blaanende eller rødlig graa Stenfarver, saaes overalt høiere Skyer, der lyste med kjødfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af Lilienstein viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere straalende. Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt; over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt blaanende Skjær. Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko.

      – Se! udbrød Minna, – hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin!

      Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. Du gode Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar hun da havde sagt: »Det ligner et Billede af Poussin oppe paa Galleriet«. Men dette: »Det er en ren Poussin«, det var til at blive rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber Roller, og raabe: »Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus einer Menschenseele hervorgeholt! – — – sondern aus einer Maler-do.«

      Men hun løb allerede i Forveien ned ad den lange Række blankvaade Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, eller om hun af sig selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase, det veed jeg ikke, men det var aabenbart, at hun løb fra sin Poussin.

      Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken paa det underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjøn lille tolvaars Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Eier. Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begynder under Basteiklipperne, der groede op af deres Flader; det fjerneste og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg, kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Eiendom.

      Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, som han havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gjennem et lille umodent Æble havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds af smaa Indsnit befæstet store Vinger, som han havde skaaret ud af Træ. Løbet havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam, hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa Hjulet rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset og oppe fra Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest dreie sig uafbrudt. Nu havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt Opdæmningen; det var Istandsættelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme.

      – Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar Fader kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op paa Minna. For det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil saa gjerne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen.

      – Skal de sprænge oppe i Stenbruddet?

      – Ej ja! en hel lille Væg.

      – Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.

      – Du kan jo spørge Fader derom.

      – Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besøge en Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at overvære det Skuespil?

      Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag.

      Et langt »Aa«, som den lille Dreng brød ud i, fik os til at se bort fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten var voxet til en fuldstændig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Speilbue, der endnu kun stod klart ved Støttepunkterne men dæmrede oppe i Hvælvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt, og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igjennem; paa denne dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gjennemstrømmede hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.

      Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs Phantasi, for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: – »Det er ligesom i Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer.«

      I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen gammel-tydsk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede høit op med den anden Haand, nok kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt den hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke ned i Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken, der svømmede paa Vandet; Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt, der syntes mere skjælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende – som om det lille Væld var en Afgrund – til at skynde mig at slippe hende, ja, jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øieblik kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde bortforklares, – havde Omgivelserne været heldigere. Men et Par Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, og Vinduerne vare ikke saa langt borte.

      Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa Stien. – Det er sandt, Vandet!

      Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende.

      Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at forespørge om Sprængningen. Den skulde ganske rigtig finde Sted næste Dag, og vi vilde være velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansøgning igjennem, skulde føre os til Bruddet.

      Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøiderne hinsides Floden. Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem Stenene helt inde ved Bredden. Himlen var næsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes dunkelt, holdt der sig en mørk Dis. Til den anden Side stod Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa deres Masser СКАЧАТЬ