Minna. Gjellerup Karl

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis Hygge derved.

      Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe, at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

      Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser til Landets uhyre Si og tunge, terrassebyggede Bjergmasser. Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.

      VIII

      En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant, bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en ængstelig Tegning af det samme.

      – Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. – De ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

      Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver, Triglypher og Metoper vil sige, – naar man for første Gang skal anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«, – og jeg beroligede hende med et Smil.

      Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne. Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min Nysgjerrighed.

      Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:

      »Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og ligesaa megen Lykke som Ulykke.«

      Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og tegnede resolut en eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst, eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre.

      Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds ved at se mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen været trykkende Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pi paa Trappefliserne. Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille haardt og høitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat: det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur, staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk op over den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller Alderdoms-Pi og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af Rummet.

      Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blændende om hende eller naar Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende Ruder, foer hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig, skjøndt hun øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig. Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt. Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.

      Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede udelukkende med, hvad jeg havde læst i »Poesiebogen«. Jeg kjendte ikke Stedet, skjøndt jeg nok syntes, det lignede Goethes Udtryksmaade; da jeg senere – for ikke saa længe siden – læste »Aus meinem Leben« og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte paa disse velkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke med dem ind over min Sjæl! I »Wahrheit und Dichtung« kom jeg ikke videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjøre Fordring paa første Led af hin betydningsfulde Titel.

      Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket, at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber, som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke Forestillinger jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en temmelig stor Lakune СКАЧАТЬ