Konge, kirke og samfund. Группа авторов
Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов страница 12

Название: Konge, kirke og samfund

Автор: Группа авторов

Издательство: Ingram

Жанр: Историческая литература

Серия:

isbn: 9788771246117

isbn:

СКАЧАТЬ om, at hver ekstraordinær skat virkelig var noget enestående, danmarkshistoriens første og sidste, havde man opgivet, når det gjaldt bønderne, mens man endnu forsøgte at holde fanen højt i egne rækker.

      Rigsrådet havde i Odense henvist til de skatter, som var blevet udskrevet i sommeren 1523, men endnu ikke indløbet, samt lidt kynisk til de store bøder, man forventede af de bønder, der havde vist sig opsætsige “og siddet overhørige”. Rådets opgave som parlament var naturligvis at udvise tilbageholdenhed, når kongen krævede nye skatter, men den enorme gæld, som magtskiftet vitterligt havde påført Frederik I, kunne man dog ikke smyge sig udenom. Rådet erklærede sig da også villig til “at samtykke hans nåde en mærkelig landehjælp over alt riget at betale hans nådes gæld med”. Vel at mærke med den udspekulerede reservation: “når hans nåde kronet er!” Noget for noget, som det hedder i enhver forhandling.

      Frederik I, der med Arild Huitfeldts temmelig uærbødige udtryk “som en gammel høne nødig forlod sin rede på Gottorp”, var altså nødsaget til at indfinde sig i København i sommeren 1524, hvor alle hans finansielle problemer skulle løses. Det vidner om kongens stærke forhandlingsposition på herredagen, at rigsrådet, da det kom til stykket, gik med til at udstede bevillingen inden kroningen, ligesom den i Danmarkshistorien helt enestående klausul om, at skatten indbragte et fastsat beløb, naturligvis også må skyldes et krav, udgået fra den pengekære monark.

      Det fremgår, at man forhandlede på Københavns rådhus, dengang byens største og bedste mødelokale, hvor også forhandlingerne med hansestæderne fandt sted, mens kongen fornemt tilbagetrukket residerede på det lidt skumle slot. Forhandlingerne drejede sig om mange andre emner, som vi denne gang er afskåret fra at følge, fordi herredagen forbigås i protokollen, men kroningsskatten var afgjort et af de vigtigste punkter på dagsordenen.

      Anden fase udgjorde rådets interne drøftelser, som i det store skattebrev med tidens højstemte forkærlighed for treenigheder betegnes, at råderne havde “overvejet, besindet og betragtet”. Disse drøftelser mundede ud i, at rådet den 13. juli gav kongen et skriftligt svar, hvori man i detaljer fastlagde skattens satser og kredsen af skatteydere. Betingelsen var fortsat, at kongen gik med til at lade sig krone, men nu modificeret til et mere sagtmodigt “førend denne herredag endes og sluttes”.

      I virkeligheden blev skatten først udskrevet midt i september, da kroningsfestlighederne og det storpolitiske Malmømøde med Gustav Vasa og hansestæderne var overstået. I den forstand kunne rigsrådets prioritet anses for tilgodeset, selv om udsættelsen snarest hang sammen med, at kancelliet simpelthen ikke havde kapacitet inden, samt at høstmånederne traditionelt var skattesæson.

      I hovedsagen forelå kroningsskatten meget præcist skitseret i rådets svar af 13. juli, men en lille detalje røber dog, at der fortsat forhandledes om proceduren. Senmiddelalderens ekstraordinære skatter opkrævedes ved, at bønderne blev skrevet i læg, og også her er kroningsskatten usædvanlig. I svaret sættes taksten til, at hver fire bønder gav seks mark, men såvel i fragmentet fra forhandlingerne som i det officielle skattebrev af 21. juli er formuleringen ændret til, at hver 20 bønder gav 30 mark. Samme takst, men formentlig et signal om, at læggene skulle være større. Da også skattesatsen var højere end normalt – 24 skilling af hver skatteyder mod ellers 16 – har man åbenbart været betænkt på at sikre skattens udkomme ved at fordele flere velstående bønder i hvert læg efter det gængse princip “den rige hjælpe den fattige”.